Sproget som kollektivistisk fænomen betyder imidlertid, at når sproget tjener til kommunikation mellem ikke bare mor og barn -hvor det læres- men mellem yderst selvstændige individer, at dér må der eksistere en fælles konvention jo mere selvstændige individerne er. For opfattelsen af sprog som et kollektivistisk fænomen er dette ganske evident. Men sproget kan jo også læres i skolen, og ikke bare i vuggen.
Når undersøgelsen antager dette udgangspunkt betyder det at dagliglivets skelnen mellem ord og sætninger skal tages alvorligt på en anden måde end det normalt sker i den sprogundervisning vi alle modtager. Det fundamentale bliver snarere ord end sætninger.
Det har værdi således at skelne mellem usammensatte udtryk (ord) og sammensatte. ( sætninger), og i denne skelnen gøre klart hvad der er den fundamentale enhed, og hvad der blot er en afledt og sekundær. Her ser vi altså at sproget opfattet som et kollektivistisk fænomen er noget andet end et tegnsystem. Allerede før de bliver tegn eksisterer ord. Hvis vort emne var en semantisk betydningsmæssig undersøgelse ville vi måske trække på en teori om sproget som et tegnsystem, men for vor undersøgelse er kun skriftsproget et tegnsystem. Hvis vor undersøgelse angik syntaktiske sætningsmæssige forhold ville vi måske trække på en grammatisk teori, men for vor undersøgelse er syntaktiske forhold kun sekundære. Disse syntaktiske forhold vedrører sammensatte udtryk og vores problemstilling om smukt sprog udtrykker sig allerede i det usammensatte udtryk, allerede i det enkelte ord selv. Ordet er sprogets mindste enhed, sådan som den enkelte farve er det for maleriet og sådan som den enkelte tone er det for melodien. Det gælder for denne 3-delte analogi at ligesom ordet kan gå igen i sproget kan farven gå igen i maleriet og tonen gå igen i melodien
Dette er dog kun en bekvem analogi. Bedre bevis ligger der i at citere Aristoteles’ logik ”Organon”så ordret som muligt på dette punkt, sådan som det sker i denne undersøgelse. Han tillægger nemlig denne skelnen absolut fundamental betydning. ”Organon” er opdelt i to hoveddele, og den første del danner definitivt grundlag for den anden. Den 1. del gælder usammensatte udtryk og den 2. del gælder sammensatte. Og den første omhandler ord, og den anden omhandler deres anvendelse når de sættes sammen. Selvom denne anden del er langt den mest berømte, med dens slutningslære som matematikken har gjort til aksiomatiske sætninger i vor epoke, så er den første del så distinkt at vi med et kort glimt derpå bliver i stand til at udsige at for (græske) mennesker allerede før skriftsprogets opfindelse var ordet den mest fundamentale enhed i sproget. Dette er helt evident ved læsningen af ”Organon”. Og denne erkendelse opfatter jeg som temmelig værdifuld når vi i det videre går så vidt som til at tillægge særlige ord en særlig funktion, nemlig når dé der betegner fællestræk ved ting bliver ”begreber”, og når vi desuden går så vidt som til at tillægge alle ord toner der giver deres bærere mening både enkeltvist og anvendt i sætninger. Ordene må kunne opfattes som så fundamentale fordi de skal kunne bære dette, være tilstrækkeligt anerkendte, hvis jeg må udtrykke det på den måde.
Jeg kommer til at citere fra den klassiske logik. Den udgave af Aristoteles’ logik jeg anvender er den berømte udgave i ”The Loeb Classical library” fra 1938, hvor den græske tekst står på venstresiden og den engelske på højresiden, sådan at oversættelseskontrol hele tiden er mulig, og hvor desuden grundige indledningsafsnit redegør for de principper der er lagt til grund for oversættelsen og for hvordan de relevante afsnit kan bedømmes. Det forholder sig nu sådan, at det som sagt er netop de to indlednings-sætninger jeg vil citere, den ene for grund-afsnittet om udtrykkene når de er usammensatte, altså optræder som ord, og det andet for det (større) tilslutningsafsnit for udtrykkene når de skal føjes sammen for at udtrykke det ønskede, for eksempel i slutninger. Den første sætning finder vi på side 13:
”Ting er enslydende benævnt når de kun har navnet til fælles mens den definition eller det udtryk for deres væsen, der svarer til navnet afviger fra hinanden.”
(”Things are equivocally named, when they have the name only in common, the definition (or statement of essence) corresponding with the name being different.”)
