28
Lad mig allerførst sige, at når jeg skal tale til en gruppe som jer, så her jeg på forhånd besluttet at jeg ikke vil gøre det kort. Der er så meget jeg har lyst til at fortælle og der skal også være tid til at I kan afbryde mig og og vi kan diskutere, og det hører også med til emnet at synge et par sange blandt andet Kim Larsen og Jeg ved en lærkerede. Vi tager de lette ting før pausen, og efter pausen kommer de voksne spørgsmål, hvor man skal være meget opmærksom for at følge med når man ikke er voksen endnu.
Lad mig allerførst sige, at når jeg skal tale til en gruppe som jer, så her jeg på forhånd besluttet at jeg ikke vil gøre det kort. Der er så meget jeg har lyst til at fortælle og der skal også være tid til at I kan afbryde mig og og vi kan diskutere, og det hører også med til emnet at synge et par sange blandt andet Kim Larsen og Jeg ved en lærkerede. Vi tager de lette ting før pausen, og efter pausen kommer de voksne spørgsmål, hvor man skal være meget opmærksom for at følge med når man ikke er voksen endnu.
Hvorfor er Kim Larsens sange så gode at synge ? Det er da et godt spørgsmål. Svaret er, at de er mundrette, og hvad mundret betyder kan i spekulere over. Dengang man sang mere til daglig vidste alle hvad det betød at en sang var meget mundret. Så var den god at synge, men nu siger man om Kim Larsen at han er "flabet", det er ikke pænt sagt. Det er bare fordi han synger som han taler, og det er der ikke mange der tillader sig. Men den gamle sang i kender så godt: "Jeg ved en lærkerede", den er også meget mundret, og det betyder at man siger den næsten på samme måde som man synger den, prøv at sige første vers
Jeg ved en lærkerede
jeg siger ikke mer
den findes på en hede
et sted som ingen ser
-det er næsten som at synge den, -ikke?.
men det gør den også nem at lære udenad
For et par måneder siden sad jeg og diskuterede disse ting i min stue med et par venner. Så kom der en pige ind som var kæreste med den ene, og diskussionen gik lidt i stå. De skulle jo lige kysse lidt og jeg sad der med alle mine bøger og måske var det lidt kedeligt. Hun pegede på væggen hvem babyen på billedet var? Det var mig, ved siden af min far. Hun sagde at jeg allerede dengang havde en stor næse. Jeg sagde at min far dengang sagde tre ting til sine kunder i købmandsbutikken, enten sagde han: "Er du frisk", eller "Har du skruen i vandet", og når de gik sagde han: Ka' du holde skruen i vandet.?. Når jeg kom sjokkende træt efter skoletid ind´i bagbutikken sagde han, Hvad så din odder ? Odder von Klodder!". Endelig lød bemærkningen når man skulle rejse: Ka' du skøt' dig ordentligt.
Med disse fem bemærkninger kunne han slå tonen an. Min vens kæreste lyttede interesseret, og jeg spurgte hende om jeg måtte læse lidt op fra en ganske lille bog. Mine venner sagde til pigen at det var en meget spændende bog om "Sprogets musik", men jeg sagde at det faktisk var en lille en han skrev bagefter om spillemænd, for han regnede sig som spillemand fordi han var organist i Sebastianskirken. På bogens første side fortæller Grønbech, der til fornavn hed Vilhelm, at han aldrig anede på forhånd hvilken melodi han skulle lave som indgangspræludium. Det lå jo fast hvilke salmer der skulle synges, men han kunne selv bestemme indgangen, og Det var altid med lidt spænding han hilste på præsten og de første medlemmer af menigheden der allerede måtte have indtaget deres pladser på kirkebænkene, når han klavrede op til sit orgel. Han fortæller, at hvis han stødte ind i præsten her forinden fik han ofte en lille formaning om at "indgangen ikke måtte være for lang, vel ?" Men så er det at Grønbech siger, at melodien, -som han ikke kender før han spiller den - allerede indfinder sig efter at han har anslået den første tone, og knyttet et par klange dertil. Så kan han godt køre derudad, for det ligger fast, og i næstsidste sats kan han godt gøre en skovtur over i mol for at finde tilbage tilsidst, som skik er. Min vens kæreste tog nu ordet og sagde at det var meget interessant, man fik næsten lige fremlyst til selv at lave en melodi en dag. Jeg sagde, at jeg opfattede min fars 3-4-5 bemærkninger som de toner han havde til rådighed når han ville slå tonen an i butikken. Havde han først spurgt folk om de kunne holde skruen i orden var det halvt en venlighed, halvt en ordre, og nærmest en sømandsvise der blev anvist.
