15 citat fra "Smukt Sprog" side 31-37

Kapitel 3
Det rette ord.


Posten om Logik
på undersøgelsens website
blev udarbejdet sideløbende,
og kunne nu udformes således, idet der citeres:

http://www.otxto.dk/
POST 3
Det rette ord. En meget gammel advarsel fra den klassiske logik om at passe på ikke at være for abstrakt.
Studiet af den klassiske logiks originale tekst er forladt af alle videnskaber, formentlig fordi logikken ikke er omstridt. Den er tværtimod helt gået ind i sproget. Hvorfor beskæftige sig med et problem som ikke er noget problem for os?
Svaret er at vort emne ikke er dagligdags. Til daglig tænker vi ikke på om vort sprog er smukt. Sproget tjener jo praktiske formål. Men i denne specielle undersøgelse er formålet smukt sprog, og så bliver det nødvendigt at beskæftige sig med det rette ord: Om de ord vi bruger er til det yderste sigende, samtidig med at deres tone kan forstærke dem i den ekstra grad der er behov for, eller moderere dem lidt hvis de er for skarpt valgte. Det er almindeligt. Er ordet for bredt kan betydningen blive af en anden art end den smukkeste distinkte fremstilling ville have givet den. Vi kender alle denne funktion når vi retter vor tale og finder et bedre udtryk.
Efter en række indledende eksperimenter blev undersøgelsen af smukt sprog her på http://www.otxto.dk/ lagt sådan til rette, at evner der var grundlæggende forskellige ikke behøvedes at skulle undersøges på samme tid. Hermed blev det nemmere at søge efter metoder til smukt sprog. Enten var det rette ord i fokus og så handlede det om logik, eller også var det den rette tone der blev eftersøgt og så handlede det om gehør.
Her i POST 3 behandles logik som den ord-teori der blev udkastet af en mand der levede i det gamle Grækenland, en teori, som vi på helt fantastisk vis ejer nøjagtigt nedskrevet og overleveret til i dag.
På Aalborg Universitet er vi så heldige at råde over en autoritativ udgave af det berømte værk.
Men meget vand er løbet i åen siden Aristoteles skrev eller dikterede til sin skriver, og i dag bruges ordet logik anderledes end den gang. Logik kan i dag have mere end én betydning. Her er vi nødt til at bestemme hvad vi mener med ”logik” og hvad ”logisk” betyder i undersøgelsen. Hvis man ikke mener at logik betyder en teori men tværtimod og ganske modsat mener at det betyder noget givet, så tager man udgangspunkt i dagligsprogets betydning, det er logisk, det er selvfølgeligt, det er selvindlysende, men så ser man altså bort fra at grundlaget for udtrykket ”logik” historisk betegner Aristoteles’s overordentlig indflydelsesrige, for ikke at sige i Vesten sejrende teori: ”Organon”, som er et værk på 400 sider. Men det er ikke så mærkeligt at man tænker sådan, eftersom logikken er gået ind i sprog og matematik.
Hvis man ville indvende at det virkelig ikke kan være aktuelt at beskæftige sig med så gamle ting kunne der svares, at det på den anden side er mærkeligt at en så gammel ting ikke rummer noget vi kunne tænke os at lave om i dag. At det er mærkeligt, at de aristoteliske kategorier er gået ind i dagligsproget i den grad. Måske er det mere frugtbart at forestille sig hvad der var udfordringen for den gamle græker, der som den første sad med et tegnsystem der kunne synliggøre tanken, som før blot kunne udtrykkes via talen. Man fik sproget for øje for første gang. Det skriftlige havde bare en brist. Udfordringen var unægtelig dén, at tonerne var væk i det sete sprog, tonerne var væk i skriftens af sølle 26 tegn dannede ord, og det var måske derfor et (logisk) system måtte etableres der kunne graduere for grove eller upræcise ord, og det måtte ikke ske ved hjælp af tonefald eller talemelodi som vi elegant gør i talen, -men måtte ske ved hjælp af andre ord, ord der spillede tonens rolle, og skrives bagefter eller foran eller i stedet for det blatante eller alt for voldsomme eller måske omvendt bevidst underdrevne udtryk som man ikke vil stå ved som det står dér umodereret i al sin nedskrevne påtrængenhed, eller omvendt, som man netop ønsker at gøre mindre tilbageholdende hvis man har valgt et for beskedent udtryk for sin tanke.
Hvad kan man gøre? Der findes et praktisk redskab. På dette website for smukt sprog peger vi på en metode til at træne smukt sprog via valg af de rette ord. Man kan studere en thesaurus, det vil sige en begrebsordbog. (Ikke at forveksle med en synonym-ordbog.)
Værktøjet ser meget mærkeligt ud. Det ligner bestemt ikke andre ordbøger. Forrest er store klasse-diagrammer, bagest et mægtigt, mægtigt register. I Dansk Begrebsordbog er alle almenbegreber (ca. 70.000 i den danske udgave) på denne måde klassificeret efter arter af betydning og suppleret med et indgangsnummerregister på hvert eneste af de mange ord, så registeret bagi fylder halvdelen af værket.