Heraf ser vi tydeligt at “ordet” allerede for flere tusind år siden havde sit eget selvstændige liv, siden denne græker kunne se hvornår det optrådte modsigelsesfuldt. I det videre siger Aristoteles:
”Talte ord er symboler eller eller tegn for sjælens følelser eller indtryk; skrevne ord er tegn for talte ord”
(”Words spoken are symbols or signs of affections or impressions of the soul; written words are the signs of words spoken.”)
Heraf ser vi tydeligt at for logikkens grundlægger har det skrevne ord kun en svag afglans af det talte. Vi ser at det talte ord er det primære, og det skrevne det klart sekundære, for det skrevne får først sin basis når der på forhånd er tale om noget, mens talen allerede får sin basis når der er noget der har gjort indtryk på sjælen, som derfor føler et eller andet.
Den gamle grækers dybe tanke med sin indsigtsfulde skelnen på dette tidspunkt af historien vidner om den revolution som det nyopfundne sprogteknologiske redskab (det græske alfabet) afstedkom på hans tid, og en væsentlig del af vor videre undersøgelse rummer en brug af hans logik til at vise hvordan han advarer mod opfindelsens virkninger hvis man gør sproget for abstrakt. Det må bestemt være et aspekt ved smukt sprog at det tager højde for denne fare, og da vi her får fat i meget gamle og meget autoritative erfaringer forsøger vi, i vor søgen efter metoder til smukt sprog, at gøre maksimalt brug heraf. Her synes jo at være et temmeligt overlevelsesdygtigt holdepunkt.
At de gamle grækere opererede med et grundbegreb for sproget som de kaldte ”ordet” er ikke det eneste vidnesbyrd om at det usammensatte udtryk er fundamentalt. ”Ordet” er det mest brugte enhedsbegreb for sprog. ”Ordet” som begreb betegner såvel den mindste enhed i sproget, som dette sprog selv. Hermed udtrykker ordet ”ordet” både formen for og indholdet af sprog. Den der ”har ordet i sin magt” magter sproget. Det ved vi jo også. Det mest brugte tekstbehandlings-system hedder ”Word” og det bibelske budskab hedder ”ordet” under søndagsgudstjenesten. Det er altså en særdeles indholdsrig benævnelse, men det er ikke en forkortelse, og det er vel at mærke ikke en almindelig abstraktion, men hvad vi vil kunne kalde en realabstraktion. I denne henseende og benævnt således finder dette udtryk for sproget sin parallel i anvendelsen af ordet ”penge” i dagliglivet. Heller ikke ”penge” er en blot og bar abstraktion, for penge eksisterer i allerhøjeste grad realt. Denne bemærkelsesværdige funktion for et enkelt udtryk kan kun skyldes at det har enhedsmæssig karakter. Således ser vi da også, at Aristoteles netop bruger denne enhed til fra den ganske start af sin logik at drage sit klassiske skel i sproget mellem det usammensatte og det sammensatte udtryk. Og det er det usammensatte udtryk der er udgangspunktet for logik. Et ord er ikke et goldt sætnings-element men allerede et modsigelsesfyldt element, og vel at mærke mere fundamentalt end de sammensatte udtryk der kan dannes deraf.
Ikke mindst gælder det at ord klassificerer. Således kan enkeltord betegne flerheder. Denne ejendommelighed ved usammensatte udtryk, at de allerede som enkeltord kan klassificere, må Aristoteles fundamentere før han kan behandle sammensatte udtryk. For logikken grundlægger sine kategorier under sin 1. del. Og her bringer den også sine advarsler, som vi godt kan bruge, hvorfor undersøgelsen altså beskæftiger sig med logikken.
Antagelsen om det rette ords talemelodiske toneform, og hvad den betyder for undersøgelsens praktiske udformning.
Vi antager nu en konvention for dét ved sproget der gør det smukt.
I denne undersøgelse gøres dén antagelse at det smukke ved sproget er det melodiske ved det rette ord når det anvendes alene eller sammen med andre.
Vi behøver ikke at gøre det som en antagelse taget ud af den blå luft. Vilhelm Grønbech har fremsat en påstand i denne retning, som vi skal se. Vi skal se at der findes moderne forskning (Jostein Budal, Norge) der sensationelt, nyskabende og absolut banebrydende påviser en ens melodi hos alle, når de vil sige det samme -men blot en forskellig melodi-midte i form af grundtone/svingningscentrum/symmetriakse for det personlige toneleje. Og vi skal se at forskeren Carmen Fonseca Mora peger på eksperimenter der viser at talemelodien læres før ordene hos det spæde barn, ja allerede hos fosteret.
