Grønbechs talemelodiske tanker i hans ”Sprogets Musik” (1943).
Talemelodi udgør et vigtigt emne i denne lille bog, som udkom under 2. verdenskrig. Vilhelm Grønbechs påpegelse i "Sprogets Musik" af dette melodiske som et kættersk emne for sprogvidenskaben er noget af det eneste jeg har kunnet finde om emnet på dansk, og fundet af den lille bog blev retningsgivende for undersøgelsen af smukt sprog. Hans fremstilling er smukt bredt dansk skriftsprog, men af nogle anmeldere dog kritiseret for at flagre i emnet. Heldigvis kan vi jo plukke.
Vilhelm Grønbech's bog fra 1943: "Sprogets Musik" vælger jeg altså at citere omfattende fra, selv om dens stil bestemt ikke kan kaldes kortfattet. Men bogen beskæftiger sig intenst med vort emne. Den skabte øjeblikkelig debat mellem landets fremmeste sprogfolk, men selve hans påstande om at talen har melodi og at det er denne melodi der bærer meningen frem kom hverken hans støtter eller kritikere ret meget ind på. Man hæftede sig ved andre ting i bogen. Så vidt jeg har kunnet erfare har heller ingen gjort det siden, selv om mange har beskæftiget sig med Grønbechs store og folkekære forfatterskab. Et par årtier efter, og med et gennembrud i 1963, kom der imidlertid med eet en mangesidig engelsksproget litteratur om "oral tradition" (versus "literaritens tradition") der kunne synes at underbygge de påstande vor landsmand dengang fremsatte.
Det forekommer mig imidlertid at Grønbech stadig er den der stiller problemet meget klart, selvom hans form var uakademisk, for ikke at sige ædende trekvart fjendtlig overfor akademiskhed. Han var illusionsløs på dette punkt. Grønbech siger blandt andet at hans modstandere, og det er altså akademikerne, har glemt det lille ord "synge".
”Sprogets Musik” lykkes i at beskæftige sig med sproglig melodisk skønhed i sig selv, fri af den meningsbærende opgave, (så meget desto bedre skøttet til at udføre den, skulle Grønbech ville vise) . Grønbech prøver at argumentere for at vi synger når vi taler. Jeg vil om lidt gøre nogle lange uddrag.
På første side af ”Sprogets Musik” fortæller han om en stakkels digter der ville have sine læsere til at synge sine digte men der var ikke angivet noder. Det gik slet ikke for denne digter. Folk var vildt forundrede hvad han mente. Hvordan kunne man dét, det forstod de ikke, ingen læsere. Nej, for de læste bare indenad, siger Grønbech. Han siger her i indledningen til sin bog, at nogle læsere ganske vist insisterer på at de lader ordene klinge inden i sig, men det giver Grønbech ikke meget for. Men digteren han havde omtalt, (som nok kunne være ham selv) mente at man skulle sidde der lige ret op og ned og synge hans tørre digte.
Grønbechs ide om sproglig tone er således formuleret i modsætning til skrifts-sprogligheden. Grønbech taler for at sprogets egen iboende melodi skal sættes i arbejde. Han tager i samme værk afstand fra sprogsvulstighed, dét er der nok af , dét er unødvendig overbudspolitik, bedre om man istedet iarbejdsætter sprogets naturlige egenmelodi.
Grønbech definerer i sit afslutningskapitel poesi som dér hvor sprogets melodi frit udfolder sig. Det sker i et overordentligt kritisk kapitel, der fra start til slut søger at forsvare sprogets egenmelodi overfor dette skadelige, sprogets orkestrering, som han kalder det. Hvad han her er imod er ibrugtagelsen af uvedkommende elementer.
Dette sidste kritiske kapitel har overskriften: PROSA OG VERS og Grønbech indleder det: (side 140)
"At tale er melodi, men til daglig er melodien dæmpet. I prosaen lyder den som når en hånd ligger let hen over et strengeinstrument, så at strengene ikke kan tone helt ud - de bliver dumpe og kortklingende. Hvis hånden løftes lidt, får melodien en mere bevæget form som et recitativo, som det viser sig, så snart en mand taler til en forsamling. Man skal nok mærke forskellen, hvis taleren midt i sit foredrag bliver nødt til at gøre en praktisk bemærkning, bede om at få en dør lukket; straks sættes tonen ned til prosa - dæmperen lægger sig på. Når hånden tages helt bort, stiger recitativet til vejrs. Der sker intet mere og intet mindre end at sprogets melodi frit udfolder sig. Det kaldes poesi."
