1. Hvorfor sang folk med når det kunne kikse ?
2. Hvorfor stod jeg midt inde mellem folk og ikke for enden ?
3. Fik jeg hul igennem ved at sige "hallo" ?
4. " Synger" vi samme melodi i hvert sit leje når vi taler ?
5. Er det blevet unormalt at tage ordet ?
6. Er det en overdrivelse at melodien er ved at blive væk i talen ?
7. Er det pludselig umuligt at huske gamle sange udenad i vore dage?
8. Var sangene hovedformål for gamle dages fester ?
9. Er det rigtigt at barnet lytter til moderens "tone" når det ligger inde i livmoderen ?
10. Forstår barnet toner før ord, så modersmålet er "forsang".
11. Er websitet OTXTO en god ide. Det vil sige at aflevere en blog som speciale. (Tjek evt. via Google POST 10 på OTXTO der vedrører det datamatiske. )
12. Det langhårede ekstra-spørgsmål: Ville vi være bedre stillet hvis de gamle grækere ikke havde glemt at forsyne alfabetets 26 tegn med tonemarkører ?
Inden det bebudede citat skal vi imidlertid gøre os færdige med Jostein Budals bidrag. Hvad forklarer han ?Hvordan taleorganet er langt mere finurligt-variabelt end et hvilket som helst musikinstrument.Hvordan talens toner, trods ganske fastlagte, er "relative", så enhver person kan tale i sit eget toneleje, men alligevel tale rigtigt i toner.Hvordan toner kan ligge fast eller glide men altid omkring en symmetri-akse, og hvordan alle spring har en bestemt betydning og stavelser er brikker i et tonemønster, samt hvordan ord kan fremtones og verber meget funktionelt kan være stadfæstende på grundtonen, handlende på mellemtonen og fastslående på ydertonen.Hvordan optoner og nedtoner giver vinklinger og meningsnuancer Vigtigst er måske at Budal har udviklet en terminologi for sin teori. De ovenfor nævnte egenskaber viser imidlertid også at "betydning" eller "mening" i sproget er målet for undersøgelsen hos Jostein Budal, og ikke sproglig skønhed. Budal finder tonemønstre for saglighedsmeldinger og problemløsningsudtryk og gør opdagelser om melodi i bastameldinger. Hans node-linjer er lidt simplere end musikkens idet der kun er fem niveauer (heraf "Fem Tonar"), men ellers er det ligeså simpelt (eller sådan set simplere) end at læse noder, hvor antallet af (tone)-niveauer jo er op mod en snes, da nodetoner jo ikke bare ligger mellem linjerne men også på dem og over og under dem, (F.eks. det høje C")Han viser at i en sætning som "Din ret til å få ein rett rett rett på bordet" ("Fem tonar", side 146) gør tonebrugen forståelsen problemløs. (Din ret til at få en rigtig ret lige på bordet) Og altså at "tonerne til enhver tid er leksikalske, siden de er knyttet til en og kun een mening", som han siger på samme side. ("Slik sett er tonane till ei kvar tid leksikalske ("sidan dei er knytte til ei og berre ei meining") På side 149 udtaler Budal endda at talemålet langt overgår skriftsproget i entydighed, takket være ordtonesystemet der gir mening i galskaben, hvor mulighederne ellers ville synes kaotisk mange. Det kan man kun medgive for de mange eksempler han drager frem. Budal gør også opmærksom på at tonesystemet for alle norske dialekter er ens, selvom det virker forskelligt. Det skyldes efter hans mening at tonesystemet overholdes selvom et vist anderledes toneglid kan udformes. Bare man overholder retningen for dette glid og dermed sprogtone(-betydnings-)systemet kan selve udformningen for glidet varieres. (side 155) Når det kommer til tonalistiske udtryk for et fænomen som følelser har Jostein Budal fundet de tillægslyde der der eksisterer, der kan kan bruges i et ord så man opnår kløvning ved vrede, grådkvalthed ved fortvivlelse, toneskærpning ved irritation,en bestemt lydtoning for påpegelse af urimeligheder. (side 158-162),' Jostein Budal siger, at han ikke mener at have fundet alle den slags lyde. Der er også spørgsmålet om sprogets tryk. Budal præciserer at tryk ikke afgør meningen i det sagte, men at "Me kan seia at i ei meining er tonen konstant, trykket er variabelt. Tonen skaber ei mening, trykket nyancerer henne." (side 168). På samme måde er markeringer af ironi, sarkasme, barnetale af voksne og lignende afhængig af visse toneomformninger der ikke ændrer sprogtonen i sig selv. Spørgsmål kan vinkles i optone eller nedtone for selvom de indledes med spørgekonjunktioner eller verbet kommer først i sætningen kan man med tonen angive om man -som i nedtonen- spørger: "Mener du virkelig at.."Jostein Budal klargør også at sproget (egentlig kun) har tre sprogtoner, em siden to af disse har symmetriske udgaver er fem toner i brug. Hans sprogsyn kommer frem til allersidst (side 208), i det han siger:"Med andre ord: Sjølve språket er ein kode som må lærast, og det å læra den skaper eit grunnlag for tankar. Kode må me ha for både tanke og tale. Men sjølve kodane kan vera ulike. Kvart språk er ein kode for seg. Det som er likt er at dei alle har språklydar (segment) og eg trur at dei ¢g alle har tonar."Min opfattelse er, til forskel herfra, at koden ikke er internaliseret men i eksternaliseret form foreligger i vore sange. I citatet siger Budal ikke direkte det modsatte, han siger bare at koden må læres. Men i brevet til mig, som er citeret ovenstående siger han at han helst vil tro at melodien kommer fra talen. Og som sagt kan det ikke være et ligegyldigt spørgsmål for den der interesserer sig for smukt sprog og antager dette for at være melodisk. For hvor er da kilden ? Lige fire ting yderligere: Først en indrømmelse. Jeg "skærper" strengt taget "uenigheden" med Budal for at få diskussionen. Han har jo kun sagt at han "helst vil tro" at melodien kommer fra talen fremfor fra sangen. Men hvad man helst vil tro får lov at gå for en mening her. Den anden ting: Det er med Budals (ovenikøbet glædelige) tilladelse at jeg publicerer vor diskussion her på nettet. Jeg har sagt at han må sige fra om det er for vidtgående. Men det er selvsagt værdifuldt -via nettet- at komme i kontakt med interesserede, netop i en sådan diskussion. Den tredje ting er at Budals arbejde kan følges på hans website http://www.symmetritonespraak.no/. Og den fjerde ting er at den specifikke brevveksling med Jostein Budal kan læses her på sitet ved at skrive "Jostein Budal" og "brev"i søgefeltet i øverste navbar og klikke på "SEARCH THIS BLOG". Så genererer systemet en række relevante links, til de nævnte breve. Der er altså mange ting vi kan lære af Budal, som også i en omfattende littteratur-gennemgang redegør for forgængere som amerikaneren Kenneth L. Pike, norske Ivar Aasen fra 1800-tallet og vor egen Høysgaard fra 1700-tallet. Tonerne i sproget har påkaldt interesse. Jeg har lært metet af Jostein Budal. Jeg er bare ikke enig i at vi lærer det ad genetisk vej. Ordenes toner arver vi desværre ikke, det er tillært og starter på fosterstadiet i livmoderens intense lydkasse. kurset i den rette tone er sangen, som vi skal se nedenstående, hos Carmen Fonseca Mora, moderens tale og sang idet tonaliseringen her er stiliseret til tydeliggørelse.
