Otto Carlsen om hvorfor Hennings drenge var kongens yndlings-orkester - hvordan blev de så dygtige til at ramme tonen i en alder af kun 13 år?

KRONIK FLENSBORG AVIS — Fredag 22. januar 2010 — 18

Af Egon Sørensen
og Otto Carlsen


Et sprogmusikalsk livsværk
Ved en kongeparade blev Frederik den Niende så begejstret, at han ønskede at hilse på Henning Nielsen.
Henning Nielsen var i mange år basunist
i Dansk Koncertorkester i
Flensborg.
FOTOS FRA BOGEN »EN LIVSVANDRING AD PLIGTENS LIGE VEJ«


Kronikken handler
om Henning Nielsens udfordrende
pædagogiske
arbejde med sprog og
musik i Tyskland og Danmark.
Henning Nielsen
var i mange år lærer i
Sydslesvig og stod i spidsen
for FDF-orkestret i
Flensborg.


Børn elsker toner, og børns musikliv
er noget særligt. Og i 2009 døde
gamle Henning Nielsen, der satte
spørgsmålet på dagsordenen: Kan
børns tonesans bruges til at lære
sprog på en bedre måde end ved
bøger?
På en måde udførte han et forsøg.
Henning var dansk-lærer for
tyske børn fra 1945 på en Flensborg-
skole, hvor der ikke var råd til
bøger. Sådan var det lige efter krigen.
Men spørgsmålet er: Fik disse
børn i virkeligheden et mere velklingende
dansk ved at synge så
meget? Synge sig til sproget frem
for almindelig klasse-undervisning.
Kombineret med en masse friluftsliv,
uden døre, i det blå. Virkede
det anderledes, og virker det stadig
i dag, hvor børnene er pensionister?
Det er jo et virkeligt spændende
spørgsmål, og dét kan finde sit svar,
så længe børnene endnu er i live.
Det fantastiske er, at vi har den
forudgående dokumentation i form
af cd-optagelserne, foruden Hennings
bog »En livsvandring ad pligtens
lige vej«, og hvad han fortalte
Otto i sine sidste leveår, Det blev alt
sammen blev nedskrevet på
www.vibekesminde.blogspot.com.
En mindeside opkaldt efter Hennings
hustru, maleren Vibeke Nielsen.
Det blev også til en udstilling,
men Henning gik bort inden, den
blev ophængt.
Historien begynder i Flensborg.
Der har de den dag i dag et fantastisk
orkester, som Henning grundlagde.
Overskriften »50 år med eget
orkester« stod der 12. november I
Flensborg Avis. Artiklen handlede
om Flensborg FDF. Orkestrets
grundlægger var ikke helt almindelig.
Egon har kendt ham længst.
Egon var hans elev i folkeskolen og
hans ven gennem livet siden hen.
Otto fandt ham i Thy for tre år siden,
da han opsøgte Vestervig Musikskole
for at undersøge kunsten
om, »hvordan man sang for« – og
fandt initiativtageren til skolen i
gang med at skrive en bog om emnet.
Dén skole har han også grundlagt,
foruden orkestret i Flensborg!
Gamle avisartikler
Lad os gå lidt tilbage i tiden. Lad os
se de gamle avisartikler. Gennem
mange år har Flensborg Avis’s anmelder
med voksende forundring
lovprist når blæseorkestrets 13-årige
drenge spillede Carl Nielsen, Sibelius,
Händel i stopfyldte sportshaller
oppe i Danmark. Her lyttede
man undrende.
Henning Nielsen og hans medtroppeførere
havde oplært knægtene
til udholdenhed på lejrture og til
at lytte efter hinanden, så deres
sammenspil var eminent. Flensborg
Avis’s anmelder kunne nok fornemme
at orkestret var noget særligt.
Kong Frederik var tosset med at dirigere
Hennings drenge og gjorde
det fire gange. Han kaldte også
Henning frem til personlig samtale,
som et billede viser. Der var også en
beundrer, der optog koncerter på
spolebånd. Egon og Henning var
ganske snarrådige, da det kom
frem. Båndene kom på studio i
Hamburg og blev digitaliseret efter
alle kunstens regler. Koncerterne
har høj kvalitet.
Efter 25 år i Flensborg som lærer
og 25 år i Vestervig som skoleinspektør
og musikmand var Henning
blevet gammel, men han var ikke
en helt almindelig olding. Han blev
ved at køre Alfa Romeo. Han blev
ved at have kontakt til sine gamle
elever, og først sent nedlagdes det
lokale »Salonorkestret«, som var et
mesterligt band til det sidste. Han
besad et hav af erfaringer.
Da alt dette gik op for Otto, som
er sprogmand og forsker i smuktsprogsmetoder,
blev han fyr og
flamme. På det tidspunkt var der
stadig lidt energi i den 83-årige
Henning, og de to brugte 2008 til
at lave en udstilling om tonesans,
sprog og gehør udfra de metoder
som Henning havde anvendt over
for børnene. Kombineret med de
nyfundne metoder som i dag findes
på www.smuktsprog.dk. Resultatet
var en god snes plancher med fotos,