Undersøgelsen antager altså hvad der er smukt, den beviser det ikke. Den beviser heller ikke talens melodi. Men den dokumenterer hvem der har givet bud på det smukke i sproget og også det melodiske. Men undersøgelsen skal, for den sandsynliggjorte hypotese meget gerne finde metoder til smukt sprog, på grundlag af de gjorte antagelser og de fundne resultater i forbindelse hermed. Når ellers ingen nødvendige forbehold forglemmes i det videre må en sådan dristighed være antagelig.
For denne den ene part af min undersøgelse, der vedrører den logiske sans spiller almenbegreberne, den centrale rolle. De står netop i fokus for sproget som kollektivistisk fænomen. Almen-begreberne er netop de udtryk i sproget som alle kender og nødvendigvis skal kende. Begreber er ikke tingsbetegnelser, de udtrykker ingen ting men derimod fællestræk ved ting. Ved hvilken definition der eksisterer et notabene: Undersøgelsen satser her på at gøre et ganske bestemt forhold mere klart, nemlig vigtigheden af at tage højde for en slags undtagelse i dette forhold. Det er rigtigt at almenbegreberne er dé som betegner fællestræk ved ting, og ikke betegner ting i sig selv, tingsbetegnelserne klarer de rene navne. Men dette fællestræk, eller dette begreb, kan alligevel godt selv være en "ting", eller rettere blive behandlet sådan af sproget, Det gælder hvis begrebet er en art eller klasse,og hermed antager substantiel karakter. Logikken har med Aristoteles og hans "Organon" ordnet det sådan, ganske i overensstemmelse med sprogets egen sædvane.
I Kapitel 3 om logik har jeg citeret stedet hos Aristoteles, thi for smukt sprog får det, som vi skal se, en betydning, -og der er bestemt ikke tale om en detalje gemt væk i hans 700 siders logiske værk, men en grundforudsætning for hans logiske teori helt fremme på de første sider af "Organon" hvor emnet kun er ordene og endnu ikke sætningerne, hvor vi altså taler om usammensatte udtryk, endnu ikke om sammensatte.
Problemet, som vi skal berøre i korthed her, stiller sig således: Arter og klasser er abstraktioner, men ikke ens, for den ene (arten) er tættere på de ting der abstraheres fra end den anden (klassen, klassifikationen.). De kan være en slags fantomer selvom de synes virkelige, sådan som sproget virkeliggør dem, som virkelige substantiver, rene og skære. Vi kan imidlertid se, at sproget bliver smukkest dér hvor tingene er rigtigt begrebet og dermed også kan blive fuldtonet talt og dér har vi gavn af at udnytte Aristoteles's advarsel mod at anvende den abstrakte klassifikation hvor den præcise artsbetegnelse trods alt er tættere på tingen. Det drejer sig om at slå hovedet på sømmet og ramme og gøre det smukt. Det er nyttigt at holde sig for øje, når blot vi samtidig gør os klart at vi overalt i dagligdagen griber til den snævre vendings hurtige klassifikation i alle vore tusind åbne talehandlinger hvor det er absurd at tale om hvornår noget er smukt sagt eller ej. Hvor vi altså bare taler bredt om tingene. Men det er en iøjnefaldende advarsel der har overlevet i 2500 år, og det er som sådan den har værdi. Derfor behandles spørgsmålet her.
Grunden til at der knytter sig et website www.otxto.dk til specialet er selvfølgelig at det har krævet samarbejdspartnere. For sjov kalder jeg websitet for Smuktsprog Slot. Et sådant har jo forskellige fløje og Smuktsprog Slot har 10. Jeg har ikke ønsket en porøs overgang mellem problemstillingerne. Logik er eet, gehør noget andet. Slottet har nok nogle mærkelige proportioner, for nogle fløje er fuldt udbyggede og andre kun påbegyndt i rids. Det er nu ikke så usædvanligt. Erfaringsmæssigt ved enhver bygmester at han er nødt til at udarbejde nogle etager før andre. Lige nu er nogen poster eller fløje meget store(1, 3, 6 og 10) og nogen meget små. Det betyder ikke så meget.
Om udtrykket ”smukt sprog”.
