Hej Åge
Jeg har lyst til at ofre en post på en opdagelse fra fællessangen i bededagsferien. Du ved der var 400 deltagere og Jesper Kiel og jeg sang for på de seks sange. Den første blev sunget to gange, så landsmødet sang egentlig syv sange. Men Internationale blev jo sunget af fri strube og uden forsang fra podiet.
Imidlertid. Dirigenterne takkede denne og hin for dit og dat. Der blev ikke sagt tak for forsang. Vi var ellers på pletten præcist når dirigenterne havde behov "for at samle folk" som de udtrykte det. Ja-ja i sig selv er sang jo værdiløs, ikke?. Så er det da godt at flokken engang imellem skal drives sammen, så der stadig er lidt sang tilbage. Klokke eller båthorn forefandtes ikke.
Og-
(for du kan nok forstå jeg ikke skriver for at "få tak" så at sige post festum.)
Vi sang jo med glæde og alle sang med glæde og forresten meget smukt. Taktfast, med nerve og verve, ikke uden følelse, ikke uden elán. -tværtimod. For mig som guitarist og dreven forsanger var det en enorm styrkelse at Jesper Kiel, der også har en snes års erfaring, var med hver gang. Vi havde aftalt at synge frisk til, uanset han måske havde en lidt anden måde fra Svendborg end jeg fra Aalborg, og jeg tror nok vi kunne smitte forsamlingen med denne uforknythed og sangene blev så at sige eksekveret: Bang !
Men når nu alle andre praktiske opgaver blev takket, dog ej forsangen, så gav det mig den tanke at visse ting er rituelle, og dem gør vi uden at blive bedt derom. For eksempel ville det være meget forkert af mig at lade være med at stille mig til rådighed når nu jeg kender alle sangene. Synes du ikke? Ville det ikke være kostbart. Faktisk sagde Jens Otto fra Thisted venligt om mig i lørdags at "Otto ikke er kostbar" Jeg havde spillet syv sange og lidt Kim Larsen på 1.maj-mødet i sidste uge i Thisted, for busbilettens pris.
Jeg spiller jo med glæde, som den gamle spillemand ved Siljan Søen: Han spillede med glæde for en snapsetår.
Men nu til sagen:
Åge: Hvad er egentlig den praktiske betydning af indsatsen, som her undgik tak. Jeg tager en enkelt linje fra
"Forbandede Regering"
som har fem vers, og i omkvædet linjen:
Nu skifter piben lyd
Denne talemåde"Nu skifter piben lyd" er nu blevet udtrykt af 2000 struber, idet omkvædet er sunget fem gange,og denne talemåde "Nu skifter piben lyd"har endda været udtrykt melodisk og med takt.
-MenÅge, hvor mange linjer har da ikke været udtrykt af hvor mange struber hvis vi tæller alle sangenes linjer. Og er det da ikke et helt lille kursus i talekunst? Jeg prøver ikke på at være spidsfindig. Jeg håber ikke du opfatter mig som ude i et eller andet ærinde hvor jeg hypper kartofler. Mit studium på Universitetet har vist, hvad man på dette højlærde sted ikke er begejstret for, at mennesker sang meget mere, før skriftkulturer blev etableret. Man opnåede huskelighed ved at versificere det man ikke kunne nedskrive. (i mangel af skrift) Smukt sprog og livlig sangtradition hænger måske sammen, og monotont og utydeligt sprog og skrifttradition hænger måske ligeså meget sammen. Dette er temmelig kættersk, og kun sprogmænd der tilfældigvis samtidig er musikere, som Vilhelm Grønbech, forstår det tilsyneladende, eller mener at forstå det. Men selvom det er svært at bevise kan det vel være sandt alligevel. ?
Nu ved du lidt om hvad jeg tænker på. I hvertfald fortæller jeg i mit lyn-talekursus om sangens historie, og giver en masse forslag til at opnå takt og melodiøsitet i sin tale, og så synger vi selvfølgelig en del, hvad der i sig selv er en værdi. Selv om det ikke er noget at takke for !
