Resultater af undersøgelser og eksperimenter.
Jeg Jeg savnede gode hjælpe-begreber som nøgle. Da websitet imidlertid kunne omorganiseres efter de to hovedklasser gehør og logik i august samme år blev det nemmere. Web-sitets teoretiske baggrund i datamatisk teori, som kræver sådanne nøgle-ord, beskrives i kapitel 3, som er bragt nedenfor. Her skal blot kort nævnes: Jeg var fortvivlet over ikke at kunne finde ud af ”hvordan de sang i det gamle Grækenland”, siden de nu sang så meget, og sang for dagligdags formål som at huske og bevare tradition og uddanne og oplære, og alt sammen fordi de ikke kunne skrive. Det var jo umiddelbart før de opfandt skriften, det var jo helt tilbage i den orale tid, tilblivelsestiden for de homeriske værker med deres tusind vers. Denne problematik uddybes under afsnittet om Eric A. Havelocks arbejder.
Det var lidt fortvivlende. Jeg lavede et halvanden times interview med Raymond Swing, som havde sat mig på sporet af forfatterne indenfor oral tradition, og lige inden båndet løb ud ”opgav” han, slog ud med armene og sagde, at det eneste han kunne komme til at tænke på var den mærkelige Balkan-sang han havde hørt med sin kone i Bulgarien. Jeg tog hjem og gik på nettet. Mine internet-søgninger kunne jeg nu tilføje ordet "Balkan" og så sagde det Pling!, for her var forskningsfeltet, som har sit centrum i USA, og hvis udgangspunkt var de Balkanske erfaringer, og så fandt jeg de forfattere og undersøgelser som jeg citerer nedenfor, som analyserer den orale mundtlige evne, og som viste det formålstjentlige i at opdele smuktsprogs-undersøgelsen i gehør og logik, sådan at den urgamle tonale rent auditive evne kunne adskilles fra den ”ny” (sic!) evne, den så sent som i oldtiden grundlagte rent skriftsprogs-afhængige visuelle traditionelt grammatiske evne. (Den ”logiske”).
Nu, hvor en enkel metodisk basis var etableret, fulgte en serie af eksperimenter.
Eksperiment nr. 1: "Taletoner som "forstærkeranlæg", med filmoptagelse
Først undersøgte jeg om taletoner øger tydeligheden af dén tale der sker under vanskelige forhold. Det skete i december 2006 i en stor urolig kantine med 150 spisende. ( Aalborg Universitets aula på Kroghsstræde 3) Det blev filmet af universitetets filmlaboratorium og ligger nu øverst på web-sitet som en 11 minutters film. Ser man den vil man undres over hvordan folk kunne høre taleren, og forklaring er måske den forstærkende effekt af at ramme den rette tone, for der brugtes ingen forstærkeranlæg i rummet der var på størrelse med en sportshal. Eksperimentet pegede i den retning.
Jeg afsluttede eksperimentet ved at tilføje et par paragraffer til web-sitets faste smalle højrekolofon. De er meget forsigtigt formuleret, for det må indrømmes at dette første eksperiment ville vinde ved at være blevet udført og bedømt af en større gruppe. Det kan måske forbedres når jeg får flere reaktioner. De få og populært formulerede betragtninger der står at læse i den grønne skrift lyder:
§1 Alt for stærk tale er ikke skøn. Filmen viser ikke en taler der appellerer indtrængende. Det har man sjældent behov for. Her er vi jo i en ganske dagligdags kantine. Men i situationer kan det være et spørgsmål om liv og død. Så må man tale så det ikke kan afslås. Der kan være situationer hvor det er nødvendigt.
§2 Selvom talen i filmen ikke er indtrængende blev den godt modtaget. Hvorfor det ? Den forstyrrede jo ellers de 120 tilhøreres spisning og den var jo også tre gange så lang som den skulle have været. Ingen var forberedt men alligevel accepterede alle. At tale indtrængende er det mindst vigtige at lære, når det drejer sig om kunsten at tale smukt.
