Med Aristoteles' briller på lades al melodi ude, så vi har at gøre med en gammel forsømmelse. Det er med at synge ud.

Jo, den forrige post var til Peer. og Jo, der ligger en forskel i, at man taler om noget "objektivt", når man mener tingenes betydning, mens "meningen" i de ting man siger er noget mere personligt. Problemet er bare at man aldrig siger noget uden det er personligt. Det er jo trods alt kun personer der siger noget. Selv om man i sin tale ønsker at udtrykke noget objektivt vil tonen deri altså afsløre den personlige mening. Men objektiviten har forskellige former, og da du er fotograf vil jeg vælge en oplagt sammenligning. Sagen er nemlig den, at vi sagtens kan have en interesse i at udtrykke noget objektivt for andre. Det har bare ikke noget med at det så blir sandfærdigere og mere uafhængig af den personlige dom, snarere tværtimod, for objektivet vælger man selv, omtrent som du vælger dine linser til dine fotos. Hvilket skal man vælge ? Man kigger ned i tasken med det røde fløjl. Mange generationer har gennem århundreder tilstræbt det aristoteliske objektiv, og derfor skulle vi måske for en gangs skyld tage dette objektiv i øjesyn. Når vi skruer dette objektiv på sidder der et forstykke elller forfilter der hedder "klasse", og det er noget mere alment om tingene end deres almindelige art. Eller mere abstrakt skulle man måske sige. Men ikke mindre virkeligt ifølge Aristoteles, og deri må man give ham ret. Med det ene objektiv kan man gå tæt på. Det er det du kalder makro-linsen, som forstørrer detaljen, men ingen fordel giver for det store objekt, der kun kan anskues på afstand. Der griber vi efter et andet objektiv, og hvis vi vil have ekstra meget med, og endda vil acceptere en vis okular afvigelse i gengivelsen kan vi omtrent som i Tivolis spejlsal gribe en vidvinkellinse, eller ligefrem et helt fiskeøje, og få et helt panorama af mange ting, og mere end blikket normalt kan omfatte. Omtrent sådan fungerer klassebegrebet, som omfatter mange arter i eet, og udelukker klasser fra hinanden ved deres etablering. Det var det Aristoteles gjorde i sin klassiske logik på de første sider, de allerførste sider af dette berømte "Organon", som hans "værktøjskasse" ofte kaldes. Når jeg nu siger, at klasser er en slags objektiv på de mange arter af ting, så følger også deraf at der er en vis fejlvisning der ligger i det store der skal fattes om, eller det meget detaljeforstørrende, der udelukker den større helhed. Men fejlen accepteres af to grunde. Den ene er: Vi har stadig alle de gode gamle artsbetegnelser at betjene os af når tingene skal omtales, og vi står os altid ved at bruge dem fordi de er "tættere" på tingene. De siger ganske enkelt mere om en tings væsen end dens klasse gør. Det var den ene grund. Den anden er at klasserne trods deres tilnærmelighed og manglende nøjagtighed skal udelukke hinanden. Ellers blir der "redundans", som klassifikationsteoretiker og programmører siger. Det betyder, at vi har en klasses modsætning i de andre klasser, og der er endda intet "overløb". Det ligger faktisk fast. Og det fungerer faktisk sådan. På grund af dette krav skal klasserne ikke justeres konstant, det skal kun gøres sjældent. Aristoteles gjorde hoveddelen, sådanne begreber som kategori, årsag, etc. blev lagt på plads. Det var det der fik en imponeret Immanuel Kant til at erklære den aristoteliske logik korrekt udformet fra starten af. Når jeg i forrige post skriver, at det ikke virker som om at Kant har læst hele Organon's 700 sider før han fremsætter sin benovede bemærkning, så skyldes det, at jeg tror at Kant i så tilfælde ville have omtalt klassebegrebets begrænsning i det netop omtalte princip om
klassebegrebet som en diskussion af objektiviteten, som en sondring mellem betydning og mening.Det havde i høj grad været på sin plads i det store afsnit om dialektik i hovedværket "Kritik af den Rene fornuft". Præcis denne sproglige sondring havde Kant imidlertid ikke øje for. Man kan sige eet og mene noget andet men ordet "sige" i den gamle talemåde kan ikke byttes ud med ordet skrive". Dertil er skriften for alvorlig. Kant beskæftiger sig ikke med talen. Han ser skriften som sprog. Den er melodiløs. Aristoteles accepterer heller ikke sangen andet end som et æstetisk fænomen, og ikke i talen. Når vi eftersporer melodiøs tale fordi vi eftersporer smuk tale får vi altså ikke meget hjælp i de klassiske oldgræske værker om sprog. I sin retorik anerkender Aristoteles kun takten som værd at tale om. Melodi er tydeligvis henvist til sang, og sang, ja den relegerer han og Platon til et unyttigt felt, ja til noget som bekæmpes i ""Staten", Platons hovedværk. Jeg har beskrevet dette nøje i "Magen til Talen", hvor jeg beskæftiger mig med Havelocks bog derom. Sangen er den gamle modstander, den endnu farlige. Her gives ikke ved dørene. Det væsentlige er at det ny alfabetiske skriftsprog på een gang giver den verdenshistoriske første mulighed at give udtryk for tanker og huske dem uden nødvendigvis at skulle sætte dem på vers for at sikre denne huskelighed. Hvorfor det blir så reaktionært med alt dette lyriske syngeri, som gennemtrænger det græske samfund med dets tusind muser der (knapt endnu) har lært at læse og skrive.
Det er hvad Kant har tilfælles med den gamle græker. Han skar, med sin bemærkning, det hele yderligere til. "Logikken var færdig fra starten af." Det hele skulle jo, for den platoniske prosa, etableres i modsætning til den gamle sangtradition, og det havde filisteren Kant åbenbart ingen problemer med. Det "klassiske" var paradigmet, det ny, og et paradigme skal helst være så altomfattende for at være praktisk, at der overhovedet ikke stilles spørgsmål om hvorfor det hedder klassisk, hvorfor det hedder det klassiske Grækenland, den klassiske logik, osv. Jeg har i hvert fald ikke hørt spørgsmålet stillet, men nu står det her på www.otxto.blogspot.com. Det er da altid en begyndelse. Der er en 3-4 poster har med det emne, Britta, og med mindre du er skræmt fra vid og sans allerede skal jeg give dig datoerne på posterne at slå op under. Og så er der min "Magen til Talen", 40 sider A4, der fås i optryk til en billig mønt. Deri findes diskussionen af hele det historiske, og nogle vigtige bilag fra udenlandske værker, især Eric A. Havelock, der er den eneste der på denne måde ser alfabetet som det vigtigste sprog-teknologiske gennembrud nogensinde, det græske alfabet vel at mærke, ikke de mere primitive skriftsystemer som nogle folkeslag indtil videre endnu vælger at bruge, araberne, kineserne, etc. Det er denne dokumentation for alfabetet som et afgørende sprogteknologisk gennembrud der har dannet grundlag for at jeg fik øje på (tale-)melodiens betydning i det længere spil, før litteraturens tid, i sprogdannelsestiden for de mundtlige højkulturer der sang, musicerede og digtede i stor stil.