Vedr. dit spørgsmål i mail om betegnelser for forskelligt:
Personer er personer og flintesten er flintesten. Sidstnævnte får deres stennavn og så bestemmes arten flint. Personer får særlige artikler påhæftet på tidspunktet hvor behov opstår, for eksempel skelner man mellem han, hun og hende, dvs. mellem han- hun- og intet-køn. og ting får køn, ikke kun personer, sådan er det hos os. Kulturer taler forskelligt herom. En person er-ligesom en ting- en ting i sproglig henseende, selvom den er en person, personen er en ting, og man må vide hvad man taler om, og at det ikke er noget andet, nemlig en relation mellem ting. I sproglig forstand er der en kategorisk forskel på om man taler om en ting eller om relationer mellem sådanne. Misforstår man hinanden skyldes det ofte man troede man "talte om noget helt andet". Det er kategorien man gik galt af. Læs min "Tendensen til fasthed i tyd." (2005).Jeg konkluderer der på et halvandet års eksperiment. Hvad siger jeg der ? At der synes at ske noget specielt i springet fra ord til sætning, fordi enkeltordets egenbetydning skal hjælpes på plads for at få den rette betydning i sætningen. Lige i starten passer man på hvad man siger. Man tager et "præ-kategorialt forbehold", siger jeg der. Ligesom min kursiverede understregede første-linje foroven: Den viser at dette er noget mellem dig og mig, et sprog-spørgsmål, noget om hvordan ting betegnes, tilsyneladende. -havde jeg ventet, og ikke skrevet den før nu ville du nu have protesteret og sagt: "Nå, er det det du mener, jamen det kunne du jo have sagt på forhånd. Nu blev jeg helt forvirret. "
Man må læse Aristoteles logik: Organon. Ellers kommer man ingen vegne. De fleste kan ikke engang forklare hvorfor den klassiske logik og klassiske oldtid i 500 år har været "klassisk". Hvorfor lige den betegnelse, hvad har den tid med klasse at gøre ?. Men: Jeg så til min overraskelse, at det første Aristoteles tager på sig at slå fast i Organon er en vandtæt skelnen mellem "art" og "klasse". Det er det første. Arten ligger tættere på tingen end dens klasse, skriver han blandt andet, foruden en hel masse mere. Det er som nævnt meget distingkt på dette punkt, og allerførst. Ret simpelt, ret skarpt. Men hvem kan stå på eet ben og forklare den forskel ? Skønt det er nummer 1. Det er interessant hvor den gamle fyr har ret, -som her- og så hvor han kører med klatten og er ude i et ærinde hvor vi skal passe på. Hele hans tid kaldes altså nu "klassisk".Det er da stort, hvis det ellers har noget at gøre med dens logiske definition af et begreb om klasse, modsat art. Men facit er han jo ikke. Han havde jo også sine kartofler at hyppe. Især skulle han gøre op med syngeriet og versemageriet og lyrikken og slå talens, prosaens, logikkens, altså skriftens overherredømme fast. Men så må man læse min sidste: "Magen til talen". (2006)
Med dette redskab kan man skelne mellem enhver art, i det disse klassificeres, og allehånde sofistiske spørgsmål blir mulige at rejse. Hvis ikke man tager højde for at arten af ting siger mere om tingen end den klasse tingen tilhører, at alle klassebetegnelsen er abstraktere end artsbetegnelsen så ender man i akademisk diskussion, fjernt fra virkeligheden. Det ligger næsten som en indrømmelse i Aristoteles "Organon", som første problemstillling, og allehånde symboler, ikoner, klassifikationer er ligeså mange luftige abstraktioner når der ikke tages et "præ-kategorialt forbehold.
Det er de tanker jeg gør mig i forbindelse med dit spørgsmål, nedenstående.
24 48 88 19
From: "Raymond Swing" <swing@mail.tele.dk>
To: "otto carlsen" <ottocarlsen@hotmail.com>
Subject: personproblemer
Date: Mon, 8 May 2006 12:52:00 +0200
>Kære Otto
>
>
>
>Mine tanker om personproblemet er omtrent som følger:
>
>
>
>Skolegrammatikken kender vi alle . Den går tilbage til de gamle grækere,
>bygger bl.a. på personerne i det græske drama. Jeg har læst en 50 sider lang
>leksikonartikel om "person", interessant, men jeg blev egentlig ikke klogere
>på mit eget spørgsmål desangående.
>
>Hvad er "personernes" kulturelle, historiske, antropologiske osv. baggrund?
>Hvordan tænker og taler man i andre sprogområder? Hvordan forholder man sig
>personligt til den man siger DU til, hhv. HAN/HUN - og ikke mindst en selv,
>til MIG som JEG (bemærk kasus!)? Så er det først for alvor ved at blive
>virkelig filosofi!
>
>
>
>Mine tanker har også med andre kulturelle problemer at gøre. Ordene,
>bogstaverne, billeder (rituelle, kunstneriske o.a.) betragtes oftest som
>symbolske "repræsentationer" af ting og tanker. Men er de altid det? Jeg har
>en fornemmelse af, at disse fænomener også kan have ikonisk betydning. Et
>symbol må henvise til noget, man sider DEN/DET eller HAN/HUN, HAM/HENDE om.
>Men det er altså min fornemmelse, at et ikonisk udtryk henviser til noget
>mere nærværende end det, en slags "DU" - selv om dette DU ikke engang
>nødvendigvis behøver at henvise til et menneske (måske bare til et ikonisk
>fremstillet mytisk væsen eller måske endda bare et almindeligt
>samarbejdsobjekt (tænk f.eks. på ikonerne på vores computerskærme)).
>
>
>
>For mig er altså spørgsmålet om disse "personer" ikke mindst af
>filosofisk-antropologisk interesse (jeg skal jo ikke være
>sprogvidenskabsmand!). Hvad jeg har brug for er derfor en eller flere mere
>dybtgående henvisninger, som definitivt går ud over skolegrammatikken, som
>jeg jo bruger lige så godt som enhver anden. Kan du hjælpe mig her, siger
>jeg et stort TAK til!
>
>
>
>Hilsen Raymond
>
>
>- og se evt. min home page
>http://home20.inet.tele.dk/swing
>