Eksperiment nr. 2:
Saga-oplæsning med båndoptagelse.
Der var igen tale om en vanskelig mundtlig præstation under urolige og krævende rammer. En ”fuldmåne-aften” med saga-oplæsning af Vilhelm Grønbechs gendigtning af "Balders Død" i Viking-klubben "Isbjørnen" 2. april 2007. Det blev optaget på bånd og der var som tilhørere og og tilråbere og medsyngere 35 larmende feststemte drikkende og ædende vinterbader-vikinger.
Kassettebåndene blev efterfølgende gennemhørt af den ene af oplæserne, en af klubbens skjoldmøer. (Den anden oplæser var mig selv, vi læste nemlig skiftevis en sætning af det gamle skrift.) Da jeg fik båndene tilbage af skjoldmøen erklærede hun at hun selv lød ”frygteligt”. Hun syntes imidlertid ikke der var noget mærkeligt ved min stemme. Men jeg, -der havde hørt båndene før hende havde syntes det var mig der lød frygteligt.
Det gik op for mig at jeg måske endelig stod med løsningen på det gamle problem at man lyder frygteligt når man hører sig selv på bånd. Jeg ved at de færreste har gemt gamle optagelser med deres barndoms-stemmer. ’
Mange har destrueret deres barndomsoptagelser fordi de ”lyder frygteligt". Men det mærkelige er jo at andre på båndet lyder rigtigt. Jeg har før tænkt over det og troet at det var indbildning.
Eksperimentet med den dobbelte oplæser-oplevelse afslørede at det kunne være rigtigt at det lød forkert.
Lyden kommer fra munden hos een selv og gennem øret ind til tilhøreren, men lyden af ens egen tale hører man kun delvis ad samme rute. Den har sin egen genvej. Lyden af ens egen stemme forplanter sig –foruden gennem luften- direkte gennem hovedets kød og knogler ind i ens eget øre, og denne avancerede lyd af stemte og ustemte lyde formidlet fra talerør og stemmelæber og bearbejdet af tunge og læber i mundhulen, formidlet op i hjerne- og høre-regionen kan båndoptagerens mekaniske stemme af gode grunde umuligt gengive korrekt, når den –via vort øre alene- gengiver det vi selv personligt har sagt. Derfor lyder andre meget rigtigere og ikke nær så frygteligt på bånd. Det er kun én selv der udgør denne undtagelse. Alle andre høres altid via luften ind i øret. Derfor er dét, som jeg siger, når jeg siger det på bånd, ikke nær så flovt for andre som det er for mig selv. Det er rigtigt for andre og forkert for mig.
Det må, for mig at se føre til et smuktsprogs-resultat. For hvis nu det er nyttigt at lytte kritisk til sin egen stemme, -og selvfølgelig er det nyttigt, hvis man bare kunne holde det ud, - så skulle man måske blive bevidst herom og overvinde denne modvilje. Der er stor forskel på en lydkilde af kød og med unik form af talerør og mundhule, drevet af luft fra brystets fleksible lungeregion og med direkte kontakt til høreregionens indre del, -forskel herpå og så en tragtformet elektrisk drevet lydkilde i form af en papmembran der således mekanisk kan skabe sådanne luftsvingninger der kan nå øreindgangen.
Dette resultat, som her blev fundet eksperimentelt findes der måske audio-eksperter der ikke vil undres over, men i undersøgelsen var det uventet at støde ind i, og hvis båndoptagelser skal være en smuktsprogs-metode kan fundet måske bruges til at overvinde modviljen hos de der vægrer sig mod at lytte til sig selv på optagelser.