Inden vi når meget længere i denne indledning vil jeg imidlertid holde mig lidt til formalia, for at vise hvordan jeg i udgangspunktet begrænsede problemet om smukt sprog. Overhovedet var problemet jo, som specialestuderende på 10. semester i Dansk at få lov til at arbejde med så overordentligt et bredt emne. Jeg afgrænsede det altså. Jeg skrev allerede i min anmodning til studienævnet ved Dansk på Aalborg Universitet 12. marts 2006:
"Jeg vil gerne skrive et speciale med emnet "smukt sprog" i centrum,..." " Det drejer sig om hvad der får den almindelige uformelle tale i dagligdagen til at virke. Synsvinklen er den at smukt sprog ikke bør ses som hørende til særlige lejligheder. Jeg vil altså afgrænse mig fra høj stil og forskellige kunstsprogsformer, selvom udtrykket "smukt sprog" kunne give associationer i den retning, og heller ikke spørgsmålet om traditionel argumentationsteknik skal ligge inden for rammen, selvom den spiller en stor rolle i retorik..."
Man kunne spørge sig selv om dette kunne lade sig gøre, men jeg kunne i det mindste pege på mit arbejde i tidligere semestre om forskningens nyopdagelser af tale og -sangkulturen i den før-skriftlige periodes rene mundtlighed. Det drejede sig især om Eric A. Havelock, der i rækken af sine værker fra 1963 – 1986 påviste, at skriftens opfindere kunne digte, fortælle, synge, i en sådan mesterlig grad at det så så at sige "udfyldte skriftens rolle" før skriften selv blev opfundet.
Fælles for de forfattere som jeg stødte ind i, og som refereres fyldigt nedenfor: Grønbech, Mora, Budal, Havelock, Lord, Abraham, Hornbostel,. er deres interesse for den orale tradition, det talte og det sungne sprog som kulturgaranti, i modsætning til det skrevne.
Det er vigtigt at holde sig for øje at der ikke er fred mellem de to forsknings-retninger, de to sider af denne modsætning, det skrevne og det talte sprog. Alle de seks forfattere nævnt i rækken ovenfor er ganske vist akademikere, og mestrer som sådan det skrevne sprog. Naturligvis. Men oral tradition, selv når den er akademisk, definerer sig altid i modsætning til skriftlig, litterær tradition. Det er helt, helt uvant. Indenfor oral tradition er det modsatte af en tale en tekst. Det skal man bide mærke i. Det ville man ikke sige indenfor literaritetens tradition, -at det modsatte ef den tekst man sad med var dens talte, mundtlige udgave. For så ville man komme til at antyde et forbehold i retning af at skriften kunne erstattes af en tale, ja måske ligefrem at talen ville dække det skrevne bedre ind. Hvad man aldrig ville så meget som antyde at den gør. Er det måske ikke sikrere at noget er skrevet end bare sagt? Der er en skillelinje i opfattelser. Alligevel udfordrer denne opfattelse af oral tradition, som altså definerer sig i modsætning til literariteten, begribeligvis ikke det skrevne sprog i fjendskab, men som metodisk valg.
Forskningsretningen Oral Tradition har sit centrum beliggende i Missouri, USA, CSOT, Center for Studies of Oral Tradition og dets tidsskrift hedder "Oral Tradition".
Jeg har bilagt en halv snes annotationer fra deres bibliografi, som er relevante for vores emne, og som demonstrerer det kraftfulde dokumentations-center undersøgelsen har kunnet trække på.
Men emnet ”smukt sprog” har altså noget udfordrende ved sig. Det er på forhånd kontroversielt i en historisk strid. Det betyder noget for min undersøgelse. Det er klart at termen "smukt sprog" ikke er problemløs, for det virker jo som man sætter sig på den høje hest.
Måske ville det så være bedre at arbejde ud fra et mindre prætentiøst udtryk, men så ville jeg være afskåret fra at præsentere mig for ikke-sprogfolk, idet alle og enhver til daglig brug accepterer termen smukt sprog. Men påstanden afføder kravet om "en målestok" herfor.
Min undersøgelse bygger på den antagelse at det smukke har med tonen at gøre. Jeg vil gerne indlede fremlæggelsen af undersøgelsens resultater med denne lille hændelse fra 15. maj 2007 , hvor Hans Götzsche spurgte mig :
"Hvad er det ved toner der bærer meningen bedst frem, og hvad er det ved tonerne der gør sproget smukt ?"
