Endnu en lille indskudt post inden den egentlige båltale-tekst.Stadig til Charlotte og HG

Det slog mig, i går, hvor jeg sad og kiggede ud over friluftsbadets sø og over i krattet og skoven hvor ræven bor, og over i sivene hvor jeg lige havde set en hare forgæves trykke sig og gemme sig i rørene for mit blik, -det slog mig at jeg alene havde talt udtømmende om dyrene og enkelte sjældne fugle, men ikke om alle de fugle man hele tiden har for øje. Årsagen var naturligvis at disse dyr er meget mere eksotiske, tænk bare på at jeg havde set hermelin og hval, bare for at tage et par eksempler. Men det slog mig, at man hører og ser ikke de almindelige fugle fordi man hører og ser dem hele tiden. Det slog mig at jeg havde talt mest om dyrene - som man sjældent ser - men at fuglene hele tiden taler til os. Hvis man vil tage ved lære af dem og deres sang er mulighederne altså legio. Hvorimod vi sjældent hører patte-rov og krybdyr. Mit projekt er jo at efterspore smukt sprog og talemelodiske aspekter, og det er dog morsomt at de eneste levende væsener i dyreriget vi har rig adgang til at lytte til har sang, egentlig sang på repertoiret, de hverken piber, grynter eller brøler. Det drejer sig her om at sandsynliggøre at i den menneskelige tale spiller tale-melodien selve rollen som den der bringer meningen frem og også bibringer talen de æstetiske kvaliteter vi kender fra sangen, og så er det ikke helt ligegyldigt om vi kan sige at mennesket har haft mulighed for at udvikle sangmæssige evner tidligt, - eller om dét først er blevet noget der er blevet værd at regne efter guldalderens skønne Oehlenschläger-balladers smægtende klange. Hvis man så gnavent vil indvende at der ikke er meget æstetik i en ands snadren og en måges skrig er det nemt at tilbagevise, at mennesker ikke opholder sig tæt på mågen i himlen og anden i søen, men sangfuglen i rør og krat er der hele tiden, og tager endda resterne af menneskets føde. Har børn forresten ikke altid holdt små burfugle sålænge de kunne flettes af pil, og det har de kunnet siden man lavede åleruser af samme materiale, og den slags har man fundet titusinder af år gamle på fjordbunden. De børn der kunne eftergøre en solsortesang kunne hurtig synge en anden. Dér var stammens sangere engang. Alt dette er ikke en apriori-bestemmelse. Vi taler ikke nødvendigvis sangens og talens ur-oprindelse. Men om et uundværligt indskud til den melodiske komponent i talen, via sangen. Før radioen og instrumenterne, ja før musikken overhovedet, bortset fra rytmestokke, uden hvilke jeg ikke kan forestille mig en menneskekultur. Men rytme ejer ikke tone. Man skulle finde melodien og derom sang nok en lille fugl.