POST 3
LOGIK
Dette et meget vanskeligt emne, som kræver en god forklaring. Normalt mener vi at det er noget "selvfølgeligt" når vi siger at "Dét er logisk". Sådan skal det ikke forståes her. Logik er også en videnskabelig disciplin og logos betyder "ord".
Logik handler altså ikke om toner, men om ord. Ord der måske ikke siges, men bare skrives. Her kan du øge din forståelse for at sprog-melodi ikke er "logisk", og at ords logiske betydning er fastlagt i et anderledes "abstraktivt" forhold (end toner) som giver dem betydning, og som er forskelligt fra deres fulde sprogmæssige tonalitet. (Denne tonalitet som vi altså ikke behandler under denne post. Men i rigt mål under de næste (POST 4 og POST 5).
Vi vil se på den måske vigtigste skelnen, som den klassiske logik gør mellem ord. Ifølge den klassiske logik findes der ikke bare arter af ting men disse arter kan også samles i klasser eller kategorier. Dette vigtige faktum vil vi om lidt bruge som et eksempel på hvordan det var muligt at fastlægge et logisk system. Vi gentager imidlertid: Ifølge den klassiske logiks fastlagte system er melodi og toner imidlertid uden betydning for meningen, og dét skriftsystem, det græske alfabet, som stod til rådighed for denne klassiske logiks grundlægger (Aristoteles), kunne ikke udtrykke talens melodi. (Til dét skabte grækerne noderne)
Meningen kunne altså udtrykkes alligevel, nemlig via korrekt brug af de (rent) logiske virkemidler, som Aristoteles viste. Men så måtte man rigtignok også anvende kategorierne rigtigt, og det er ikke så let. Til alt held for vi moderne mennesker får vi disse kategorier "ind med modermælken". Vi kan slet ikke forstå at de på et tidspunkt i vor civilisations historie er blevet definerede. Det ér de imidlertid, for de vigtigste almenbegrebers vedkommende. Vi bliver derfor, fordi vi ikke er opmærksomme på at de engang var ny og revolutionerende, nærmest lidt forbløffede når vi får dem forklaret, lidt ligesom hvis man som voksen bad om et glas varm mælk og fik den serveret på en sutteflaske.
Her på Smuktsprog Slot fremlægger vi Aristoteles logik på det sted i starten af hans værk hvor han med stort besvær forklarer den vigtige forskel på arter og klasser, og siger, at de første er de mest pålidelige og de sidste de mest bestandige. Spidsfindigheden, som fuldt ud svarer til de vanskeligheder virkeligheden byder på når tingene ligner hinanden uden at være de samme, fylder seks sider i det 700 sider store værk Logica ("Organon)". Nu kunne det måske virke som om det er et tilfældigt forhold vi behandler. Men Aristoteles beskæftiger sig med ord før han beskæftiger sig med sætninger og slutninger. Og blandt ordene er kategorierne forhåndsnødvendige. Stedet er altså ikke helt tilfældigt valgt udaf det store værks mange sider. Vi ønsker at antyde at
"dén klassiske tid`",
dét klassiske spørgsmål",
spørgsmålét om klasser"
ikke bare navngav tiden, spørgsmålet og begrebet selv men at kategorien klasse var et vanskeligt og karakteristisk problem for logikkens grundlægger i denne afgørende historiske overgangsperiode for sproget. Som skulle vænne sig til at se sig selv, og ikke kun høre sig. I det nyopfundne skriftsprog, det græske alfabet. Hermed håber vi at vise, at melodien var "svær at få has på" somman siger, -for man må tænke på at denne melodi, som sangene med deres hundreder af vers, for ikke at sige tusind (Illiaden, Odysseen) var det yderste udtryk for havde været mediet for huskeligheden i mangel af nedskrivningsmuligheden.