Det nemme svar kunne være: Dét ved tonerne, der bærer meningen bedst frem, og dét ved tonerne, der gør sproget smukt er når taleren sublimt kunstnerisk udnytter den lovmæssige konventionelle talemelodi til sine smuktsprogsformål. Så havde vi med dette svar ændret problemet. Så ville vi nemlig "bare" skulle vise at tonebrugen til melodien er konventionel og lovmæssig -og dét har andre klaret for os, (Jostein Budal) som vi skal se nedenfor. Men problemet ville da stadig bestå, men blot i ændret form, for Jostein Budal eftersøger ikke smukt sprog, men primært tonernes mening. Han laver ikke en smuktsprogs-undersøgelse.
Det er bemærkelsesværdigt hvordan endnu ordløse spædbørn lytter intenst til sang. Den vigtigste variabel i ytringens melodiske toneform er da også tonehøjden. Alle kan afgøre om tonen er ens eller stigende eller faldende i de ord der høres, og alle kan også gengive disse enkle former, selv dé, der siger at de ”ikke har en tone i livet.” Når tonen således er en variabel ved ordets udtale vil enhver kunne se betydningen af den tone ordet er udtalt i, eller også er det en mangel ved deres opdragelse. Opdragelsen i sproglig konvention foregår hele livet, og Carmen Vincente Moras lille artikel der refereres i undersøgelsen dokumenterer at toneøvelserne starter i livmoderen og er vidt fremskredne ved fødslen og at børnene præsterer modersmåls-genkendelse efter få dage.
Om udtrykket ”ytringens talemelodiske toneform”
Det enkelte ords betydning er allerede fastsat ved konvention i sproget som kollektivistisk fænomen. Det kan vi roligt sige for almenbegrebernes vedkommende, som udgør sprogets kerne. Uanset i hvilken tone man bruger et ord så er det derfor det samme ord.
Dét ved tonerne der gør sproget smukt er disses form, der henholder sig til konvention, og denne konvention er, som vi skal se allerede et foster klar til at lære, allerede før det vokser op til at blive et spædbarn. Altså før det fødes. Tonesansen er et konventionelt menneskeligt anlæg. Tonernes anlæg er konventionelt ordnet og udnyttes jo smukkere jo mere deres bevægelse er konventionelt mestret. I smukt sunget sang er ordenes mening tydelig, og det samme gælder i tale når den er smuk. Det er jo også nøjagtig samme menneskelige organ der anvendes til såvel tale som sang, (selvom de hører under forskellige videnskaber). Toneformen, eller tonernes form kan -med vanskelighed- kortlægges. Jostein Budal har med besvær kortlagt toneformen, og jeg refererer hans arbejde sidst i undersøgelsen. Det er et stort arbejde, som har krævet sit eget nodesystem. Selv om det er let at "nynne" en sætning er det uvant og lidt idiotisk. Dér er melodien ellers, båret af ordene, dér er sætningens toneform. Den ligger og triller lige nedenfor læben, og skal bare op derpå.
For det smukke og for skønhedens skyld må det vist være tilladt at gribe til en forklarende analogi. For det smukkes og skønnes kategori må der selvsagt ikke være tale om noget vilkårligt. At noget er smukt må være noget vi uvilkårligt må indrømme det, ellers kan det ikke gælde for absolut skønt.
Ligesom lyset danner regnbuer på himlen og dette er ikke indbildning, ligeså danner tonerne melodier i luften mellem mennesker, og dette er heller ikke indbildning, det er et ligeså materielt fænomen som regnbuen, og hverken regnbuer eller melodi-Grand-Prix’er respekterer landegrænser. Melodier er mønstre i lydsvingningsændringer. Regnbuer er mønstre i ændringer i lyset. Og lige så forunderligt er det, ligeså smukt, ja indlysende smukt skulle jeg sige. Der findes sikkert umælende dyr der er blinde for regnbuens skønhed, men vi er mennesker, og vi ser det og vor sans for sproglig skønhed svigter heller aldrig. Jeg har forsøgt at svare på spørgsmålet fra Hans Götzsche ved et et begreb om toneform, og denne tonernes form er melodisk. Den er ikke vilkårlig, lige så lidt som regnbuens seks farver er. Trods det dens buer altid spænder fra vidt forskellige steder i landskabet ligger der altid en skat for dens fod. Et mirakel, ligesom når man ”finder melodien” . Men et konventionelt mirakel. For ligesom regnbuens farver kun ses i 42 grader fra jordoverfladen skal melodien have et mønster der ikke bryder med traditionen.
Efter at have redegjort for undersøgelsens terminologi om ytringens talemelodiske toneform, og for hvorfor vendingen om smukt sprog bør accepteres for tilfældet, vender jeg mig til fremlæggelsen af de umiddelbare forsøgsresultater.
