På instituttet har vi haft en lille strid om fugle har sprog. Sagen har lidt mere end kuriøs interesse når vi beskæftiger os med vor menneskelige tales æstetiske side, med det det faktum at vi "synger" å ordene, i stedet for at fremsige dem monotont, som de står skrevet. Jeg har i een af specialets poster fremsat den tanke at menneskets sproglige evne i en fjerne urtid kunne være stærkt påvirket af fuglens sang. At fuglen har sang tvivler vi ikke om på instituttet, det er vi alle enige om. Nu træffer det sig så heldigt at en af verdens fineste fuglesangs-samlinger, "Nordens Fuglestemmer" af danskeren Benny Génsbøl netop blev mens jeg arbejdede på mit speciale. Her findes 300 fuglestemmer på 5 C´'er og bestemt i et hæfte, og med referencer til det ældre standardværk "Nordens Fugle". Man hæfter sig ved studiet af Génsbøls arbejde ved fuglenes forskellighed når de synger: Den "rødstribede lom" er for hunnens vedkommende "katteagtigt jamrende, men alligevel ret vellydende", hedder det på side 9 i CD-samlingens følgehæfte. En speciel fugl behøver en speciel lyd for at dens artsfæller skal kunne skelne dens "sprog" fra andre fugle. Fiskehejren er en fugl der har bredt sig ind i byerne siden jeg var dreng, og jeg har lagt mærke til dens skrig når jeg er kommet til at forstyrre den og den letter fra vandkanten. Génsbøl skriver: "Dens flugtskrig er et kort, meget hæst "Kræik". Mest interessant er måske at der findes fællesord mellem arterne. Solsorten beskrives på side 66: "Vel vor bedst kendte og højest elskede fuglesang: En frit komponeret, dyb strofe af stor klangmæssig skønhed. Længden er 2-3 sekunder. At fuglen komponerer frit betyder, at hver strofe er forskellig fra den foregående og at to hanner ikke synger ens. "
Foruden sangen har solsorten sine "Kald". Når reden er truet er kaldet det hårde : "dik-dik-dik", siger Génsbøl, og når der er rovfugl i nærheden: det fine advarselskald: "sii" som ikke bare forstås af solsortens egne artsfæller men omtrent ligesom ""stop !" blandt alle mennesker forstås af småfugle som helhed som varsel for rovfugle. I følge vor fugleforfatter her under den af de 300 opslag der handler om solsorten.
Jeg finder det tankevækkende at der både findes stærkt individuelle signaler hos fugle - sidst påvist videnskabeligt ved et amerikansk universitet (se post) - og generelle "ord" på tværs af arter. Det er kun hvis man udelukker sang fra sproget at man kan se fort fra betydningen. Hvis man imidlertid beskæftiger sig med talens skønhed - og her gentager jeg efterhånden mig selv - kan man umuligt se bort fra forbindelsen. Men at efterspore det yderligere er en opgave for sig, måske for den sammenlignende sprogvidenskab (sic!). Fra Génsbøl kunne man derivere en lang liste af klang og melodimodeller fra fuglenes (sprog) sang. Jeg synes dog man må tage det forbehold at en Génsbøl skal have særlige evner for at kunne dømme så distinkt via sin personlige hørelse, men det kan han jo også udmærket have.
Ræsonnementet fører imidlertid frem til en kort afgrænsende definition af smukt sprog, sproglig skønhed. Som noget forskelligt fra det vi normalt priser som klar tale. Den klare tale er det først og fremmest i intellektuel, logisk substantiel forstand, byggende på ordenes præcision og slutningernes følgerigtighed. Som sådan er klarhed noget substantielt for talens brug, hvorimod skønhed er noget formalt. Men så har vi lov til at definere smukt sprog, eller sproglig skønhed som en med sang beslægtet modulering af talestemmen. Så ved vi i det mindste hvad vi eftersøger i den resterende del af undersøgelsen, og dette er en god begyndelse