Til forskel fra hans apologeter var Aristoteles ikke blind for svagheden i hans egen lære, når det gjaldt logikkens udgangspunkt. Der skulle skelnes mellem art og klasse. Aristoteles så i sin logik svagheden ved at tage "klasse" som sit udgangspunkt. Klassen var en enhed i sin art stående over arterne. Den var længere fra tingene end arterne var. Arterne udtrykte tingenes væsen. Klassen udtrykte arternes sammenfatning i - ja klasser. Han anerkender at man sagde mere om en tings væsen ved at angive dens art end ved at angive dens klasse. Så var man allerede længere væk fra den. Så langt angav han, det skal i retfærdighedens ærinde nævnes, problemet. Men så var det også sket. Men allerede her, ved denne begrænsning burde Kant have taget fat, i stedet for at erklære "logikken rigtigt udformet fra starten af." Kant erklærede i indledningen til sit hovedværk, "Kritikken af den rene fornuft"at grunden til at logikken (angiveligt) kunne være rigtigt udformet fra starten af var at den "ikke havde noget objekt den først skulle undersøge." Men det er en mærkelig påstand, når logikken i den Aristoteliske udgave så påfaldende begynder med at postulere objektet "klasse". Og faktisk undersøger den og finder den problematisk, sammenlignet med arten. Klassen viser sig nemlig for undersøgelsen at være en overordentlig postulatorisk kategori, af den ene grund at den er så abstrakt at den fra starten må abstrahere sig fra den allerede abstrakte kategori "art". (Hos Aristoteles selv, i hans allerførste begyndelseslinjer til hans omfangsrige 700 siders logik).
Hele denne debat blussede først op i årtierne efter radioens opfindelse, og især fra 1960'erne. i mange hundrede år havde man haft så travlt med at læse og skrive at man næsten glemte at sangen engang spillede skriftens rolle, som medie for huskelighed. Man skal især læse side 21 til 33 af Aristoteles Logik for at se hvordan han anviser hvordan vi anvender det rigtige ord når vi taler om tingene. Vi taler her om følgende udgave, (som regnes for en standardudgave, fordi den har både den græske og den engelske tekst med, på hhv. venstre og højresiden: Aristotle in Twentythree Volumes The Categories" (chapter 5: "Of Substance") Translated by Harold P. Cooke, M.A. Harvard University Press, 1928 At kunne graduere for grove eller upræcise ord v.h.a. andre ord, siden tonefaldet nu ikke kan angives -endsige en hel sætningsmelodi, det er udfordringen for Aristoteles's system. Det lykkes på disse 8 sider 21-33 Aristoteles at vise, hvorfor vi skal anvende rigtige ord når vi taler om tingene. Tingene kaldes her for "substanser", og mellem disse eksisterer forhold der ikke er substanser. Man kan tale om f. eks. kvantiteter, årsager, virkninger og det er ikke substanser. Substanser er af stoflig karakter, med mindre de er sekundære substanser og således hørende til arterne eller klasserne. Udtrykket art og klasse kan ikke bruges vilkårligt om tingene ifølge Aristoteles, selvom det vist ofte sker i dag i dagligsproget. Det er værd at bemærke hvor megen vægt han lagde på denne forskel dengang for 2500 år siden. Det er naturligvis af interesse for os når vi egentlig ønsker at udtrykke os smukt og klart. I så fald lægger han os på sinde, at arten siger mere om tingen end klassen, idet arten er tættere på (tingen). Når vi siger "af hvilken art" en ting er giver vi mere hjælp end hvis vi siger at "den hører til den eller den klasse af ting". Til gengæld kan det sidste udtryk være det nyttigste. Hvis vi er usikre på den helt nøjagtige art af tingen kan vi sige at den er af den og den klasse. Hvis man ikke ved om det var en mand eller en kvinde der faldt død om på gaden kan man i det mindste oplyse at det var et menneske. Hvis man ikke engang er sikker på dét, tør man i det mindste slå fast at det var et levende væsen. Så er det da klassificeret så langt.
Hele denne moderne debat, med Havelock som en af bannerførerne, kan du læse mere om ved at browse på "oral tradition" øverst i navbar "search this blog". Der vil du finde links til forsknings-centrene indenfor oral tradition. Du vil måske blive overrasket over at jeg regner Dansk Folkemindesamling til disse. Skønt det ikke er en institution for teoretisk linguistik er det afgjort en institution for oral tradition.
