Ad mange veje kommer vi nu til dette afsluttende kapitel i "Sprogets Musik", betegnende kaldet "PROSA OG VERS" (Det er jo netop denne hovedforskel det hele handler om). Og her tager han den store svøbe frem for at kritisere sprogsvulstighed der forvansker sprogets naturlige melodi.
Grønbech definerer poesi som der hvor sprogets melodi frit udfolder sig. Det sker i et overordentligt kritisk kapitel, der fra start til slut søger at hævde sprogets egenmelodi overfor sprogets orkestrering, som han kalder det. Senere vil jeg prøve at understøtte Grønbech vedhjælp af en iagttagelse som Aristoteles gør om forskellen på prosa og vers. Det skal ske i Posten om talens melodiform.
Nærværende kritiske kapitel har overskriften: PROSA OG VERS og Grønbech indleder det:
"At tale er melodi, men til daglig er melodien dæmpet. I prosaen lyder den som når en hånd ligger let hen over et strengeinstrument, så at strengene ikke kan tone helt ud - de bliver dumpe og kortklingende. Hvis hånden løftes lidt, får melodien en mere bevæget form som et recitativo, som det viser sig, så snart en mand taler til en forsamling. Man skal nok mærke forskellen, hvis taleren midt i sit foredrag bliver nødt til at gøre en praktisk bemærkning, bede om at få en dør lukket;straks sættes tonen ned til prosa - dæmperen lægger sig på. Når hånden tages helt bort, stiger recitativet til vejrs. Der sker intet mere og intet mindre end at sprogets melodi frit udfolder sig. Det kaldes poesi."
Det er dette der er ideal for Grønbech. At ordet udfolder sig frit efter sin egen melodi. Melodien kan dæmpes i prosaisk retning, men melodien tilhører talen selv. Han er modstander af et poetisk kunstsprog hvor meningen underlægges en kunstmelodi, Det vil sige at "Sprogets melodi er rendyrket til klange". Det vil sige at "Poeten skal være lydmaler"Eller når rimet, når dettte bruges som som virkemiddel "...bliver opdyrket til et poetisk klokkespil, der ustandselig ledsager versene med sin kimen."
Grønbech foretager på kapitlets 2. side et lille kort spring over i musikken for at anføre følgende analogi:
"I poesien er der sket det samme som foregik i musikken, da den forvandledes fra at være en skabende tanke til at blive en stemningsrapsodi. Den gamle musik blev bygget op indefra ,i noget vi af mangel på ord kan kalde en tanke; klanglegemet var et resultat af at tanken kom til udfoldelse; musikken var det nødvendige og derfor også klangrigtige udslag af indholdet. Den nye musik, fra Beethoven og Schubert, satte det effektfulde, satte patos i steden for indhold. "
Fra musikken tilbage i litteraturen: Især de franske "lydmalere", f. eks. Hugo, Mallarmé kritiseres. Alt hvad der hedder poesi blev påvirket. Poesien var ikke sådan i tiden før. Grønbech er på hjemmebane når han hævder de nordiske oldtids-fortællere, som han selv har mesterligt gendigtet og vi lader ham derfor komme til orde med sin kritik i forbindelse med oversættelserne af (Homer og) den gamle Edda og sagaerne:
"Hvad denne poetiske løshed kommer til at betyde, kan man lære alene ved at studere oversættelser af Homer, Edda, sagaer, skjaldekvad og anden ældre literatur. Når man dukker ned i Homer i danske eller tysk eller engelsk gengivelse, får man gennem sproget det indtryk at Homer var en meget poetisk person; han lagde ingen videre vægt på at tilhørerne fik et præcist billede af heltene eller af situationerne, derimod var hen meget omhyggelig for at de skulle føle både personer og begivenheder som noget ophøjet, noget helt ude over det almene. .." "...Man bliver helt forbavset, hvis man virkelig kommer ind til Homers egen tekst og ser at ordene betyder noget bestemt, og at de gengiver dette bestemte med pertentlig præcision; de er set med øjet og følt i hånden, akkurat lige så meget som de er hørt. "
"...Den underlige poetiske slaphed der kendetegner de moderne oversættelser, beror ikke på sløjhed hos oversætteren; tværtimod, han har gjort sig den yderste umage for at opnå den virkning der for ham er den eneste rigtige: det stemningsrige - poesi er klangsprog. Efter det synspunkt må gloserne vælges og stilles sammen, om de så kommer til at gå på tværs af Homers sætnings-komposition; man må udsøge de gloser der siger så lidt som muligt, fordi de præcise ord er hverdagslige og vulgære - de ødelægger stilen. Vi får da en omtrentlig gengivelse, hvor adjektiverne er frit komponerede og frit påsatte. Den Homer der træder frem for vort blik, er en Homer som han ville være nu, en æstetisk skønånd. "
Lidt længere fremme siger Grønbech
"Til syvende og sidst ligger hemmeligheden nok i at kritikeren har overhørt et lille ord: synge. Det er ikke så underligt, fordi han ikke kender det ord og derfor ikke aner hvad det betyder. Man synger nemlig ikke literatur, den læser man, den lader man klinge i sig, som det smukt udtrykkes atter og atter. "
Inden denne udfordrende udæskning har Grønbech argumenteret for at melodien er en forudsætning for ikke bare talen men allerede for tanken ! Hele denne argumentation som altså findes i sidste kapitel af hans bog springer vi over her for at slutte denne post. Vi tager den op igen i Posten om talens melodi-form. Som jeg indledningsvis nævnte skrives den længere fremme, i forbindelse med behandlingen af Aristoteles bidrag (i "Rhetorica") til forbindelsen mellem talens og sangens melodi.
kommentar her højrestillet