Som afslutning på det 2. eksperiment tilføjede jeg den faste højre-kolofon på websitet følgende smuktprogs-råd:
§17 En god smuktsprogs-ide er at tale dine ideer ind på bånd og høre dem når du en dag ligger og hviler. Bliv ikke skræmt af at du lyder forkert. Det skyldes at du plejer at høre din stemme delvis gennem dit kranium. Nu hører du den pludselig kun gennem dit øre. De er derfor de andres stemmer lyder normalt men din egen lyder forkert. Væn dig altså til at lytte til din ”forkerte” optagne stemme af dig selv. Det giver flere fordele. Du bliver hurtigt opmærksom på hvis du japper. Her er imidlertid en tredje metode. Noget du måske aldrig ville gøre. Men hvis du kan tage ordet i en forsamling kan du også synge for. Prøv det ! Kan du synge for? Kan du lytte til de syngende mens du selv synger ? Det er en god øvelse.
Eksperiment nr. 3: Melodi-GANG-prix med gåtur og offentlig sangkonkurrence.
Dette forsøg fandt sted nitten dage senere, nærmere bestemt lørdag 21. april 2007.
Dette forsøg var langt det vanskeligste og tog flere måneder at lægge til rette, og jeg var lige ved at opgive det. Jeg ville teste den smuktsprogs-metode der ligger i at gå og synge. At gå og synge er bedre end at stå eller sidde, for rytmen får man foræret op gennem hælen. Men at gå og synge er nok lidt mindre normalt i dag end på fårehyrdernes tid. Jeg frygtede nok at folk ville være utilbøjelige til at prøve at gå og synge.
Jeg havde begyndt annonceringen måneder i forvejen, og havde skrevet på indbydelsen at der ville være sanghæfter at synge efter og at jeg ville spille for og være forsanger. Ideen med sanghæfter forlod jeg imidlertid fjorten dage inden GANG-prix’et, da den endelige indbydelse blev udformet. Årsagen var at jeg pludselig stødte ind i en særdeles autoritativ kilde til beskrivelse af fortidens tekstløse sang. Denne kilde, et verdensberømt feltstudie fra 30’erne, var nok selve dét værk der for alvor grundlagde forsknings-retningen "oral tradition" i 1900-tallet. Mit i sidste øjeblik ændrede forsøg viste da også, da det var blevet udført, at det ikke var nødvendigt at der var sanghæfter til stede, og det har man jo heller ikke normalt når man går og synger. Forsøget viste også at det ikke var nødvendigt at der var en der ”spillede for” på guitar. Forsøget viste endda at folk ikke engang behøvede en forsanger, men hver for sig kunne gå og synge sangene igennem. Og det er jo også normalt at gå hver for sig og synge.
Hvordan disse opdagelser blev gjort gik sådan til: Til mit overordentligt store held fandt universitetsbibliotekaren Anne Mette på AUB Strandvej altså selve den orale traditions forskningsmæssige hovedværk "The singer of Tales", som redegør for de sidste mundtlige poeter i verden vi kender. Værket bygger på en undersøgelse i 1930'erne, som blev fulgt op i de næste tiår og værket udkom i 1959. Undersøgelsen var blevet muliggjort af den nyopfundne grammofon-teknik. Dengang for trekvart århundrede siden var der stadig berømte balkan-sangere der kunne underholde en hel aften selv om de var hvad vi ville kalde for analfabeter. De var landskendte. men de sang som fødte oralister på sidste vers, for deres sange var begyndt at komme i bøger og deres efterkommere ville kunne læse sangene , til forskel fra dem selv. Forfatteren til "The Singer of Tales" Albert B. Lord tilbragte halvandet år af sin ungdom på Balkan sammen med sin ældre lærer, Prof. Milman Parry. Det var en enorm indsats. De indsamlede sange og interviews på 30.000 auminiums-plader, der idag opbevares på Harvard University i USA. Og da Parry forskede mere end han skrev blev det hans unge assistent Albert B. Lord der færdiggjorde værket. Her udtrykkes den berømte Lord/Parry teori, som måske er den vigtigste hovedreference indenfor forskningen af oral tradition.