"Dansk Begrebsordbog" som udkom i 1945 er udarbejdet af vore bedste sprogfolk og på Aalborg Universitet har vi konstateret at værket er et af de bedste af sin art i verden, det er omfattende, men også afklaret koncist og ikke for præget af sin ophavsmands begreber.

Englændernes berømte ”Roget’s Thesaurus” er præget af at skaberen var læge. Medicinske udtryk stikker for meget frem.

Vores danske værks specielle tilblivelses-historie bestod i at det, inden sin færdiggørelse, gik igennem flere hænder end det typiske udenlandske leksikografiske værk af denne meget specielle type, der er tale om. Det er værket ikke blevet ringere af, for der var tale om gode hænder.

Det er et fint arbejde vi her ser. Ordene er opstillet så deres betydning virkelig ordner dem i arter og klasser.

Endnu er den danske begrebsordbog ikke blevet digitaliseret, men den engelske er, og jeg har, bistået af Aalborg Universitetsbibliotek og CFL, ”Center for Linguistik" lavet en udstilling om værket i 2005, hvor den fyldte 60 år ( se bilag).

Problemstilingen er på én gang vanskelig og let, fremmed og velkendt. Den er imidlertid lettest at begribe historisk.

Med skriften skabtes værktøjet for klassifikation for første gang i verdenshistorien. Begrebet om klasse kunne ikke undværes for den nyopfundne klassiske aristoteliske logik i det klassiske Grækenland, -men tidligere var der ikke behov for et sådant begreb. I de homeriske skrifter fra præ-klassisk tid beskrives alene konkrete arter af ting og menneskelige forhold og enkeltpersoner, for eksempel Odysseus’ og Akilleus’ bedrifter.

Sådan var det i den græske civilisations barndom. Med Aristoteles’s lærer Platon’s sokratiske dialoger ser man imidlertid hvordan de abstrakte kategorier diskuteres, og i Platon’s hovedværk ”Staten” får vi en gennemgang af teoretiske udtryk, eksempelvis moral og retfærdighed, og klassernes rolle udfærdiges til en systematisk teori, for eksempel af begrebsparret årsag og virkning. Platon angreb i ”Staten” digteriet, syngeriet, dette unyttige. Men det var skriftsproget der muliggjorde en sådan afstandstagen, idet syngeriet før i tiden havde været nødvendigt for at huske. Skriftens hovedmangel, tonerne, måtte kompenseres med et vokabular der kunne udfylde en præciserende plads. Et begrebs-apparat. Det var her Aristoteles tilstillede den adækvate teori, logikken.
Altså, der krævedes således omkring 500 f. Kr. et skriftsprog for at kunne foretage klassifikation. Uden skriftsprog, -med et versemål som huskemål alene – havde klassebegrebet været umuligt at udvikle for sine opstillinger af udtrykkenes forskellige arter, men det havde heller ikke været historisk nødvendigt. Her ser vi: Aristoteles's udfærdigelse af klasse-begrebet i de første, for ikke at sige det initialiserende afsnit af Organon gik ud på:

1. Arten af tingen var ganske vist tættere på tingene end klassen. Skulle man derfor sige noget om en ting måtte man hellere angive af hvilken art den var end af hvilken klasse.