I denne omgang fik vi ikke en nærmere diskussion om melodien i sproget, for min ven og hans pige fandt snart ud af at de skulle ud at gå en tur, og så sad vi andre to tilbage og diskuterede andre ting. Men da de kom tilbage udviklede der sig en større diskussion. Min vens kæreste kommer nemlig fra Sverige og har forresten også boet i Tyskland, og det var en påstand Grønbech fremsatte i "Sprogets Musik", den lille bog fra 1943, som jeg bladrer i nu, og holder op for jer, som vi kom til at diskutere. Her siger han, at Dansk har en rigdom af nuancer, selvom dens melodi er lidt snæver, sammenlignet med andre sprog. Grønbech finder imidlertid den danske melodi fin, og synes at den svenske, som vi let lader os imponere af blot har denne kadence til sidst, som lyder så karakteristisk i sætningerne, men som altså ikke forekommer Grønbech melodisk. Min ven Peer var højst utilfreds med Grønbech på dette punkt og kaldte det noget vrøvl og det der var værre. Nu brød min vens pige imidlertid ind og sagde at der fandtes ord for ting på dansk som slet ikke eksisterede på tysk og svensk, og derfor var der nogle følelser som svenskerne og tyskerne slet ikke kunne have, fordi de ikke ejede udtryk for dem, og derfor ikke kunne tænke derpå. De ord vi har til rådighed for vor tale er jo de samme som står til rådighed for vor tanke, sagde hun direkte, og derved gav hun jo udtryk for et helt sprogsyn, der gjorde at vi umiddelbart lyttede til hende. Peers forstandige indvendinger prellede af på den unge pige, der jo havde den berejste borgers vægt bag sine ord. Disse ting er nogle man kan høre hvis man er musikalsk, sagde hun, og ellers kan man ikke. Det er ikke alle mennesker der er født med gehør, sagde hun. Det morsomme var, at pigen ikke mente noget andet med gehør end det sædvanlige gehør man har når man er musikalsk. Jeg håber at I vil diskutere det med mig, mener I at det er en fordel at kunne synge når man skal tale, og tror I at de bedste sange er dem der er så mundrette at de næsten synges som de tales og mener i overhovedet der er en melodi i det vi siger, eller er det kun i sangen der er en melodi. Er det ligemeget om man taler melodisk eller monotont, og synes i selv at i taler monotont eller melodisk? Tør I lytte til jeres egen stemme på en båndoptager. Har I gemt et bånd fra den gang i var 1, 6, 11 o g16 år? Og det sidste, provokerende spørgsmål til jer lyder: Hvis i forestiller jer det tanke-eksperiment at i skulle glemme alt det som i husker, undtagen det i kunne nå at tale ind på en diktafon i løbet af en time, ville i så tage nogle sange med, eller ville i skynde jer at jappe så mange fakta som muligt ind, eller fortælle om jeres liv fra starten da i var baby,så i ihvertfald ikke havde glemt det ? Var det ligemeget om I fik det fortalt på den ene eller den anden måde. Husk på at det er sidste chance for at huske noget inden jeres hjerne-harddisc slettes. Jeg håber ikke i finder spørgsmålet for svært. Hvis i skulle skrive noget inden resten blev slettet ville i jo nok tænke jer at skrive på en bestemt måde, men nu skal i altså fylde en time i en diktafon, og hvordan ville i gøre det ?
Mens i tænker over det tager vi lige en sang og en kop the.
