Jeg talte lige med Jesper V.M om den opdagelse at stære har et sprog med grammatik. Man har på et amerikansk universitet fundet ud af at deres fløjt -hvis forskellige betydning man kender,- kan kombineres som sætnings-elementer, og så forstår stærene det stadig.
Det udviklede sig til en samtale hvor jeg kritiserede at linguistikkens niveau var et meta-niveau, hævet over de enkelte naturlige sprog, stærenes og danskernes for eksempel. Jeg sagde ikke at der ikke var brug for et sådant meta-niveau, men jeg gjorde opmærksom på at vore berømte danske sprogforskere Jespersen, Skautrup mv. gjorde deres opdagelser ved at udforske den måde som deres landsmænd talte på. På meta-niveauet måtte man helst abstrahere herfra for generalitetens skyld, opg endda udtrykke sig på et gennemsnitssprog som engelsk, og, som om det ikke var nok, endda gøre det skriftligt. Jeg sagde at der på vort Universitet i Aalborg var sprog og litteratur-videnskab, men jeg savnede at man dyrkede den smukke tale. (Altså den som dansken kanføre i sin mund) Jesper tændte helt an. Hvordan kunne jeg sige hvad der var smuk tale. ? Desuden mente han at sproget var beskrevet på det nationale niveau helt så man vel var færdig dermed, idet man vidste hvordan det enkelte led skulle stå i forhold til hinanden. Til det sidste sagde jeg at det havde relevans for skriftlig fremstilling, hvor man kunne sidde og pinde i den slags, men det var der ikke tid til når man talte med hinanden. Så var det tonefald der betød noget, og man kunne hæve stemmen hvis det var vigtigt, og man kunne tale til andres tanker og i det hele taget vælge en melodi som understøttede meningen. Hvad jeg bagefter tænkte på var at jeg ville have fremhævet overfor Jesper, at et hus ganske rigtigt har et fundament hvorpå piller og spær hviler, men selv om det er skelettet er det ikke nødvendigvis væsenet. Hvad man ser, eller rettere hører når det er talen vi taler om, hvad man ser er ikke et på fundament hvilende piller og spær, men vægge vinduer og tag. De har farver ligesom talen har melodi, og det er det man ser og hører. Gennem melodien kommer meningen frem, og det mindste tonefald og det mindste jeg vælger at hæve stemmen, så ændres meningen. Men jeg kan godt udelade et led uden at ændre mening, hvis denne er underforstået. Grib denne bold, eller...! .Man kan også bygge et hus uden piller og spær, hvis dette er en kube. Det kan endda være smukt, som smukt sprog er, men det er usædvanligt, begge dele desværre.
Der udspandt sig en diskussion hvor jeg hæftede mig ved at Jesper havde sagt, at sproget ikke ændrede sig ret meget, men hvor jeg tilgengæld hævdede at talesproget aldrig har ændret sig så meget. Men hvordan vil jeg vise det ? spurgte han. Og kan vi ændre på det. Jeg tænker at man ikke kan ændre på noget man ikke kan vise. Jeg sagde også at jeg ikke kunne skrive om noget før jeg kunne forklare det og derfor talte jeg med ham. Han sagde at det var rart at få noget at tænke på. Han sad i receptionen på linguisternes årsmøde på aalborgs Universitet, og jeg forstyrrede ham kraftigt i at holde øje med gæsterne. Jeg havde lige lavet tretten kander kaffe og et småkagefad til dem, og nu var jeg lige pludselig linguist og ikke praktisk gris. Det syntes han nogenlunde at respektere. Tilsidst kunne han dog ikke længere holde den gående for disse linguister (synes det mig) har alle det problem at de absolut skal opkoble til noget de kalder et trådløst system, som jeg ikke ved hvad de, undtagen hvis det er det trådløse system vi bruger når vi snakker sammen. Jesper koblede sig dog af vores snak på dette område, og så må jeg jo bare sige ham foreløbig tak.