Det er dette der er ideal for Grønbech. At ordet udfolder sig frit efter sin egen melodi. Melodien kan dæmpes i prosaisk retning, men melodien tilhører talen selv. Her på denne side, og den næste (side 141) uddyber han det: Han er modstander af et poetisk kunstsprog hvor meningen underlægges en kunstmelodi, han er modstander af den situation hvor "Sprogets melodi er rendyrket til klange". Han er modstander af at "Poeten skal være lydmaler" Han er modstander af at rimet, når det bruges som virkemiddel "...bliver opdyrket til et poetisk klokkespil, der ustandselig ledsager versene med sin kimen."
Grønbech foretager her på side 141 et lille kort spring over i musikken for at anføre følgende analogi:
"I poesien er der sket det samme som foregik i musikken, da den forvandledes fra at være en skabende tanke til at blive en stemningsrapsodi. Den gamle musik blev bygget op indefra,i noget vi af mangel på ord kan kalde en tanke; klanglegemet var et resultat af at tanken kom til udfoldelse; musikken var det nødvendige og derfor også klangrigtige udslag af indholdet. Den nye musik, fra Beethoven og Schubert, satte det effektfulde, satte patos i steden for indhold. "
Fra musikken vender han tilbage i litteraturen: Grønbech fortsætter ved at kritisere især de franske "lydmalere", f. eks. Hugo, Mallarmé. Alt hvad der hedder poesi blev påvirket, siger Grønbech. Altså da tendensen degraderede fra skabende tanke til stemningsrapsodi. Poesien var ikke sådan i tiden før. Grønbech er jo på hjemmebane når han hævder de nordiske oldtids-fortællere, idet han personligt har høstet varig anerkendelse for sine oversættelser af disse. Han kritiserer stemningsrapsodiske oversættelser af (Homer og) den gamle Edda og sagaerne:
"Hvad denne poetiske løshed kommer til at betyde, kan man lære alene ved at studere oversættelser af Homer, Edda, sagaer, skjaldekvad og anden ældre literatur. Når man dukker ned i Homer i dansk eller tysk eller engelsk gengivelse, får man gennem sproget det indtryk at Homer var en meget poetisk person; han lagde ingen videre vægt på at tilhørerne fik et præcist billede af heltene eller af situationerne, derimod var hen meget omhyggelig for at de skulle føle både personer og begivenheder som noget ophøjet, noget helt ude over det almene. .." (side 150)
Lidt længere nede på samme side fortsætter Grønbech sin kritik:
"Man bliver helt forbavset, hvis man virkelig kommer ind til Homers egen tekst og ser at ordene betyder noget bestemt, og at de gengiver dette bestemte med pertentlig præcision; de er set med øjet og følt i hånden, akkurat lige så meget som de er hørt. "
Grønbech kritiserer altså at konkreter svigtes af stilen. Han fortsætter på samme side:
"...Den underlige poetiske slaphed der kendetegner de moderne oversættelser, beror ikke på sløjhed hos oversætteren; tværtimod, han har gjort sig den yderste umage for at opnå den virkning der for ham er den eneste rigtige: det stemningsrige - poesi er klangsprog. Efter det synspunkt må gloserne vælges og stilles sammen, om de så kommer til at gå på tværs af Homers sætnings-komposition; man må udsøge de gloser der siger så lidt som muligt, fordi de præcise ord er hverdagslige og vulgære - de ødelægger stilen. Vi får da en omtrentlig gengivelse, hvor adjektiverne er frit komponerede og frit påsatte. Den Homer der træder frem for vort blik, er en Homer som han ville være nu, en æstetisk skønånd. "
Det er stærke ord og lidt længere fremme siger Grønbech, næsten bittert:
"Til syvende og sidst ligger hemmeligheden nok i at kritikeren har overhørt et lille ord: synge. Det er ikke så underligt, fordi han ikke kender det ord og derfor ikke aner hvad det betyder. Man synger nemlig ikke litteratur, den læser man, den lader man klinge i sig, som det smukt udtrykkes atter og atter. " (side 152)
De ovenstående citater stammede som nævnt alle fra afslutningskapitlet af Vilhelm Grønbech: "Sprogets Musik". (1943), Kbh. Poul Branners forlag.