2. Klassen, på sin side, fandt man først efter at man færdiggjorde alle artsbestemmelser. Men dermed var klasserne også af natur mere bestandige, -uden dog at Aristoteles påstod at de var evige.
Hvis man ville udtrykke meningen uden hjælp fra talens melodi måtte man gøre korrekt brug af de (rent) logiske virkemidler, sådan som Aristoteles viste. Men så måtte man rigtignok også anvende kategorierne rigtigt, og det er ikke så let. Til alt held for vi moderne mennesker får vi disse kategorier "ind med modermælken". Vi kan slet ikke forstå at de på et tidspunkt i vor civilisations historie er blevet definerede. Og de er naturligvis heller ikke alle opfundet af Aristoteles, men han har tillagt dem definitioner og skabt konventionen, og dermed på helt afgørende vis skabt den logiske skole, som -via de alexandrinske biblioteker, -videre af romerne- tilsidst kunne genoptages i renæssancen, således at hovedsprogene i Vesten har videnskabelige udgaver af værket. At almenbegrebernes ”værktøjs”-udtryk er blevet udgangs-definerede i klassisk oldtid forekommer stadig som et mirakel, ved læsningen af den gamle tekst. Miraklet er imidlertid uafviseligt. Aristoteles’ indsigtsfulde forklaringer var engang ny og revolutionerende. I dag virker det nærmest lidt forbløffende når vi får dem forklaret, lidt ligesom hvis man som voksen bad om et glas varm mælk og fik den serveret på en sutteflaske. Men engang var det lige hvad der skulle til.


Der skulle skelnes mellem art og klasse. Aristoteles så faktisk selv i sin logik svagheden ved at tage "klasse" som sit udgangspunkt. Klassen var begreb for en enhed, der i sin art stod over arterne. Den var længere fra tingene end arterne var. Arts-bestemmelsens kunst står højest. Arterne, det var dém som udtrykte tingenes væsen. Et begreb udtrykker fællestræk ved flere ting og i dette tilfælde er tingene arter, så klasserne som begreb sammenfattede arterne, der allerede, som begreber, var væsensbestemmelser.
Aristoteles anerkender altså at man sagde mere om en tings væsen ved at angive dens art end ved at angive dens klasse. Ellers var man nemlig allerede længere væk fra den.

Når vi angiver "af hvilken art" en ting er det mere hjælpsomt end hvis vi siger at "den hører til den eller den klasse af ting". Til gengæld kan det sidste udtryk være det nyttigste. Vi kender det. Hvis vi er usikre på den helt nøjagtige art af tingen kan vi sige at den er af dén og dén klasse. Hvis man ikke ved om det var en mand eller en kvinde der faldt død om på gaden kan man i det mindste oplyse at det var et menneske. Hvis man ikke engang er sikker på dét, tør man i det mindste slå fast at det var et levende væsen. Så er det da klassificeret så langt.

Man skal især læse side 21 til 33 af Aristoteles Logik for at se hvordan han anviser hvordan vi anvender det rigtige ord når vi taler om tingene. Værket der henvises til er ”Aristotle in Twentythree Volumes” ( Translated by Harold P. Cooke, M.A. Harvard University Press, 1928), som udmærker sig ved at den har den originale græske tekst på venstresiden og Cooke’s tilsvarende oversættelse overfor på højresiden, og dét afsnit, hvor Aristoteles giver det gode råd om at omtale tingene ved deres rette art fremfor at anvende en klassifikation for dem står i Vol. 1: The Categories" (chapter 5: "Of Substance").:
Det lykkes på disse 8 sider (21-33) Aristoteles at vise, hvorfor vi skal anvende rigtige ord når vi taler om tingene. Tingene kaldes her for "substanser", og mellem disse substanser eksisterer der forhold der ikke er substanser men relationer. Disse ikke-ting, som er værensmåder, kategoriserer han ligeså grundigt som han kategoriserer tingene med disses arter og klasser.

Denne gennemgang giver nu anledning til 3 afsluttende bemærkninger, der viser hvordan den rette brug af Dansk Begrebsordbog og logikkens værktøjs-udtryk kan bidrage til et smukt sprog.