foruden musikken og bogen
der er i meget fint udstyr.
Sproget har en tone
Formålet med udstillingen var at
påvirke diskussionen om en kommende
sproglov i Danmark. Formålet
var at rejse debatten om sangens
værdi. Sproget har jo en tone.
Henning kørte rundt og viste udstillingspapirerne
til de undrende
omgivelser. Skønt han ærligt talt
var for svagelig. Han ville lave et
museum i et fint egnet hus i Ydby.
Når udstillingen var færdig vel at
mærke.
Det var meningen, at børnene i
Tyskland, altså pensionisterne, skulle
komme til udstillingen, så de
kunne blive udspurgt om, hvordan
det havde været som tysk barn i
Flensborg at lære dansk ved at synge
og spille dansk, hvordan det gav
sig udslag rent sprogligt, om de
havde et særlig smukt dansk?
Men hans kræfter slog ikke til.
Alt var ellers aftalt. Limfjordscentret
ville være udstillingens vært og
lægge smukke lokaler til udstillingen,
et bjælkeloft med vid Limfjords-
udsigt og velegnet til at spille
børnenes musik. Ih, hvor Henning
glædede sig til at vise rundt dér og
især til at spille musikken. Ved begravelsen
var Ydby Kirke fuld af egnens
folk og hans gamle elev spillede
trompet ved begravelsen. Det
lykkedes altså ikke at komme til at
udspørge de 70-årige »børn«, der
skulle have boet i Limfjordscentrets
gæsteværelser.
Egon er altså et af disse børn,
som har hjulpet sin lærer senere i
livet. Han tilskyndede den gamle fra
starten, og Egon havde orden i de
gamle fotos, så billedmaterialet
blev etableret.
Henning skrev godt. Han havde
en god pen. Egon har solgt og distribueret
Hennings interessante
bog, og cd’erne kan jo også købes,
men som man vil forstå er det hele
gået lidt i stå, og så fik vi ideen til
at skrive denne kronik i fællesskab.
Nu orkestret på ny blev omtalt. Og
kronikken skulle være til Flensborg
Avis, der har haft en ganske betydningsfuld
rolle i Henning Nielsen-
«sagaen«.
Lad os derfor lægge lidt mere til
skildringen af denne lærer og disse
børn, hvoraf Egon Sørensen var en
enkelt i flokken. Henning Nielsen
var deres dansklærer. Han havde
været frihedskæmper under krigen,
og da den var forbi kom han ind til
militæret. Der skete da noget, som
yderst sjældent sker. Kommandanten
fik besked fra ministeren om, at
Henning Nielsen skulle afbryde sin
værnepligt. Menig Nielsen skulle
øjeblikkeligt tage ned og blive lærer
i det krigshærgede Tyskland og
undervise børn, der ikke havde
måttet lære dansk under krigen.
To køn med hver sin tone
Da Henning Nielsen ankom, fik han
den overraskelse, at skolens sanglærer
stoppede, og næste dag skulle
han svare på, om han ville overtage
de timer. Det forventedes, at han
sagde ja.
Han betingede sig imidlertid, at
han måtte dele børnene op i 50
drenge og 50 piger. Det skal man
lægge mærke til. Inspektøren forstod
vist ikke Hennings hensigt. De
to køn havde hver sin tone. Otto
nåede at få svar på, hvordan det
egentlig kunne lade sig gøre for
Flensborg-skolen at bøje sig for den
krævende den unge lærers, sådan
rent praktisk. Pigerne fik nemlig
gymnastik, når drengene »sang af
karsken bælg«, og så kunne pigerne
»synge i vilden sky«, mens drengene
sprang badut. Det var jo en enkel
tanke. Resultaterne kom hurtigt,
selv om de første år kun var kor, ikke
orkester.
Undersøgelser har siden vist, hvilket
værk det må have været, der
har stået til Hennings rådighed. Alle,
der finder interesse i sang, vil
nok være nysgerrige her.
Det må have været Viggo Forchhammers
smuktsprogs-metodiske
standardværk, de berømte »Taleøvelser
«, som er udkommet i utallige
oplag, siden det blev lavet til Det
Kgl. Teater i 1917. Heri beskrives
netop de grundige metoder, Henning
anvendte, ud fra grundopfatttelsen
at tale og sang er én og
samme disciplin, og at ordenes
dannelse kan trænes, og at også taleorganerne
kan trænes, og at hele
kroppens fysik skal være i tip-top
orden for, at sang og spil og sprog
bliver godt. Men også at at afspændingsteknikker
skal anvendes
for at nå dette mål. Det var ret moderne.
Sådan så man på det på Det
Kgl. Teater, hvortil disse metoder
var udviklet. Og alt dette kendte
Henning Nielsen til. På vej til koncerterne
op i Danmark blev melodierne
prøvet af i bussen. Henning
var bevidst om ikke at overanstrenge
de unge stemmer. Det har ikke
været kedeligt i det køretøj.
»Det var jo bare børn«