Temaet holder imidlertid aldrig op med at optage ham. Et af de sidste værker fra hans hånd handler faktisk om det underfulde der sker når mennesker laver en melodi. I sin lille bog "Spillemænd og andre folk" (1959) fortæller han på kostelig vis fra sit arbejde som organist i en dansk kirke. Han var i en årrække organist ved Sebastianskirken i København, hvorved han sikrede sig sit udkomme, udover bogindtægterne, og man fornemmer at dette arbejde har været med til at give ham de mange vigtige toneudtryk for hans sprogmusikalske tanker, som en sprogmand normalt ikke ville eje i sit ordforråd. I ”Spillemænd og andre folk” fortæller han om melodiens mærkelige opståen af intet når han udøver sit hverv ved tangent og pedal. Ritualet forinden er at hans daglige foresatte i jobbet, præsten, klapper ham på ryggen inden organist Grønbech opladt stiger op til pladsen ved orglets piber. Præsten har venskabeligt formanet ham ikke at gøre præludiet for langt. Grønbech er imidlertid under forberedelse af en ugentlig skaberakt. Han ved ikke selv hvad det skal være, kender det ikke på forhånd, men digter det ved at lytte sig ind til situationen nede i menigheden der sidder nede i kirkens bund Han undrer sig over hvordan det kan være at det altid former sig sådan: At ligeså snart de første tre toner er slået an, da synes resten næsten at komme af sig selv, -og dét på een og kun een måde, som synes at følge af hvordan der er indledt med de allerførste anslag på tangenterne.
På side 17 og 18 i "Spillemænd og andre folk" undrer han sig over hvorfor det er så vanskeligt at definere hvad der sker her. Forinden har han på side 8-10 sagt, at selvom melodien bliver til så at sige af sig selv, så er det alligevel ikke tilfældigt, slet ikke, -snarere tværtimod. Han aner altså noget lovmæssigt. Når melodiens tema skal udfyldes er det ganske vist "vilter leg". Og i næstsidste sats kan man endda afvige tonen og foretage en stikvej eller chancere tonen. Men kun for med desto større kraft at vende tilbage i temaet og grundtonen, fra denne digression.
Grønbech opstiller ikke en sprog-teori om sprogets skønhed ud fra ytringens tale-melodiske toneform, men han mere end antyder at den eksisterer. Han kommer snarere fra musikken og lytter sig frem indenfor sproget, idet han anvender musik-faglige udtryk på sproget.
Man fornemmer en stor kærlighed til smukt sprog hos denne produktive danske forfatter, religionshistoriker, musiker og sprogmand.
Jeg vil gerne bringe yderligere en række citater fra "Sprogets Musik" der viser hvad det drejer sig om for Vilhelm Grønbech. Det er ikke alene et spørgsmål om at vise at tonen eksisterer, nej, det drejer sig om at han ligefrem mener at melodien er det skærskilt skønne, det etiske, det nationale, ja melodien er sprogets utilgængelige hemmelighed, som kun den der taler sit modersmål kan tale. Vi er nødt til at tage disse Grønbechske påstande ganske for det de står for, for han følte at han talte for døve øren indenfor sprogvidenskaben, og disse citerede steder udgør hans postulats gramme hjertesuk.
