"STÆRE SYNGER MED
GRAMMATIKEuropæiske stære er ikke kun mageløse
sangfugle og efterabere,
de skelner også mellem grammatiske elementer i
deres sange, på en måde, som man
har troet, kun mennesker kunne.
Amerikanske
forskere har opdaget, at man kan
lære stære at genkende
forskellige
mønstre
til organisering af lyde, der bruges
til at
kommunikere. På
alle
menneskelige sprog indsættes ord og ordforbindelser
i sætninger for
at skabe
ny betydning. Hidtil har man troet, at denne
grammatiske kunnen
udgjorde en
form for lingvistisk grænse, som adskilte
mennesker fra
andre væsener.
Forskerne opdagede stærenes evne ved at
optage otte
forskellige stærelyde og
kombinere dem til 16 kunstige sange
af
varierende
grammatisk sammensætning i
form forskellige mønstre. Efter
at have lært fuglene
at genkende forskellige
sange, kunne 9 af 11
fugle
skelne mellem mønstrene og de
grammatiske regler."
Min tale til vikingklubbens sankthansbål om det rige dyreliv ved Aalborg Friluftsbad. -Til HG og Charlotte
Denne post skal kun forståes som indledning til næste post med talen fra Sankt Hans. Jeg har jo altid haft den tanke, at sangen kom forud for talen, og at vi taler så og så godt, men vi lærer det ved at synge. Allerførst genkender vi som fostre og spæde ingen ord, men kun melodi, tonefald. På samme måde som man må forestille sig fostret lytte med ildhu til den forunderlige brusen derude, omtrent som når man står bag et vandfald på en smal afsats som man ved man må forlade, på samme måde å man forestille sig særligt lydhøre børn lytte til fuglenes sang, og eftergøre og imitere dem, og derved lære at synge. Jeg forestiller mig altså at mennesket har lært at tale ved at synge og lært at synge af fuglene. Det lyder naturligvis fuldstændigt flipperromantisk, men i det videre vil jeg begrunde sagen en smule. I det mindste er det friske overvejelser, for min båltale var i fredags og nu er det mandag, og den notits fra Jyllandsposten jeg nu vil citere er fra forrige søndag, 18/6, 2006:
