Historien om Charlotte Isfugl.
Jeg havde isfuglen I tre dage, så fløj den. Det var i august 2005. Den var fløjet ind I en stor rude ude ved Silvan. Bækken løb jo under vejen og isfuglen lever ved bækken. Så var den fløjet over og Bang! Drønet ind I ruden med hovedet forrest. Den sad på græsplænen på en rist. Bækken løb nede I risten. Jeg tog den op og satte den over til vandværkets springvand, men den havde glemt at flyve. Så tog jeg den med I bus 13 hjem. Folk kiggede og damen på pladsen ved siden af bad om lov til at ringe hvordan det gik med den lille fyr. Næste dag fik hun en bulletin. Men den kunne ikke flyve, bare sidde og kikke. Den sad I min håndvask om natten og så tog jeg den med ned I Viking-klubben Isbjørnen hver dag. Der bader jeg jo selv. Jeg satte den flere gange ud på de store sten ved stranden for at den kunne dykke ned og fiske. Så gik jeg ind og lavede kaffe. Når jeg igen kom ud var den bare faldet I vandet og svømmet ind med vingerne. Det duede jo ikke. Den kunne jo snart blive taget af en kat. Vikingerne havde bare foreslået at jeg ringede til falck. Det havde jeg heldigvis ikke gjort. Jeg sagde at jeg troede ikke de spillede på mundharpe for isfuglene hos Falck. Inde på plænen tog de solbad. Vikingerne sagde til mig at “nu stikker den af, Otto!”. Så var den på vej over plænen. Den krabbede af sted. Flyve kunne den jo ikke. Men jeg tog min mundharpe og spillede og så stoppede den op og faldt til ro. Jeg spillede også for den om aftenen når den sad I håndvasken, og vandhanen afgav en lille klirrende stråle. Det kunne den vist godt lide. Også i klubben fik den sin faste plads ved vandhanen. Derhjemme syntes jeg ikke den skulle blive våd af vandets plasken, så jeg satte den på et sammenrullet viskestykke i hjørnet, men hver morgen var den kravlet helt frem til strålen og var våd. Jeg læste senere at den blir våd mange gange hver dag når den fra en gren ved bækken dykker efter en fisk. Inde bag den tykke fjer-”pels” er dens krop ganske lille, som en kolibri. Kun hovedet er så stort. Jeg havde faktisk en fætter til den derhjemme, for fra min far som ellers ikke samlede porcelæn havde jeg arvet en isfugl i kongeligt porcelæn, som han havde fået af sin bror. Det var mærkeligt at jeg nu havde en levende isfugl i huset. Jeg tænker at far og farbror Villy havde set den lille pragtfugl når de som unge sejlede op ad Ryå for at komme til dans i Birkelse. Jeg kunne ikke få den til at spise noget, hverken fisk eller brød, men den virkede heller ikke som om den var ked af det. Den tredje dag prøvede jeg noget nyt. Jeg var taget ud I Aalborg Vandrehjem hvor jeg havde lejet hytte 20 forud for mit stykke “Pippi skal giftes” som vi skulle opføre samme sted sidst på ugen. På det tidspunkt var den lille fugl ærligt talt I vejen. Min søster Rosa havde kørt mig derud med alle kostumer og guitarer og fløjter. Hun spurgte hvorfor jeg havde strygebræt med og jeg sagde at man får altid brug for et strygebræt. Nu jeg havde strygebrættet og nu den lille isfugl ærligt talt meget gerne måtte komme I tanke om at den var en isfugl og skulle fiske og flyve og dykke prøvede jeg noget nyt. Jeg stillede strygebrættet ud I kanalen der omkranser vandrehjemmets hytter. Så satte jeg den op på brættet og deroppe fra kunne den få øje på kanalens små fisk og dyr. Måske havde dens hjernerystelse så småt fortaget sig. Måske kom den bare I tanke om at den var en fugl, eller måske var der en fisk der ophidsede den men den sprang og fløj. Sjovt nok har jeg netop I dénne ny havn set isfugle tre gange, for vandet er varmere og der er meget yngel. Der er også store laksefisk i mundingen, og to år i træk boede der seks ugler, fordi molernes jord er fulde af mus der lever af yngel der aflejrer sig når fjorden stiger og falder. Isfuglen hvirvlede af sted dér men yderst sjældent. Så kan jeg se den et par gange hvis jeg følger efter. Men som sagt er det sjældent og man skal se meget godt efter, og pludselig er det blå glimt af metal fra dens fjer i luften. Det er altid om efteråret, for kun på det tidspunkt forlader en isfugl bækken for at fiske ved fjorden. Nu lavede jeg sangen “Charlotte Isfugl”. Den er i C-dur og har to vers. Fotografierne har Ulla Gjessing fra Viking-klubben taget. Sangen handler om isfuglens farver og dens rede som den graver en tunnel til ind I brinken og inde I bunden forer den reden med fiskeben og dér lægger den æg. I Indien så jeg tit isfuglen, men der findes også atten arter. I Danmark har vi kun den ene art. Så dem skal vi passe på. Og vi kan jo allesammen slå hovedet når vi skal over vejen. Sangen har omkvædet: ”og du ved jo godt der er en skat af guld, der hvor en regnbue har sin fod, så hvis du ser Charlotte Isfugl så husk på stedet hvor det var du stod. Pointen er at selv regnbuen må give op overfor den lille isfugl’s farver.