Lord vendte med årene tilbage til Balkan og fulgte op på hvad der skete med de sangere der stødte ind i tekster. Og hvad der skete var: De gik i stå. De havde lært at læse. De troede ikke mere på de brudstykker de havde lært ved at lytte og synge. Deres tillid var flyttet over på de skrevne tekster.
Det som interesserede mig så meget ved dette værk, på denne sene del af min talemelodiske undersøgelse var værkets kapitel 2, med dets grundige påvisning af hvordan folk der ikke kunne læse og skrive kunne opnå stor sangerstatus. Her og nu skulle jeg altså gennemføre et forsøg og tilrettelægge en "gå og syng"-vandring på Egholm, fordi at gå og synge var en oplagt smuktsprogs-metode. Jeg snublede bare hele tiden over den vanskelighed at det forekom mig at folk først måtte lære i det mindste en enkelt sang udenad for at gøre det. Det havde jeg bidt mig fast i. Jeg blev meget forbløffet over Lord/Parry's opdagelser af hvordan de orale poeter lærte udenad. Det gjorde de nemlig ikke. En sang måtte ganske vist ikke ændres men den var ikke ”færdig” som en tekst er det. Den skulle hele tiden skabes påny, helt som den skulle være. Det hele er forklaret i dette 2. kapitel i ”The Singer of Tales”, det kapitel, som handler om sangerens træning. Først lærte de temaer og mønstre og motiver i barndommens og ungdommens tiår. I den tid sang de aldrig for voksne, men måske prøvende og i fortrolighed for en kammerat. Så brugte de ti år på at lære bare en enkelt sang så godt at den kunne fremføres rigtigt overfor et publikum på en cafe en aften. Var den vanskelig og blev den heldigt gennemført blev det bifaldet af de kritiske tilhørere. Yderligere ti eller femten år gik med at skabe sig et helt repertoire på tredive sange. Det var alt de nåede. Men disse sange kunne de gøre længere eller kortere, alt efter om de blev afbrudt eller de havde en hel aften til deres rådighed. Hvis der kom en slægtning eller ven ind ad døren, som ingen havde set længe måtte de kunne færdiggøre sangen bagefter i en forkortet version uden at noget væsentligt gik tabt. Det var en naturlig forventning som de på én gang spændte og afslappede tilhørere nærede. Det var dét man forventede af sangeren. Når Lord så på ny besøgte sangeren femten år efter og påny optog sangen med sit udstyr og og sammenlignede den ny optagelse med den første version var den stort set uændret, selvom den ofte havde hundreder af vers.
Det var således også opdagelsen på Balkan af denne forbløffende evne der banede vej for at Eric A. Havelock nogle tiår senere gav forslaget til dén forbløffende løsning på den "homeriske gåde", at Homer faktisk kan have været i stand til at huske alle de tusind vers i Iliaden og Odysseen udenad, noget oldtidsforskerne næsten ikke har kunnet kommet på, når de grublede over hvordan dog disse to berømte værker kunne være så velskrevne og stramt komponerede.
Trods det oldgræske udgangspunkt har disse ting imidlertid interesse for hvordan vi almindelige mennesker kan finde metoder til smukt sprog i almindelighed. Der er altså meget, meget lang vej til at kunne underholde ved at synge og fortælle en hel aften. Og man må lære at foredrage een sang før man kan lære at foredrage mange.
