Kære Ulla. Hvis du mener at det stadig er lidt tyndt forklaret hvorfor specialet skal have en weblogs karakter kan jeg henvise dig til afhandlingen hvis titel står i overskriften, og som er skrevet af Peter Risborg, Thomas Riisgaard og Peter Dalsgård i 2001. Her fortæller de tre forfatterehvordan en læser kan nærme sig en blog, der jo ærligt talt ser lidt kaotisk ud. De kommer selvfølgelig også ind på at en weblog er en slags internet-dagbog der er ekstrem let at opdatere, men det har jeg jo været rigeligt inde på i en tidligere post. Det er måske lidt logik for burhøns når de siger det: Men det er "metode" jo tit:
De siger om mødet med en fremmed persons blog, at "Denne proces er kendetegnet af en søgen efter redundant fænomener i iagttagelse af det kaotiske eller det meget komplekse. Ved at identificere redundans kan læseren opbygge sammenhængende meningsmønstreog opnå tillid til det nye fænomen.
Det er meget lige ud ad landevejen. Derfor søger jeg også at opnå "redundans" her i min weblog. Det er sgu meget rart at få lov til at komme rundt om tingene hele tiden. Det sprogmelodiske er nok i centrum, men melodien består jo af takt og toner og ordene bærer melodien ud, og så er jeg tilbage i ord og begrebsforskning og mit eget domæne, som du har hjulpet mig lidt med. (Jeg tænker især på dine kommentarer til tendensen til fasthed i tyd, det afgørende i at have kendskab tilden foretrukne kategori vi taler indenfor, det var jeg meget taknemlig for, din bemærkning dengang. Husker du? Man lytter, og tror man forstår, og bliver mere og mere "puzlled, og tilsidst giver man op og så får man at vide at det var noget helt andet talenren gik ud fra og så siger man, når så forstår jeg bedre, det kunne du have sagt fra starten.
Det er det jeg nu bare kalder "indforståethed". Det er jo lidt nemmere end "det præferentialkategoriske forbehold", som jeg dengang opfandt som fagudtryk. Det får sin egen post i specialet her, længere fremme, sammen med en post om ordvalg. Ligsså snart det sætningsmelodiske og tour-en er overstået.