Et praktisk logisk hjælpemiddel for smukt sprog er en såkaldt "thesaurus". Her er alle almenbegreber (ca. 70.000i den danske udgave) ordnet efter betydning. "Dansk Begrebsordbog" som udkom i 1945 er en af verdens bedste. Ordene er opstillet så betydningen af dem deler dem ind i arter og klasser. man søger omtrent som på Google, efter en række opslag er der hit, og manhar fundet det rette udtryk for sin ide. Endnu er den danek begrebsordbog ikke blevet digitaliseret, men den engelske er, og jeg har, i samarbejde med CFL, Center for Linguistik" lavet en udstilling om den danske da den fyldte 60 år i 2005. Du kan browse på ordet "thesaurus" her på denne blog.
-------------------------------------------------------------------
Uddybning, kan evt overspringes:
Den klassiske logik kan ikke undvære klassebegrebet, men Kant ser ikke Aristoteles's første kunstgreb, som ellers kun kunne foretages fordi der var et objekt der skulle undersøges. Det er klart at at Kant levede i en tid som hyldede det klassiske. Men før Aristoteles?.
Det er klart at de Homeriske skrifter ikke kender og intet rummer om klassebegrebet, og aldrig udtaler sig om klasse, men kun om konkrete arter af ting og menneskelige forhold. Homers værk er fra den præ-klassiske tid. Imidlertid, "Staten" er netop, ved Platon, kapitel for kapitel, en gennemgang af klassernes rolle. Vi har de der vogter og vi har de der arbejder, og vi har de ledende. Sådan som det må være, som enhver kan se. Det er derfor at vogterne ikke må høre sang der ikke er heroisk, ifølge hans "Staten". De skal stå fast og ikke høre noget der er blødgørende lyrisk smægtende. Det må stå klart. Det gør det i "Staten". Der står det klart. Anderledes i de Homeriske værker som ikke, -slet ikke- har denne kedelige og platoniske skelnen, men hvor heltene kendes som helte og personligheder og aldeles ikke som klasserepræsentanter. For hvad skal det til for en digter ? I sandhed, d'herrer Platon og Aristoteles har en stor opgave i at gøre noget sådant naturligt, som ikke er grundet i heltenes historie men i en almen lære om hvad der er naturligt og evigtgyldigt for "Staten" Sandheden er for mig at se den, at den klassiske logik som den akademiske traditions grundlag i den grad er gået ind i sproget, at vi slet ikke finder på at spørge hvoraf udtrykket "Det Klassiske Grækenland" stammer fra. Jeg har i hvert fald aldrig set spørgsmålet stillet. Og det gør heller ikke noget. For eksistensen af klasser er dog ganske synlig i alt hvad vi ser og siger.
Altså, der kræves, ja der kræves allerførst et skriftsprog (ca 500 f. Kr.) for at kunne foretage klassifikation., Uden skriftsprog, -med et versemål som huskemål alene - var klassebegrebet umuligt at udvikle. Aristoteles's udfærdigelse af klasse-begrebet i de første, for ikke at sige det initialiserende afsnit af Organon gik ud på:
1.
Arten af tingen var ganske vist tættere på tingene end klassen. Skulle man derfor sige noget om en ting måtte man hellere angive af hvilken art den var end af hvilken klasse.
2.
Klassen, på sin side, fandt man først efter at man færdiggjorde alle artsbestemmelser.
Men dermed var klasserne også af natur mere bestandige, uden dog at Aristoteles påstod at de var evige.
3.
Det indtryk, -at klasserne var eviggyldige- kunne man derimod få af hans lærer Platons rigidide udarbejdelser i "Staten".