Og jeg besluttede, som allerede nævnt, at der overhovedet ikke skulle lægges op til at bruge hverken tekster eller udenad lærte sange ved synge/vandre-forsøget på Egholm. Indbydelsen kom derfor til at se således ud:
Gå og syng med melodi-GANG-prix på stranden på Limfjords-øen Egholm 25 kroner, incl. færge, kaffe over bål og sange Lørdag 21. april Mødested kl. 9.55 ved Egholmfærgens ventesal, vi sejler kl. 10.00 ---------------------------------- S T E M M E - S E D D E L 1. Jeg ved en lærkerede 2. Så længe jeg lever 3. Vimmersvej 4. Poul sine Høns i haven lod flyve 5. Nanna med den røde mund 6. Det er en kold tid vi lever i 7. Rits-rats-filli-ong-gong-gong 8. Den blå kilde 9. Lotte gik 10. Den toppede høne -------------------------------------------- Her kåres GANG-prix'ets vinder: Hvilken melodi er bedst at gå og synge ? Varighed godt to timer-Husk evt. madpakke. Der er bål-kaffe. Fire gamle danske folkemelodier skal kæmpe mod Jeppe Åkjær, John Mogensen og Kim Larsen (der er favorit) og Odder (der er gang-prix'ets "dark horse") Arrangør og forsanger med guitar er Otto Carlsen i samarbejde med smuktsprogs-websitet www.otxto.dk
Forsøget blev dagen efter omtalt i avisen Nordjyske. (Se bilag) Overskriften på artiklen, som viste de muntert syngende forsøgsdeltagere i vandkanten svinge med armene i rask gang, var: "Lærkereden er et hit at gå til". To dage senere skrev jeg nedenstående læserbrev til bladet, som dog ikke blev bragt, måske fordi det var for uinteressant, eller måske fordi jeg vist sendte det til den forkerte afdeling.
Jeg kan imidlertid bruge det her. Anledningen var, at journalisten på bladet, som kom over på øen til konkurrencen på stranden havde frittet mig ud inden forsøget. Han ville gerne vide hvor ideen til at lave et "GANG-prix" var kommet fra, og jeg havde i selve situationen på øen svigtet lidt med at forklare det, fordi jeg jo samtidig var ansvarlig overfor de syngende gæster ved den lejlighed og bål og kaffe, etc. -og ikke kunne give interview samtidig. Så min intention bagefter med læserbrevet var at slå et slag for det sprogvidenskabelige grundlag som dette temmelig "poppede" initiativ egentlig havde. Her er hvad jeg skrev:
Læserbrev til Nordjyske. Håber I vil optage dette. --------------------------------------------------------------------------- En sang der giver mening. (Efter melodi-GANG-prix 2007 på Egholm) ------------------------------------------------------------ Som svar på Nordjyske's udsendte Jesper Schouenborg's spørgsmål, hvor ideen til Melodi-GANG-Prix kom fra nåede jeg ikke at uddybe mig. Men der var så stor forhånds-interesse for at gå og synge på Egholms strand, og der var så mange der var forhindret i at komme fordi det var en lørdag morgen at jeg gerne vil føje det til reportagen, der bragtes her i bladet søndag 22.4. Ideen til Melodi-GANG-Prix var kun fjorten dage gammel da den blev lanceret. Indtil da havde vi arbejdet med udtrykket "Trekking i det fri med sang". Vi havde været lige ved at give op. Vi vidste vi ville ud at gå og synge for at prøve den metode at træne sit sprog via "sang i gang". Og hvem er "vi"? Vi er i denne sammenhæng smuktsprogs-websitet www.otxto.dk. Hvordan i alverden skulle vi få nogen til at se ideen i eksperimentet ?. Sandheden er, at vi havde jo nok en fornemmelse af at det ikke var sjovt nok. Og det er jo ellers sjovt at gå og synge. Et GANG-prix, det kunne være sjovt. Ideen kom altså fra overvejelser om smuktsprogs-metoder. Det er altså svaret på Journalist Jesper Schouenborgs spørgsmål, som blev stillet ved bålet lige inden