Jeg vil kommentere et stykke fra "Sprogets Musik", der strækker sig over flere sider (31-33), begyndende således:
"Hvert sprog har sin egen melodi, som ingen udlænding kan lære så godt at kende, at han kan udtale sig om den. Melodien er det sværeste af alt; en fremmed kan nå til at beherske bøjning, syntaks og ordforråd til fuldkommenhed - sprogets tone nemmer han aldrig rent, efter at han er blevet fem år gammel. Uden paradox kan man sige, at jo nærmere han kommer til at efterligne den, des mere røber han sig som fremmed; der findes ganske enkelte vokalakrobater, som kan gøre et fremmed sprogs tonegang efter med virtuositet; resultatet bliver det falskeste, det mest afskyværdige der kan tænkes at udgå af et menneskes mund. Det har ikke engang det forløsende ved sig, at det bliver komisk. " (side 31-32)
Grønbech fortsætter, idet han understreger melodien i sproget (min fremhævning, O.C.):
"Vore forestillinger om melodi henter vi fra de kunstprodukter som fremstilles af komponister. Når vi overfører disse musikalske begreber på sproget, tænker vi os uvilkårlig melodien som noget der følger med ordene og så at sige naturligt pynter på dem. Men melodien hører til sprogets allerintimeste bestanddele. Den er akkurat lige så vigtig til forståelse af meningen som form og lyd. Ja melodien er meningen, kunne man godt sige, den røber det nuancerede liv, som trænger sig frem til udtryk. Og nuancerne, det er jo selve mennesket, det særprægede individ, ikke blot en variation af noget almenmenneskeligt. På et menneskes svar - og på hans ansigtsudtryk - kan jeg altid kende, om han har forstået mig eller bare har opfattet hvad jeg mente, om det, der foran er kaldt ordets liv, er gået ind i ham. Og dybere endnu, man kan mærke om han blot har hørt hvad jeg siger, eller også hvad jeg siger. Lad en englænder eller tysker, og vi kan godt lægge til, en svensker eller nordmand, kunne godt dansk, så er der noget beklemmende ved en samtale med ham, så snart den går ud over almindeligheder. Han opfatter mine ord som en kundskabsmeddelelse, omtrent som når man læser i Bædeker; men det jeg egentlig siger, det som er livet i ordene eller rent ud sagt, det som er mig, kommer slet ikke til hans bevidsthed. Der tales så meget om trykket i ordene og sætningerne, og ejendommeligt nok kaldes det ofte for tonen - tonen ligger på første stavelse, siger vi; men accenten er jo kun et led i den musikalske bevægelse. Om jeg kan bringe mine medmennesker til at forstå, enten at jeg er her, eller jeg er her, eller jeg er her, det afhænger ikke af at jeg lægger trykket på det første, det mellemste eller det sidste ord, men af at jeg synger sætningen på forskellig melodi. Man behøver blot at gennemlytte nuancerne ved sådanne dagligdags ord som umulig og selvfølgelig i forskellige sætninger for at få et begreb om melodiens betydning for den rette forståelse. Hør blot de to sætninger: "det er ganske umuligt" og "det er umuligt simpelthen"og det er jo kun to blandt hundrede kombinatoner med ordet umulig. Hvor meget ligger der ikke i sætningen: "Nææ, at de tør," hvor den talendes gysende beundring er udtrykt i det usædvanlige, at samme tone holdes helt igennem." (side 32-33)
Grønbechs krav til virkelig mestring af et sprog er altså så strenge at man skal tage fat på det lang tid før skolestart og være uddannet i det væsentlige, modersmålets melodi, to år før 1. klasse. Men han mener jo også at melodien er noget afgørende for meningen.
Grønbech fortsætter, idet han kredser om sin opfattelse af sprogmelodien, idet han med forbehold forsøger at skelne tale-melodisk mellem "dansken" og det svenske og norske:
"Den lexikalske betydning af ordet giver kun et grundlag for gensidig forståelse, den kan pege hen på en genstand; i melodien får man det egentlige, det som foregår i den talende ved denne genstand. I ordene kan jeg meddele omverdenen min tanke - delvis da; i melodien kundgør jeg tankens dybe spil i min personlighed som helhed. Derimod kan man aldrig blive helt hjemme i et fremmed sprog man kan lære at telegrafere fuldkomment på det, men man kan ikke lære at digte på det. Sprogmelodien kan da ikke tages blot som den tonebevægelse der bølger gennem sætningerne; til den svarer den indre musik i meningen; de to kan lige så lidt skilles fra hinanden som lyd og indhold. Med melodi menes da her det som yderst toner i ordenes fald og inderst inde vibrerer i tanken.Man kan ikke undgå at få et indtryk af det fremmede sprogs melodi, forudsat naturligvis at man har lært det til bunds; ved svensk og norsk - ved visse former for svensk og norsk, skulle jeg hellere sige - går det indtryk ud på at melodien hos vore naboer i modsætning til dansk bevæger sig i fastlagte kadencer. Det kan aldrig blive mere end et løst, om man vil, uvederhæftigt skøn, såsandt en udlænding har skarpere øre for strukturen i melodien end for tonernes spillerum inden for det givne skema. Men om vort eget sprog kan der siges uden forbehold, at dansken har en uudtømmelig nuancerigdom. Den danner en bølgende melodilinje, der hverken stiler højt eller daler dybt, men inden for sin begrænsede skala kan tegne de fineste linjer. "
Her slutter citatrækken fra side 31-33.
