Om metoder til ”smukt sprog”
Alle vil jo gerne have ordet i sin magt. Men har vi respekt for ordet?
Når talen er om ”smukt sprog” tænker vi jo ikke på triviel veltalenhed. Vi kræver ord i god tone, ord fra hjertet. Ord som ikke er dumme. Som rummer ide, sand ide.
Jeg vil komme ind på ord med særlig stærk position. Nogle ord har både en umiddelbar betydning og en mere voksen betydning. Når talen er om de dobbeltbundede ord – og man tænker på hvilke rige betydninger der opstår på denne måde i sproget, -så kan man ikke lade være med at tænke på hvor denne visdom stammer fra. Jeg har beskæftiget mig med krops-ord og moral-ord og tid-lige og rum-lige ord, alle disse er vigtige på hver deres måde.
Jeg tror at vejen til en forskønnelse af sproget går via interessen for ord.
De metoder jeg fandt fra starten af viste sig at skulle ”gøres svære” for at fungere i længden. Man skulle ikke bare ”synge når man går”, -man skulle synge en sang ”der passer til lejligheden” når man går. Så virker det bedst. Men det er selvfølgelig også lidt sværere.
Man skulle ikke bare præcisere sine begreber ved at slå dem op i en begrebsordbog. Man skulle eftersøge selve det forløsende ord, -eller i det mindste den afgørende vending når man slog ordene op. Det gør man først når man kender problemets løsning, men måske ikke det bedste ord derfor. Det er svært at gøre den ekstraindsats. Men det var jo netop et svært problem der skulle løses, ikke et eller andet pjat.
Man skulle heller ikke bare lytte til sig selv på bånd derved at man indtalte i stedet for at nedskrive. Nej, man skulle betro båndet eller diktafonen knudrede erfaringer eller (endnu) u-overvejede problemløsnings-muligheder så alt det svære kom med, så der var en ide i at aflytte det bagefter. Så bliver diktafon-anvendelse til en smuktsprogs-metode, for det er jo én selv der skal aflytte det, -og man vil tale bedre af samme grund, for sin egen skyld, naturligvis.
Ellers virker sådanne smuktsprogs-metoder kun som trælse øvelser, -ellers virker de ikke som sjove og nyttige metoder i det daglige i sproglig træning. Vi taler jo om metoder der må bruges år ud og år ind, ikke om noget der får stor virkning på kort tid.
Omtrent som en kryds –og-tværs, den skal være tilpas svær, for er den let er det fuldstændigt trivielt.
Pointen er altså at det er svært at komme til at tale bedre, ikke let, og at det skyldes at det ikke bare er en kunst at tale godt, det er en stor kunst. Så den skal være svær. Præcis ligesom at skrive godt. Det er også svært. Man øver sig i årevis. (Men det hjælper hvis man taler godt. Skrift er ikke sprog. Skrift er en svag afglans af talen. Talen er sprog. Talens brug er den store kunst, den menneskelige hovedidræt siden det blev til som menneske).
Hvis du synes dette er interessant, så følg arbejdet på
idetblå.dk
og har du ideer, så ring på
24488819.
Venlig hilsen cand. mag. Otto Carlsen, Aalborg