konkurrencen skulle i gang, hvor der var lidt travlt med det hele. Det var sådan det gik til. Så bortset fra den sjove overskrift er det altså en lang bestræbelse. For vores eget vedkommende var der ingen tvivl om at der var ide i at gå en tur og synge en sang for at træne tale-melodien, for alle vore undersøgelser af smukt sprog tydede i den retning. Den ene halvdel består i at bruge gode ord, ordforrådet selvfølgelig. Men den anden består ifølge vor antagelse i, at disse ord alle har toner og bærer talens naturlige melodi frem så meningen dannes, og for disse ordtoner udgør sangen en århundredernes kilde, et reservoir, et skatkammer, ja måske garantien for talemelodiens forbløffende konstans. Den vindende melodi i Melodi-GANG-prix 2007 er endda et særligt fornemt eksempel, idet netop "Jeg ved en lærkerede" ejer ord så smukt sat i melodi, at hvis man siger versene lyder det næsten som man synger dem. Prøv selv. Jeg vil gerne tilføje til slut, at det var en stor fornøjelse at spille for og være forsanger på konkurrencen Jeg var meget overrasket over at deltagerne bagefter lige så stille forlod bålet med kaffen for at gå sangene igennem for sig selv hen langs vandkanten. Men nu skulle der jo tages stilling. -Hvilken melodi vár det nu, det var bedst at gå og synge til når man for alvor mærkede efter. Jeg var også overrasket over at folkemelodierne og Kim Larsen blev slået, men ved nærmere eftertanke er det indlysende at en natur-melodi vinder i naturen. Havde vi gået gennem Bispensgade og sunget kunne stenbro-sange have haft større chance, ligesom et skov-GANG-prix kunne tænkes at have "I skovens dybe stille ro" som een af favoritterne. En sang skal passe til lejligheden. Det er næsten for selvfølgeligt til at være tankevækkende, men derfor synes jeg godt man kan tænke lidt over det, siden "lærkereden" nu vandt så klart, som den gjorde. -med venlig hilsen Otto Carlsen, Dansk-studerende Aalborg Universitet Henrik Gernersgade 6 9000 Aalborg 24 48 88 19
Læserbrevet giver næsten forsøgets konklusion. Der er kun een ting der er udeladt, og det skyldes at jeg først senere kom på at den kunne være betydningsfuld.
På stranden var det nemlig foregået på den måde, at da vi havde gået de første fem sange og sunget dem foreslog en deltager at jeg lagde guitaren væk. ”Det er for styrende”, blev der sagt. Instrumentet blev prompte og lige på stedet lagt på jorden. Guitaren kom dog frem igen bagefter og var også fremme før konkurrencen, hvor jeg havde holdt et lille indlednings-foredrag med et par sang-eksempler for at klovne lidt for at det ikke skulle være flovt når vi selv skulle til at gå og synge. I denne sammenhæng havde jeg vist bogen med Parry/Lord-undersøgelsen frem, og fortalt om sanger-uddannelsen på Balkan, og undersøgelsen af smukt sprog med vægt på tone.
Men den lille tilføjelse om det akkompagnerende instrument, der dømtes ud af konkurrencen viser hvor dedikeret og seriøst der blev voteret af deltagerne på Melodi-GANG-Prix 2007 på Egholm.
At gå og synge er en plausibel smuktsprogs-metode. Forsøget bekræfter det går an. Sangen behøver ikke at være lært udenad, idet man kan synge de stumper man kan og sætte det sammen, ligesom de store mundtlige poeter på Balkan gjorde: Undtagelsesvis har de fået lov til at fuldføre den eller forlænge den til sublime versioner. De har skabt deres mundtlige poesi hver gang de har fremført den, og de har aldrig kunnet den udenad i den "tekstlige" udenads-form hvori vi læsende individer forstår den. Men de har kendt temaerne og ordene og melodierne fra deres barndom og ungdom.