Hvad gjorde Henning da med sine
korpiger og sine orkesterdrenge?
Pigerne sang han »op fra C og ned
igen«, drengene sang han »op fra
det dybe G til C, og ned igen«. Senere
fik Henning fat i de dengang
meget dyre blæseinstrumenter.
Hvordan klarede han udleveringen
til disse fattige tyske børn?
Det var var læbestørrelsen hos
den enkelte dreng, der afgjorde,
hvem der kom til at spille tuba, og
hvem der var egnet til fløjte eller
trompet. Som Henning sagde: »Det
var jo bare børn«. Så startede træningen.
Også her spillede teknikken
en stor rolle. Der skulle blæses helt
korrekt. Hele tiden. Så gjaldt det
om, at der var luft imellem læbe og
instrument, så drengene blev udholdende
og kunne spille i timevis
til de store idrætsstævner, og dét
blev de berømte for. Drengene spillede
bare videre mens 40, 50, 100
hold marcherede ind. Der kunne jo
være forsinkelser hvis holdene smølede
lidt i det, men Hennnings
drenge spillede bare videre, og når
de ikke havde flere numre, startede
de bare forfra.
Denne udholdenhed kom ikke af
ingenting. Det var et ordentligt
program, der lå for disse unge mennesker.
Tænk engang, i skolen lavede de
syngestykker for pigerne og sørøver-
stykker for drengene, om mandagen
havde de aften-træning og
enkeltundervisning, om onsdagen
havde de aften-sammenspil, og så
var der gerne koncerter eller friluftsture
sidst på ugen.
Og så var man jo også spejder.
Orkester-medlemmerne var tvunget
til at være med i alle FDFs aktiviteter
uanset, hvor dygtige musikere
de var. Der var ingen luksusliv muligt.
Og »det derhjemme blev forsømt
«. Jo-jo, sådan lød det allerede
dengang. Og det var jo helt almindelige
unge. Efter Beatles’ berømte
Hamburg-koncert i 1963, med »She
loves You, yeah-yeah-yea« lavede
Hennings drenge straks The Hackles,
et Beatles-blæseorkester der spillede
til bal. Men dét var selvfølgelig
ikke på FDFs program. Alt dette kan
man læse om i Hennings bog.
Blev ved med at mødes
Men tænk engang. Børnene blev
ved med at mødes i alle årene siden.
Nogen gange oppe ved Henning
som i mellemtiden var blevet
skoleinspektør oppe i Vestervig i
Thy. Så blev han pensioneret.
Da Otto første gang besøgte ham
i hans stue, sad den gamle mand og
dirigerede drengene på CD’erne.
Det gjorde han hver formiddag i sin
sidste tid, og jeg så jo nok hjemmehjælpere,
der undrede sig lidt. Men
han var ikke en mand, man satte
sig op imod. Han var ellers mildheden
selv, og stemmen var rar og
musikalsk. Han blev aldrig træt af
at snakke om sprog og tone. Så Otto
var meget velkommen. Han er
sanger og var i gang med at lave en
plade med fugle-sange.
Da der landede en solsort lige
uden for ruden på en gren ved
Hennings køkken i Vestervig, forlod
Otto kaffebordet og gik hen til ruden
og fløjtede sin ny sang »Søren
Solsort«. Fuglen blev siddende, selv
da Otto lånte Hennings træsko og
gik ud i vinterfrosten og fløjtede
melodien lige ind i solsortens små
ører. Til sidst fløj den dog op på taget.
Det morede i høj grad Henning,
og i det hele taget var tonesansen
det store emne. Hovedspørgsmålet
var selvfølgelig, om børns tonesans
kan bruges til at lære sprog på
en bedre måde end ved den sædvanlige
terpen med bøger.
Og her er altså det spørgsmål, vi
ikke nåede at finde svar på. Hvad
kan de tyske børn bidrage med i
dag som pensionister? Hvordan er
deres danske »tone«, når de taler?
For de taler jo nok tysk til daglig.
Disse tyske børn har fået en meget
omfattende dansk-undervisning i
den danske tales sang-tone, sprogtonen
i melodisk forstand, og dét
er specielt.
Men selvfølgelig: Hennings forsøg
får os til at indrømme: Der er
temmelig meget, der er specielt her.
Det er ikke en helt almindelig skole,
han har drevet, selv om skole og
kirke var baggrunden. Tag bare
»undervisningen«, hvis man kan
kalde FDF-livet sådan, dét er foregået
med friluftsliv i massevis, og
der er også det nationale og religiøse
præg, for Henning var på en
gang en meget alvorsfuld og meget
humoristisk mand. Han kunne sit
fadervor. Men farisæisk kunne man
ikke kalde ham. Arbejdet morede
ham. Hykleri afskyede han. Han
hang sig ikke i småting. Hans tyske
børn kunne fortælle meget mere.
Egon Sørensen er pensionist og bor
i Flensborg. Otto Carlsen driver
smuktsprogs-websitet www.idetblaa.
dk og arbejder som pædagog i
Bøne- og Ungdoms Pædagogernes
Landsforbund.