Kære Raymond
Hvis ikke du havde sendt mig Eric A. Havelocks "The muse learn to write" havde jeg aldrig kommet på indgangsvinklen om melodien som basis for smukt sprog. Og jeg havde i hvert fald aldrig kunnet komme på det eksperimentelt, (målinger af lydsvingninger, frekvenser, toner, etc). Skriften var en revolution for nu kunne det sagte ses. Man fik sproget for øje. Men man gav sig også til at nedvurdere det gamle syngeri. Havelocks geniale påvisning af den enorme forskel det gjorde at man pludselig fik et alfabet der var godt nok til at udtrykke tanker åbner op for ny forskning, som jeg ser det. Mit speciale handler om smukt sprog, og måske skal vi være opmærksomme på at sproget er født af sangen, og sangen er truet af skriften. Sang overflødiggjordes, hvor den før var sprogets undervisningsmiddel og hverdagens praktiske "alfabet", som gav huskelighed til alt det der ikke kunne nedskrives, fordi opfindelsen endnu ikke var gjort. Havelock har ikke beskæftiget sig med det æstetiske aspekt af sangen som kilde til smukt sprog, men Grønbech gør, og Aristoteles har i "Retorica"en bemærkning om at sangen havde lagt beslag på de fleste taktarter, men paianen var den ene til talen reserverede. Og hans lærer Platon var den der var mest interesseret i at skelne og bygge mur mellem talt prosa og det i hans øjne skadelige digteri og syngeri og lyrik og versmageri. Platons "Staten" er et langt angreb på lyrik og det var Havelock der gjorde mig opmærksom på det, og det skal du have tak for ! Man kannæsten ikke bebrejde Platon at han ikke var opmærksom på versmageriets historiske rolle, for det er den såkaldt intellektuelle jo heller ikke idag, som knap kan lære sit barn en remse udenad uden at floves.
Frisk vind fra vest til dig derude på kysten, vi ses, -og hils Lilli
