"Hvad er meningen" ? spørger vi når vi slet ikke forstår selv om vi kender betydningen, mærkeligt ikke ?, Til Peer U

Tak fordi du kom til fredraget. Jeg tænker på dette, at det er ikke nok at vælge de rette ord for at udtrykke sine tanker. Man må være indforstået med det der siges, og den der taler må sikre sig indforståethed. I projektet om "Fasthed i Tyd" troede jeg, at man tog forbehold via kategorier. Nu tror jeg at en tone, melodi, (til nød fagte eller gebærde) kan vise meningen med det sagte og dermed signalisere nøglen til indforståethed. Herved kan det gøres unødvendigt at gøre som jeg dengang troede, og først anstille en kategori af Aristoteles berømte 10 muligheder. Jeg har ikke før vidst, at mennesket har den melodi-mæssige signaliserings-mulighed i sproget.
Det man her imidlertid skal tage højde for er, at det ikke er betydning der angives, for betydning er en tidligere, snævrere tolkning end meningen.

Lidt mere populært kan det siges: Jeg ved godt hvad det betyder, men jeg forstår ikke meningen. Dét betyder jo, at man ikke er indforstået med det sagte. Det betyder, at man som lytter savner aha-oplevelsen, eller ikke forstår en dyt, og man er ellers ikke døv !

Det forekommer mig at Aristoteles troede at man kunne klare alt med ordvalg og slutninger. Klassifikation og hvad der hører til. At ting kræver tone lukkede han ørerne for.
Jeg bliver nødt til at skrive et par poster om klassisk-heden af Aristoteles logik, fordi jeg derved vil kunne klargøre hvordan et vildspor, som det jeg har været ude på, kan opstå. Der har jo ikke været noget opgør med den aristoteliske logik indenfor humanismen, og Kant erklærer den i sit hovedværk "Kritik af den rene fornuft" for "rigtigt udformet fra starten". Uden dokumentation for at han havde læst Organon kritisk. Jeg har et stykke på side 27 i "Tendensen Til Fasthed i Tyd" at tage udgangspunkt i og du kan vente til en senere post.