Jeg afsluttede eksperiment 3 ved tilføje en række paragraffer til web-sitets højrekolofon, som popper fast op ved alle poster, uanset hvad der søges på. Det er et forsøg på at formulere sang-erfaringen populært og vejledende. :
§4 Den sikkert mest berømte bog i verden om skjaldene eller troubadurerne eller sangerne hedder "The Singer of Tales." (Harvard University Press, 1959) Heri fortæller Albert B. Lord at det tager årtier at blive en rigtig oral poet, en ordkunstner, der kan synge i den rigtige mundtlige fortællende stil. Denne berømte forfatter interviewede de sidste levende "eksemplarer" af dén ordkunstner-generation i Jugoslavien, der ikke kunne læse og skrive, men kunne underholde aften efter aften med tusinder af vers. De kunne afkorte og forlænge deres sange alt efter om det var en rolig aften eller en aften med mange afbrydelser. De kunne åbenbart mange versioner af den samme sang, men mente selv at der kun var een. Hvordan lærte de overhovedet udenad, når de ikke kunne læse tekster og ikke kunne skrive ned? I bogen "The Singer of Tales" findes et mægtigt materiale om dette spørgsmål, der siden har været diskuteret grundigt i tidsskriftet "Oral Tradition", som udgives i USA.
§5 I "The Singer of Tales" er der et helt kapitel der handler om sangerens træning. Denne træning er næsten livslang idet en virkelig sanger skal have nået moden alder, og træningen kan siges at have tre faser. Først bruger han (-det er altid en mand !) barndoms- og ungdomsårene til at lytte til andre og prøve selv at synge lidt for sig selv dagen efter, og i den kommende tid. Det kender vi alle. Der er lidt der bliver hængende. Han prøver at synge det for sine kammerater, men aldrig for de voksne. Her i første fase lærer han toner og mønstre og temaer i den måde der tales og synges på.
§6 Nu kommer 2. fase. Her er målet for sangeren at kunne synge en sang rigtigt for en voksen forsamling. Det er ikke let. Efter mange år kommer den dag hvor han kan klare det. Det drejer sig om en svær sang og der bliver klappet !
§7 Men 3. fase tager næsten lige så lang tid. Nu er målet at kunne underholde en hel aften. Her går der måske endnu 10 og 15 og 20 år. Han skal være så mesterlig at han kan stoppe op og hilse hvis der kommer nogen ind ad døren og afbryder ham og så skal han kunne tage tråden op igen, og han skal kunne afkorte en lang sang, og kunne skifte tema, og han skal kunne genbruge mindre stykker som han tidligere har brugt.
§8 Her er hemmeligheden, som ”The Singer of Tales” afslører. Den orale poet, den balkanske sanger kan sangene. Men han kan ikke sangene udenad i den forstand vi normalt opfatter det. Han kan ikke læse og skrive, han ved ikke hvad et ord, en linje, et vers, en tekst er. Han kan mere end at lære udenad. Han digter dem hver gang han synger dem, med stumper han alligevel kan udenad og dele af traditionel karakter som han føjer til. Der er gået mange år med sang. I denne tredje fase er han en mester, men alligevel: -Det grundlæggende var den første fase hvor han gik og sang for sig selv.
§9 Hvad vi kan lære af "The Singer of Tales" er altså: Man må gå og synge for sig selv, både melodierne og ord, men først og fremmest melodier. Vi behøver altså ikke lære sange udenad. Det troede vi ellers en lang tid her på smuktsprogs-websitet www.otxto.dk. Mange poster bærer præg af dette problem, som vi ikke kunne løse før vi fik kendskab til Lord's værk, ”The Singer of Tales”.
§10 En stor sanger af de berømte i det gamle Jugoslavien sagde at han kunne 30 sange udenad. Det samme sagde de andre store sangere pudsigt nok. En sang til hver aften i måneden. Det havde de brugt et liv på. Det er altså virkelig svært at lære udenad, men vejen til at kunne synge og fortælle smukt går via sang og melodi og fløjt i dagligdagen. Det kan du læse meget mere om her på dette website. Vi er allerede i gang når vi blir født, for inde i livmoderen lytter vi som fostre til vor moders sang og til melodien i den måde hun taler, ordenes toner. Vi lærer med andre ord "melodien" i vort "moders-mål". Vi må ikke glemme at evnen til at lytte er meget stor, og den er i sig selv stor nok til at lære sange. Det ser vi af den måde hvorpå moderne nutids-komponister lærer deres sangerinder at synge de sange de lige har lavet. Det er ikke nødvendigt at lave en tekst, men det er nødvendigt at lave en CD med sangen i to versioner, én med sangen akkompagneret og én med akkompagnementet alene, uden sang. Nu øver sangerinden sangen ved at lytte vil sangversionen og øve den ind over den sangløse version som følger efter på denne CD. Ved svære passager går hun tilbage og lytter og mærker sig hvordan det skal gøres. Der kan godt følge en skreven tekst med til at støtte sig på, men det er unødvendigt. Den rigtige måde at synge den ny sang på viser sig ved at lytte til den. Det kender vi fra populær-musikken. En sang som Susan Himmelblå på Kim Larsens ”Midt om Natten” har befolkningen lært ved at lytte til den, altså ved nutidens orale overlevering. Denne plade var i 1997 Danmarks mest solgte.
