At tie stille som træl er ikke let, men man jo få et spark og lære at forstå. Til Flemming P

I vikingspillet sad jeg for foden af høvdingen og hans husfrue, og gæsterne bl.a. fodboldspilleren Jimmy Nielsen og Louise et eller andet håndboldspillerinde som vist er store sportshelte skulle krones og både de og andre gæster ville give mig hånd, men høvdingen sparkede til mig at jeg ikke skulle hilse for jeg var træl. Det var ikke sjovt at prøve. Trællebørnene sparkede man også til, og en af pigerne var tæt på at blive voldtaget. Heldigvis havde jeg sådan en lille fræk piccolo-fløjte der rigtig kunne gøre sig når høvdingen havde sagt noget bragende eller en´fakkel blev tændt. Jeg havde lavet et musik-nummer der faldt i god jord, men foreløbig har de kun lært omkvædet og så må teksten komme næste år for jeg blir nok inviteret igen. Det er djærve folk der tømmer bægre og svinger sværd, om end de savner kristen ånd. At spille der er ganske fornøjeligt, for i det dunkle olielampe-lys med skindbænke og lerfade med kødbunker er man snart levet helt ind i den tid. Desuden får man straks en dragt udleveret. Men børnenes ildhu er bedst, de skulle jo lade sig kue og det er en svær rolle. Man både råbte og skreg af dem.