Et
par
sange
af
Kim Larsen
og
Anne Linnet
og
Jeppe Åkjær
Det spørgsmål vi diskuterer her er altså om det passer at vi faktisk synger når vi taler, og at det har en melodi hvad vi siger. Der var ikke rigtigt nogen der ville gå ind på Grønbechs ide. Anmelderne af bogen delte sig i dem der var positive og dem der var negative. Men ikke engang de positive sagde at Grønbech nok havde ret i at det er meningen der bæres frem af melodien. Hvad mener I om det? Hvad er jeres mening om det ? Altså, I siger et eller andet og det er ikke meningen at det skal være en sang. Det skal bare være noget i siger. Nu kommer der en mand og siger at det I siger har en melodi og at formålet med den melodi er at meningen skal komme frem. Han siger også at den grammatik vi lærer måske burde handle mere om sprogets melodi. Ikke så meget om sætningsled og kommaer. Det var den pige forresten enig med Grønbech i, pigen som jeg lige fortalte om før pausen og sangene, som havde boet både i Sverige og Tyskland inden hun og hendes mor slog sig ned i Danmark, og som sagde at hendes gehør viste hende, at visse ting kunne siges på dansk, som der ikke var ord for i nabolandene, hvorfor disse følelser ikke kendtes hos vore nabofolk, idet de ikke kunne tænke derpå. Det var den pige,som sagde, at mennesker der mangler gehør ikke kan forstå disse ting, hvorimod musikalske mennesker kan se det, eller er lydhøre for det. Da vi nu allesammen har sunget, og åbenbart godt kan synge når det er Larsen eller Linnet der har lavet sangene, så åbner sig spørgsmålet om vi ikke alle sammen er musikalske, men det er bare ikke alle sange der er musikalske. Sådan ser det i hvert fald ud for mig. Musikken har snart forvrænget sangtraditionen så meget at vi ikke længere har tillid til at den er til gavn, og derfor er der heller ikke ret mange der kender sange udenad. Ikke for at prale, men...: Jeg vil gerne prale af at jeg kender 34 sange udenad. De øvrige 112 sange i mine sanghæfter skal jeg bruge tekster til. Men når jeg går tur synger jeg en af de 34. På den måde træner jeg, men der findes nogle sange der er lavet så tossede at de ikke er til at lære. Desværre lyder nogen af dem smaddergodt, f. eks. "Perhaps Love", I ved, den af John Denver. Jeg synger af og til med en pige der hedder Maibrit, og den sang er vores favorit, men den er søreme svær at lære udenad, skæv og ikke mundret, bare superromantisk og dejlig. På den måde vælder der jo den mest umulige musik ud af radioen hele tiden, og jeg mener bare, at hvis man kunne få den forbudt måtte folk nøjes med den del de kunne lære udenad, også ville det hele gå bedre og vor melodiøse tale ville blive smukkere og vende tilbage. Men det har sikkert lange udsigter med at få tosset musik forbudt. Derfor vil jeg nøjes med at råde jer til at synge nogle mundrette sange og lære dem udenad som er de letteste, og når i så går en tur i det blå skal i synge dem, og så vil jeres tale blive mere klar og mere melodisk og smukkere at høre på for andre. Ja også for jer selv. For du skal jo selv høre på alt det du selv siger. Tænk på det. Men tænk ikke så meget at du slet ikke tør åbne munden. I det mindste tror jeg at du kender een sang udenad, når du tænker efter. Syng dén når du går.
Sang
Vi har nu diskuteret jeres forslag til løsningen af opgaven. Der er sikkert nogen af jer der sidder tilbge med det spørgsmål, at meningenmed det vi siger på en eller anden måde da ogås må være afhængig af de ord vi vælger. Så meget kan melodien vel ikke betyde at vi kan vælge de ord vi vil, bare melodien er i orden. Men svaret er naturligvis at ordene kræver melodi, oven i købet den rigtige, for at den rigtige mening kommer frem. Det betyder, hvad der måske vil overraske jer, at vi allerede tænker, eller synger, melodien inde i hjernen, inde i tankerne, inden vi udtaler den. Det mener grønbech i hvert fald, eller gør en bemærkning om i hans bog. Tidligere har jeg været af den opfattelse at sagen var et spørgsmål om ordvalg alene, og så kunne melodien være det den vil. Jeg skrev lange skrifter om ord og begreber, og studerede hvilke ord folk valgte når de skulle danne en sætning ud fra en tanke ud fra nogle meget omhyggeligt udvalgte ord som jeg havde sat op på listigste visl. Jeg udkastede en overordentlig langhåret teori om at folk i dette spring fra ord til sætning sikrede sig at de blev forstået rigtigt ved at lade ytringen ske indenfor et forbehold, sådan at der ligesom blev en indforståethed. Problemet med den teori var at når det lange hår blev klippet væk var det svært at pege på hvor forbeholdet blev udtalt. Men allligevel var der en form for indforståethed i springet fra ord til sætning. Hvordan skabtes denne indforståethed, hvis det ikke var via ordvalget? Ja svaret kunne være at det skete via melodien. Den teori vil jeg gerne fortælle jer lidt om her i foredragets sidste del.