§11 Hvordan blev bogen om den tekst-løse sangkultur på Balkan til ? Dens erfaringer bygger på et mægtigt solidt grundlag. Forfatteren, den unge Albert B. Lord og hans lærer Milman Parry indspillede 35.000 gammeldags aluminiums-plader da de drog rundt i Balkans bjerge og lod de sidste mundtlige poeter synge og fortælle om deres uddøende kunst. Sangbøger skadede dem. Det viste sig at tekster ødelagde evnen. Når de lærte at læse gik evnen tabt. Ikke med det samme, men i næste led. Sangerne forlod deres egen version. Sangenes trykte udgaver vandt over de genfortalte. Men nu ved vi at det er svært at lære udenad, uanset om man kan læse eller ej, hvorimod det er let at lære melodier og at digte på melodier og huske temaer og brudstykker og enkelte vers. Det er så let at alle kan. Vær derfor glad for de brudstykker og enkelt-vers du kender. Husk de har melodi knyttet til. De toner er guld værd for dig. Syng dem så tit du kan. I stedet for at ærgre dig over at du ikke kan mange vers udenad, så syng dem du kan igen og igen og føj nogle enkelte til efterhånden. For de store sangere har gjort det samme.
§12 Udenads-lære i stor målestok og efter skriftlige tekster er altså unødvendigt og i det lange løb ikke gavnligt for naturligt smukt sprog. Det viste Parry/Lord med deres verdensberømte feltstudie i denne bog
§13 Et godt eksempel er en sang du med garanti kender. Har du tænkt på at "Jeg ved en lærkerede" næsten aldrig bliver brugt til at lave ny tekster på. Melodien er ikke ledig, den er optaget af ordene. Ordene ejer melodien. Det er sjældent at det sker med en populær sang. Et andet sjældent eksempel er "Hønsefødder og gulerødder". De får lov at stå. Hvis du øver dig livet igennem bliver det måske dig der laver en sang hvor ordene ejer melodien. Hvor ingen ville drømme om at stjæle melodien til eget formål, fordi de vidste det ville skabe protester.
§14 Der er altså noget der tyder på at sang kan bruges med smukt sprog som formål, uden at du har brug for tykke sanghæfter eller svedig udenadslære og hvad melodien angår så findes den allerede i talen, ordene i din tale har allerede en tone og melodi. Tænk igen på "Jeg ved en lærkerede". Læs den op og syng den så. Ordene passer til melodien for de har fundet hinanden som to der ikke er til at skille ad. Vi kan ikke undvære gode sange og her på web-sitet www.otxto.dk har vi en række gode sanghæfter i POST 9, hvortil der linkes fra forsiden. Men husk at sange også kan synges uden papir, under åben himmel eller ved stearinlysets skær. Du har det i dig, fra fødslen af. Ja, fra før fødslen, for inde i livmoderen lå du som foster og lyttede til tonen fra din moders hjerte og til tonen fra hendes tale og sang og hvad hun sagde til din far og hvad han sagde, for gennem maveskindet kom lyden udefra. Det kan du læse om her på websitet i afsnittet om Carmen Fonseca Mora's arbejder.