1
Aristoteles gør os her i indlednings-kapitlet til sin logik opmærksom på, at de ”sekundære” substanser, arterne og klasserne slet ikke ville findes hvis de primære substanser ikke gjorde. Det overraskende i denne to-et-halvt-tusind år gamle konstatering er formentlig bare dét, at den åbenbart skulle gøres ? Var der allerede dengang nogen der levede for meget i abstraktionernes verden ? Det kunne bemærkningen fra den gamle lærer jo tyde på. Nogen erfaring har han haft. Han var jo også huslærer for Alexander den Store mens denne var dreng, som på sin side blev berømt for grundlæggelsen af bibliotekerne rundt omkring i verden og ikke mindst i Alexandria. En stor lærer for en stor elev. Et og andet hensyn er givetvis blevet taget til smukt sprog, og dét er en gammel prøvet sag. Men det ved vi ikke.


2
Udover denne overraskende advarsel gør Aristoteles den skarpsindige iagttagelse af de specielle forhold på arternes niveau at der her eksisterer en sådan sammenhæng at det er et særtræk ved arterne at de "alle er arter i samme grad".

3
Hvad med overgangen mellem de to begreber art og klasse ? Ganske sigende er i Dansk Begrebsordbog de udtryk for ”klasse” som kommer tættest på
”art”
således begreberne
”slags”
og
”afart”,
-udtryk der stadig hører hjemme på ”klassens” semantiske felt, fremfor artens, fordi de tydeligvis peger på noget mere abstrakt, mindre specielt, mere alment, mere klassisk end de peger på noget mere væsensmæssigt afklaret af en speciel karakter, art.
Dansk Begrebsordbog viser altså at den kan skelne. Den består prøven her. Forhold det er værd at lægge sig på sinde når man efterstræber smukt sprog for hvis man insisterer på at anvende en klassificerende betegnelse frem for at nøjes med at angive en art vil ”slagsen” eller ”afarten” være den til arterne nærmeste klasse, -nærmeste fordi den vil angive typen. Det er ikke dårligt. Moderne faggrupper kunne bruge det. Det typiske udtryk. Det er ofte dét som programmører tilstræber når de navngiver deres variabler, en slags typisk afart, som vi skal se i det datamatiske afsnit. Man søger noget sådant, fordi udtrykket man navngiver sin klasse med skal være så ledigt at det ikke er alt for optaget af dagligsproglig anvendelse.


Her slutter citatet
fra POST 3
http://www.otxto.dk/




Der behøvedes en populær indføring. Jeg afsluttede arbejdet med posten om logik ved at tilføje web-sitets faste højre-kolofon disse tre små paragraffer om emnet:

§18 Det sidste gode råd er at slå op i en begrebsordbog hvis du skal forklare noget. Tingene kan jo være svære at skille ad, især hvis man ikke har begreb om dem. Et begreb betyder ikke en ting men fællestræk ved flere ting. Har du begreb om tingene er det derfor lettere at forklare hvad de har fælles med andre, og hvad de er forskellige fra. Nu ved folk hvad du mener, og de blir taknemlige og opfatter dig som et af disse sjældne mennesker man næsten aldrig møder, en type som hører til de "kategoriske". Ja det forbindes faktisk med "mod", selvom det er en sproglig evne du har. Du kan skabe indforståelse, som det hedder.
§19 Når først du får fornemmelsen for ordenes tone og melodi og endda anvender udtryk der er så velvalgte at du på forhånd skaber en vis indforståelse kan du forklare vanskeligere problemstillinger, og måske hjælpe andre til at blive opmærksomme derpå. Også dine børn kan få glæde deraf. Det bliver de altid meget glade for. Du kan jo sige det i en god tone, -ikke sandt ?
§20 Her er et godt smuktsprogs-hjælpemiddel. En begrebs-ordbog (også kaldet en "thesaurus") er så viseligt indrettet, at den ikke indeholder nogen tings-navne, -for der er jo uendelig mange ting i verden. Den indeholder kun ord for relationer mellem ting. Men det er nu ikke helt rigtigt. Der findes en slags "ting", der kun er ting rent sprogligt set. Det drejer sig om arterne og klassifikationerne af disse, de såkaldte klasser. I sproget behandles de som ting. Egentlig er de altså ingen ting. De behandles bare sådan (som ting) af sproget.