Vi skal imidlertid nu se at Vilhelm Grønbech i sin nu 64 år gamle bog også havde øje for at synspunkterne kunne få konsekvenser for undervisningen i samfundets skoler, når der skulle læres grammatik på en ny måde. Dette vigtige sted i hans bog findes i kapitlet: "Sprogets melodi", hvis sidste 27 linjer lyder:
"Et sammenhængende stykke tale bæres frem af melodien; dens stigen og falden holder øret fast i forventning, indtil noget svarende til kadencen i musikken angiver at vi nærmer os et hvilepunkt. I denne melodi ligger også givet en rytme, der selvfølgelig hører til melodien og har dens væsen; den bestemmes ikke ved afveksling af tryk og trykløst, betonet og ubetonet, men af vægtige og mindre vægtige toner."
Grønbech fortsætter umiddelbart:
"Holdningen i en lang periode, dens evne til at bære sig selv beror på at den rytmisk - melodiske linje deler sig op i mindre stykker, sætninger der hvor for sig har hvad man i musikken kalder en halvslutning, en skuffende kadence; derved giver de på een gang et hvilepust og holder de opmærksomheden oppe til en videreførelse af tanken. I skolen lærer børnene med stor møje at analysere, som det kaldes; for exempel skal de trænes op til at skille relativsætninger ud og tilegne sig den kunst at sætte rigtige kommaer. Måske kunne man også finde en naturlig vej frem ved at kalde på børnenes umiddelbare fornemmelse af melodien; Når man taler om den mand som var her i går, til forskel fra en mand, som ejer et gods i Jylland, så sker der et skifte i melodien; i det ene tilfælde går melodien ubrudt frem,og et komma kan kun gøre fortræd; i det andet tilfælde daler melodien så langt ned, at man fornemmer konturen inden for sætningshelet. På den måde vilde danskundervisningen tjene til indførelse i modersmålet, medens den nu nærmest synes at være optræning i logik med sproget som materiale. Men om en sådan omlægning lader sig gennemføre, derom kan kun pædagoger dømme; det er muligt at en sådan undervisning af den art ikke kan virke med til at uddanne børnenes karakter. " (Citat slut )
Det er en ny tanke for skolen. Måske kunne talemelodiske emner med fordel indlede de traditionelle indføringer i i grammatik.
Intuitivt foregriber han opdagelser hos den norske pioner Jostein Budal hvis arbejde beskrives nedenstående. Ovenstående var der fire linjer der lød:
"Holdningen i en lang periode, dens evne til at bære sig selv beror på at den rytmisk - melodiske linje deler sig op i mindre stykker, sætninger der hver for sig har hvad man i musikken kalder en halvslutning, en skuffende kadence; derved giver de på een gang et hvilepust og holder de opmærksomheden oppe til en videreførelse af tanken."
Jeg har læst anmeldelser af ”Sprogets Musik” af så kendte navne som Paul Diderichsen, Paul W. Rubow og Otto Geismar, og ingen af dem bringer bare eet af de citater jeg bringer her. I stedet hæfter de sig ved at Grønbech vidtløftigt snakker udenom med kapitlerne om gebærder, fagter og minespil i sproget og de lange uvedkommende passager om Dickens romaner. Det kan der være noget om, men jeg har altså valgt at citere enhver talemelodisk tanke jeg kunne finde i den snakkesalige bog, for det er svært at finde andet om emnet.
Det væsentlige for os er at Grønbech havde fået øje på noget der var svært at se, og han gjorde det synligt, og så kan man spekulere om han ønskede at forvirre nogen eller drille nogen eller genere nogen, eller bare var irriteret over at sprogfolk ignorerede emnet: sprogets musikalske træk. At han havde svært ved at tro at de bare ikke kunne se det og høre det, dét er noget vi ved. For som det har været nævnt: Sådan startede han jo sin bog: At dét havde digteren fejlagtigt troet, at dét var da klart for enhver, at i ordenes spil lå en melodi, og læste man et digt kunne man lytte sig ind til dets egen iboende melodi, og så kunne man da synge det, så at sige ud fra den tørre tekst.
