Hej Rosa. Jeg har lige et spørgsmål til dig. Du kan bare ringe. Jeg bruger juni-spilleriet til nogle sprog-iagttagelser, så lad dig ikke forundre. Bare giv et bud. Det var jo et par livlige dage, først i Holtets have, -ja selv om hele Nørgård med yngel manglede var der liv og glade dage. Det var der også dagen efter på Egholm, så jeg tror der var 35 timer med 35 sange i alt, hvis det kan gøre det. Der var 25 deltagere med på Holtet og 50 på Egholm og der var en ting der var fælles, nemlig at jeg måtte spille lidt med nogen særligt musikinteresserede børn bagefter. Det er kun fint. Så var der en ting der var forskelligt. På Egholm havde jeg en kraftig messing-klokke med træhåndtag (sådan en á la mælkevogn) og du kan tro at den kunne skaffe ro, den var egentlig en udmærket og festlig erstatning for talerstolen, den slags står der jo ingen steder mere. Men når man har sådan en klokke, så kan man lige skaffe ørenlyd for den der skal have ordet, og det giver sådan en speciel respekt - og også munterhed. Når man ikke overdriver, forstås. I Holtets Have hvor børnene løb og legede inden talerne var forbi kunne den have været meget god at have, for så kunne de lige liste hen og høre på inden de legede videre. Det er mere diskret end at råbe på dem, som dets skete da den 80-årige skulle tale til den 70-årige og det skulle være særligt højtideligt. Du husker nok den situation.
Men spørgsmålet ?
Du er jo indenfor psykiatrien og kan måske svare mig på hvad en bestemt talefejl har med psyken at gøre. Det var en gammel bekendt der fulgte med mig hjem efter Egholm, og vi drak te indtil jeg som undskyldning gav at jeg skulle bjærge mit vasketøj inden jeg gik til ro. Men jeg blev træt af at han skar alle sine sætninger op i to, hvorefter den 2. halvdel altid var mere abstrakt end den første så der aldrig blev en særlig præcis fortælling ud af det, mere sådan almene betragtninger altid. Fyren er pædagog, forøvrigt indenfor psykiatrien, men det er nok ligegyldigt her. Han fik et chok for tre år siden da han blev skilt fra kone og to børn, og er nu flyttet alene ud på et landsted fandenivolds øde sted, men tæt ved hans ny arbejde, og nu kommer selvfølgelig hjerteproblemer. Den sædvanlige mandehistorie. Talefejlen er af ældre dato, derfor noget med psykisk karakter skulle jeg mene? Når han klipper sætningerne over på den måde at han halvvejs henne gør et lille ophold og går videre i et nyt tempo og et mere almenabstrakt indhold spoleres enhver melodi og takt, der er ingen sving over det, og det lyder som een lang opgivelse, ingen mandlige forbandelser, kraftudtryk ingensteder man kan gribe fat og få en dialog igang ved hjælp af et par gode sjofelheder. Du kan nok forstå at jeg blev træt på ti minutter for jeg var træt i forvejen af to dages syngeri. Men kammeraten her havde jo åbenlyst brug for at tale og jeg ved fra tidligere tyve års samarbejde at han kan løfte store opgaver, en fin fyr. Så gab-gab ! Den lille brist her betyder ikke alverden, men irriterende er det, hvad fanden skyldes det, hvad siger du lillle psykiatri-professor, er det sådan en slags usikkerhed eller en fagidioti indenfor hans fag pædagogikken, det er i hvert fald træls at høre på.
