Her skal dette problem indledningsvis berøres: Tonen. Ingen underkender skriftsproget. Men alles udgangspunkt –også skriftens- er nu engang det sprog vi taler. Denne undersøgelse gælder fremdeles alligevel både den sproglige skønhed der kan ses på skrift, som den der kan høres i tale. Men det melodiske i talen som vi antager har betydning for skønheden stammer fra det mundtlige og føres via skriften ned på papiret, hvor vi minsandten alligevel stadig kan ane tonen . Uanset om vi skriver eller taler gælder imidlertid, at tonen kun kommer med ordene, ikke i sig selv som tone, for tonen er kun en egenskab ved lyd. Når jeg vil kalde min hjertenskær til orden og i stigende tone siger "Skat !", så er ordet alligevel "skat", selvom tonen indikerer noget lidt andet. Tonen kan kun følge ordet i sproget, men den udgør ikke selv et selvstændigt element som ordet. Men man kan undersøge det, som vi skal se at den norske forsker Jostein Budal gør, og få en mere indholdsfuld forståelse af tonerne. Hans undersøgelser tyder på at vi har ret rige signaler på det felt. Vi kan sige ord med toner. Det står imidlertid fast at tonen ikke kan angives med den skrift vi anvender. I undersøgelsen skal vi derfor også være ekstra opmærksomme på det spand af syv år der ligger forud for at barnet lærer at læse. Før vi lærer at læse og skrive må vi allerede have lært sprogets titusinder af almenbegreber med det tonefald som deres lyd karakteriseres ved.
Vi kan i hvert fald sige, at dette at kunne tale et smukt sprog og at kunne skrive og kunne læse smukt op er så vigtigt for det enkelte menneskes personlighed at det er med til at danne andres billede af dette menneskes identitet, og det uanset om det er os selv som egne personer eller det er andre vi tænker på og bedømmer. Man spørger: "Hvordan er hun egentlig ? Man får svaret: Hun taler faktisk temmelig smukt". Man kvitterer med udråbet: "Aha!". Som spørger er man nu blevet så meget klogere. Der er nu sagt noget vigtigt om personen. Og vi ser heraf, at der faktisk er en form for nærgåenhed i at ville insistere på at arbejde med smukt sprog som speciale, men det havde jeg altså anmodet studienævnet om, og resultatet var at jeg fik lov til det.
Jeg vil gerne fortsætte denne drøftelse af undersøgelsens genstandsfelt lidt endnu.
I foråret 2006 var der en dansklærerinde på Aalborg Lærerseminarium, som jeg fortalte om undersøgelsen om ”smukt sprog”, og hun bemærkede meget rigtigt og meget erfarent at det måtte være svært at fastholde fokus. Men dette må betyde: For en objektivt vanskelig undersøgelse må motiveringen stå i fokus. Fokusering kan til tider udgøre den egentlige vanskelighed. Af og til må en fotograf også anvende flere objektiver i en sindrig kombination, som ganske kan overraske ham selv.
Det har altså ikke drejet sig om klar eller klog tale, men smuk tale.
Det skal her nævnes at jeg har talt og sunget ved ca. 60 arrangementer i perioden, det vil sige så godt som hver uge, og i juni 2006 og april 2007 op til 3-4 gange om ugen. Jeg er jo folkesanger og spiller for til fællessang og er dertil fra et langt arbejdsliv vant til at organisere allehånde samvær mellem mennesker, så jeg har kunnet tilrettelægge mange ting selv, udover de invitationer jeg altid får til at komme ud at "synge for" og sjældnere også til at "tale" eller fortælle om et emne. Langt vigtigst er imidlertid de hundredvis af uformelle samtaler samt enkelte båndede interviews jeg har lavet undervejs.
At dette skulle være så vigtigt lyder måske mærkeligt. Derfor vil jeg gerne gøre en kort bemærkning om hvad jeg mener med "sprog" i denne undersøgelse. Det skulle jo gerne ligge fast.
Sproget er noget mellem mennesker. Selv om vi her beskæftiger os med menneskers smukke sprog interesserer vi os her ikke for de særligt dygtige talere. Dette er nemlig en individuel evne. Genstandsområdet for denne undersøgelse er derimod sproget som kollektivistisk fænomen og undersøgelsens specielle emne er den ved sproget alment anerkendte skønhed som ikke alene et heldigt ordvalg men tilmed ordvalget også de toner som ordene bærer, med den velklingende tonebrug eller talemelodi som disse toner giver ytringen. Det kan altså nemt være en husmor eller kvik morlille der vinder og løber med hele præmien, især fordi hun holder sig til almenbegreber og ikke bruger fremmedord, som er svære at gøre skønne. Men også fordi lillemors liv måske er een stor talehandling.
Jeg anerkender altså at der kan være andet end heldigt begrebne og fuldtonet udtalte ord, der kunne kunne danne basis for sproglig skønhed. for vi har alene at gøre med en hypotese.
Vores genstand ligger altså i sikker forvaring udenfor den personlige smags kerneområde, selv om vi alle, jeg selv inclusive har sådan een. Min rent personlige smag for melodi er endda klar. Smukkest taler min egen mor, hvis man gerne vil vide.