Dengang jeg lavede det forsøg jeg lige har fortalt om, hvor jeg lod folk lave sætninger ud fra en meget listig liste svarede forsøgspersonen på samme måde på alle 35 spørgekort: Det minder mig om...blablabla. Og han havde 15 sekunder og så kom næste kort, og så sagde han: Det minder mig om. Hver gang gik han ned i tone som tegn på at det var en afsluttet sætning, en dom, en slutning som ikke skulle efterfølges af diskusion eller var et oplæg til modsvar eller diskussion. Han kunne have hævet stemmen men så var det blevet spørgende, og opgaven var jo at drage slutninger ved at sige en sætning efter helt eget valg ud fra disse listige lister af ord jeg havde lavet. Han sænkede altså stemmen mere og mere i alle de 35 sætninger, så punktum blev markeret hver gang. Det er helt normalt, det gør vi alle. Men det er meget nyttigt, det er meget informativt, det er virkelig informationsteknologi, forkortet IT, når vi gør det helt uden anden teknik end vores stemme.
Det spørgsmål jeg gerne vil frem til at stille til jer her i salen er hvad det egentlig betyder at to mennesker har fundet melodien ? Og se, det kan vi vist sagtens finde en lille god sang eller to om, mon ikke. Men så langt er vi ikke kommet endnu at det er tid at stille det spørgsmål. Selvom det er et meget voksent spørgsmål må børnene også godt begynde at tænke lidt over hvad det egentlig betyder at "to mennesker har fundet melodien?". Nu skal vi have et lille eksempel, så vi blir lidt mere klar over hvad vi snakker om. Så skal vi have en sang og så slutter vi med at diskutere det, og husk så at i altid kan læse foredraget her på post 28 på www.otxto.blogspot.com. Så hvis i synes det er for svært i aften så kan i sove på det i nat og vende tilbage når i har en computer ved hånden.
Nu skal i forestille jer en kvinde der drillende siger til sin mand: "Det kan du da bare gøøø-re", som svar på hans meddelelse om at han nok vil støve noget frisk kørvel op i aften. Kvindens sætning er jævnt faldende idet den blot stiger næsten en hel oktav på ...gøøø-, og falder helt ned igen på 2. stavelse "re". Havde hun ikke lagt drilletonenind havde sætningen betydet at hun havde forladt ham. Men på den melodi hun vælger må han frygte at blive gjort til hanrej, hvilket til børnenes oplysning betyder at hun bedrager ham med en anden mand eller blir hamm utro eller hvilket udtryk man nu vælger. "Det kan du da bare gøøø-re !".
Men hvad er nu det for en melodi. Jeg er ikke i tvivl om at den er særskilt dansk. På dansk har melodien den mening vi her ser. Prøv at synge med på det her gamle refræin:
Jomfru vil du med i
skovvv- en
skovvv -en
skovvv -en
la lala lala
la lala lala
Jomfru vil du med i
skovvv- en
Er det ikke rigtigt, at her synger vi netop på den melodi vi lige har fundet i sætningen:
Det kan du da bare gøøø -re
Ja jeg kan ikke lade være med at tage min guitar frem og bede jer synge med på en helt ny sang der er opstået her i aften og som i allesammen kan lige med det samme. Et rigtigt hit:
Det kan du da bare gøøø -re
gøøø -re
gøøø -re
tralala
tralala
Det kan du da bare gøøø -re
Fænomenet er såre almindeligt i vellykkede sange, at de skal sige noget rigtigt, noget helt rigtigt. Det sker der hvor talesproget overlever med sin talesprogsmelodi ind i sange. Jeg har nævnt "Jeg ved en lærkerede " som eksempel, men der er tusind eksempler. Nu er fordelen bare, at vi kender den lille sang så godt. Vi kigger på første vers. Vi lægger mærke til 2. linje go 4. linje. De er slutninger, de udtrykker ikke noget drillende eller noget der måske slet ikke passer, de udtrykker noget der ligger fast:
jeg siger ikke mer
et sted som ingen ser
Men vi ved alle, at der ligger en drillende undertone i den 1. linje
jeg ved en lærkerede
hvor den så kommer fra ?
-Men den kommer fra melodien:
Det kan du da bare gøøø-re
Jomfru vil du med i skovvv -en
Jeg ved en lærke-reee-de
Herved kommer der en udfordrende, udæskende form over det i retning af meningen: Det kunne du nok godt lide at vide noget mere om, hva "
Lad os nu synge en sang og lad os så drøfte hvad der menes med at to mennesker har fundet melodien.
sang
Debat
og afslutning
