Løbeseddel til foredrag om blogspot-anvendelse og smukt sprog, -og dette website www.otxto.blogspot.com, til trykning og uddeling

Indbydelse til

Foredrag (med sang)
Sådan bruger jeg en blogspot til at opbygge mit speciale om "Smukt Sprog" -
til SPECIALET i dansk ved Aalborg Universitet,
hvis 5. og sidste år jeg afslutter indeværende år, 2006/07.
Aftenen handler om webloggens specielle arkitektur
og om hvordan den kan lære én at skrive smukkere, mere personligt, mere talende.
Men også sandere.
Hvordan slå bro fra en sådan stil, -til den
så højt priste "akademiske form", som nu
snart forpester talesproget ?

Foredraget beskæftiger sig med modersmålet som det vigtigste i et menneskes liv, modersmålet som vi lærer gennem melodien allerede på fosterstadiet. Fra moderens sang til barnets tale går en lige linje, og min blogspot på nettet rummer mine iagttagelser fra min sangerpraksis gennem en test-tour som netop er afsluttet, hvor jeg har spillet og været forsanger -og diskuteret tale, sang og smukt sprog- med deltagerne uanset det var

børnefødselsdage,
demente på plejehjem
eller højt kvalificerede lingvister på konference på Aalborg Universitet.
Den blogspot jeg har bygget disse observationer ind i hedder www.otxto.blogspot.com , hvortil enhver har adgang og den er af den standard-type som man kan oprette gratis på 10 minutter, og som mange forventer bliver en standard for websites akkurat som hotmail er blevet det for emails. Fordelen er at alle funktioner er så automatiserede at opdatering af projektet dagligt går lynhurtigt, og designet forbliver helt konsistent, selv for den seneste dugfriske post. Den vigtigste ulempe er at posterne kommer i omvendt rækkefølge, og den nyeste altid ligger øverst, -også hvis den har konklusionens karakter. Og konklusionens rette plads er dog tilsidst, om alt var normalt. Med stadig flere weblogs bliver det omvendte måske normalt. Det system jeg anvender (som udbydes af Google via www.blogger.com) er det mest udbredte og jeg viser under foredraget min simple anvendelse, helt uden avancerede tilpasninger, samt en instruktionsbog for dummies til 14 dollars, og et forskerarbejde fra 2001 af tre danskere der diskuterer mulighederne i weblog-værktøjet, især spørgsmålet hvordan man "får orden på det", når man først får fyldt sitet med en masse (forskellige) poster i ene og alene kronologisk orden,

Det er således mit håb at denne aften både vil være af interesse for sprog-interesserede som vil diskutere

hvordan man kan blive bedre til at tale ved at synge
det er det
primært handler om
og af interesse for andre der kunne tænke sig selv at oprette en weblog. Aftenens sange er fra sommersangbogen, Kim Larsen, Jeppe Åkjær, etc. -og et par stykker af mig selv- og har været brugt på min tale-melodiske test-tour 2006 (se tour-ruten på bagsiden af dette ark)


Vel mødt
Otto Carlsen,
info på tlf 24 48 88 19
LIDT OM BAGGRUNDEN FOR
PROJEKT
SMUKT SPROG
Hvis man sætter sig for at give et signalement af smukt (daglig-)sprog kan man ikke undgå at støde ind i behovet for at afklare forholdet mellem SANG og TALE.
Hvorfor det ? Fordi når det menneskelige samvær er mest intenst og ikke indskrænker sig til et par nødtørftige bemærkninger under dagens dont, så nærmer vi os festen og dens tusind forberedelser, og under festen står SANG og TALE i centrum.
Når der er sammenhæng skyldes det, at den tale der føres nødvendigvis er i slægt med den sang der synges. Det skal passe sammen.
  1. Båltalen og sangene ved den Sankt Hans Fest der er beskrevet i posterne på www.otxto.blogspot.com understøtter naturligt hinanden. Og jo bedre der synges og tales jo bedre fest. Jo bedre taler man også sammen mellem sangene. Den tanke at man kunne lære at tale smukt ved at synge smukt er derfor også ganske naturlig.
  2. Man kan derfor forestille sig at "smukt sprog", hvis signalement efterspores her, har sin kilde og henter sin næring i festen, i kulten.
  3. For det nyfødte barn er hvert måltid en fest - (så husk sangen). Men for den voksne bør heller ingen lejlighed forsømmes til at feste på modersmålet, hvilket jo også sker i verdens mest sangskrivende folk, det danske.
  4. Den eneste danske forsker der har givet forslag til sprogets melodi er Vilhelm Grønbech, og hans værk "Sprogets musik" (udg. 1943) indeholder de talemelodiske tanker som projekt "SMUKT SPROG" afprøver. Ifølge denne fremstilling er det talte dansk, dagligsproget, "-dansken" et endog ekstremt nuancerigt og i hvert fald også sangbart sprog med et tonebælte lidt snævrere end mange andre sprog, men seriøst musicerende herindenfor. Vi anvender ikke bare et bestemt tonefald men en hel melodi for at få meningen frem. Smukt, ikke ?