Altså: "Organon", den Aristoteliske logik, lagde grunden for den ny tænkemåde, i en grad så at en tænker af Kant's kaliber 2000 år senere (sic !) måtte erklære, at logikken var rigtigt udformet fra fødslen af. Deraf kom det at Aristoteles ikke kunne nævne, ikke kunne indrømme sangens primat. Presset som han var af de evigt syngende græske folkemassers tendens og traditon. Kun her i vor i vor smuktsprogssøgende undersøgelse finder vi den, først og fremmest ledt frem af forfattere som havelock i den orale traditions forskning.
Hele denne moderne debat, med Havelock som en af bannerførerne, kan du læse mere om ved at browse på "oral tradition" øverst i navbar "search this blog". Der vil du finde links til forsknings-centrene indenfor oral tradition. Du vil måske blive overrasket over at jeg regner Dansk Folkemindesamling til disse. Skønt det ikke er en institution for teoretisk linguistik er det afgjort en institution for oral tradition.
hele denne debat blussede først op i årtierne efter radioens opfindelse, og især fra 1960'erne. i mange hundrede år havde man haft så travlt med at læse og skrive at man næsten glemte at sangen engang spillede skriftens rolle, som medie for huskelighed.
Man skal især læse side 21 til 33 af Aristoteles Logik for at se hvordan han anviser hvordan vi anvender det rigtige ord når vi taler om tingene. Vi taler her om følgende udgave, (som regnes for en standardudgave, fordi den har både den græske og den engelske tekst med, på hhv. venstre og højresiden:
Aristotle in Twentythree Volumes
The Categories" (chapter 5: "Of Substance")
Translated by Harold P. Cooke, M.A.
Harvard University Press, 1928
At kunne graduere for grove eller upræcise ord v.h.a. andre ord, siden tonefaldet nu ikke kan angives -endsige en hel sætningsmelodi, det er udfordringen for Aristoteles's system.
Det lykkes på disse 8 sider 21-33 Aristoteles at vise, hvorfor vi skal anvende rigtige ord når vi taler om tingene. Tingene kaldes her for "substanser", og mellem disse eksisterer forhold der ikke er substanser. Man kan tale om f. eks. kvantiteter, årsager, virkninger og det er ikke substanser. Substanser er af stoflig karakter, med mindre de er sekundære substanser og således hørende til arterne eller klasserne. Udtrykket art og klasse kan ikke bruges vilkårligt om tingene ifølge Aristoteles, selvom det vist ofte sker i dag i dagligsproget. Det er værd at bemærke hvor megen vægt han lagde på denne forskel dengang for 2500 år siden. Det er naturligvis af interesse for os når vi egentlig ønsker at udtrykke os smukt og klart. I så fald lægger han os på sinde, at arten siger mere om tingen end klassen, idet arten er tættere på (tingen). Når vi siger "af hvilken art" en ting er giver vi mere hjælp end hvis vi siger at "den hører til den eller den klasse af ting". Til gengæld kan det sidste udtryk være det nyttigste. Hvis vi er usikre på den helt nøjagtige art af tingen kan vi sige at den er af den og den klasse. Hvis man ikke ved om det var en mand eller en kvinde der faldt død om på gaden kan man i det mindste oplyse at det var et menneske. Hvis man ikke engang er sikker på dét, tør man i det mindste slå fast at det var et levende væsen. Så er det da klassificeret så langt.
Aristoteles gør os her i sit indledningskapitel til sin logik opmærksom på at disse sekundære substanser, arterne og klasserne slet ikke ville findes hvis de primære substanser ikke gjorde. Det overraskende i denne to-et-halvt-tusind år gamle konstatering er formentlig bare dét, at den åbenbart skulle gøres ? var der allerede dengang nogen der levede for meget i abstraktionernes verden ? Det kunne bemærkningen fra den gamle lærer tyde på.
Men vi kan altså konstatere ved diskussionen af dette ret afgørende eksempel, at selvom det ny skriftsprog med dets logik ikke kunne udtrykke toner, så har det en overraskende kohærens på dette sekundære -arternes- niveau, og det er denne kohærens der gør at vi kan fatte tillid dertil. Således gør Aristoteles sine elever opmærksom på dét særtræk ved arterne at de "alle er arter i samme grad", - i det omfang de ikke er klasser.
