Har du greb om Thesaurus? Tag den i brug, og begynd her!
Af Otto Carlsen Aalborg
Nu er Ny Dansk Begrebsordbog på trapperne og lige om hjørnet. Så gælder det om at være vaks ved havegærdet. Værket er gammelt og nyt. Men det gamle fra 1945 blev glemt. Man kan virkelig forbedre sit sprog. Der er også brug for mange til at lære kunsten videre. Lars Trap Jensen er ledende redaktør og en af hans medredaktører Sanni Nimb har allerede holdt nogle foredrag i Danmark og Norge om arbejdet. Den ny ”thesaurus” bliver både digital og trykt, støttet af Carlsberg-fondet.
En sådan ordbog ”thesaurus” (af græsk: ”Skatkiste”) er hverken en retskrivnings-ordbog eller en synonym-ordbog. Ingen definitioner og tilfældig rækkefølge. Slet ikke! For det er ikke en alfabetisk ordning. I thesaurus grupperer ordene sig efter betydning ligesom folk gør ved et bedre selskab. Men ikke af snobberi. Det er almindelige ord vi alle kender. Ligesom ægte aristokrater holder de fast ved deres betydning men ligesom ægte arbejdere sætter de også en ære i at blive brugt flittigst af alle. Og med respekt.
Begreberne! Hvilken funktion har disse ord for os? Man skal vælge sine ord med omhu, men det er særligt vigtigt at have styr på begreberne Lad os se på hvad vi gør med dem. Vi taler jo om at ”få begreb om ting”. Med streg under ”om ting”. Faktisk siger nordmændene ikke be-greb men ”umgrep”. Det norske udtryk har noget godt ved sig. Bedre end begreb og concept og begriff. Nordmændene har mere greb om sproget når de navngiver ting, men vi er mere internationale. De kalder jo også et USB-stick for en ”minnepind”. Det er ikke afgørende. Bare vi kan tage fat. Bare det er nyttige ord. Kan vi danne os begreb om tingene bliver det hele nemmere at fatte og thesaurus er netop en håndbog. Men det er også et leksikon. Nu hvor vi har vænnet os til kaotiskheden i de alfabetiske værker finder vi måske dét naturligt men thesaurus er mere logisk. Kun få lande har indtil nu udbyggede thesaurus’er, og den danske bliver nu også digital. Forhåbentlig tager vi den til os og bruger den til mange ting. Masser af ting. Efter min opfattelse skal den findes i hver husstand, ikke bare digitalt men også i sin trykte udgave. Hvorfor skulle vi ikke en dag elske den som englænderne og tyskerne elsker deres. Tag bare den højt elskede engelske Roget’s ”Thesaurus” der udkom i 1800-tallet. Da skipperen på hvalfanger-skibet i Moby Dick-romanen var på havet i årevis havde han to bøger med: Bibelen og Thesaurus. Så var han forsynet.
Værket kræver lidt træning. Skoleklasser og arbejdspladser og også private hjem bør tage det i brug. Der er brug for at uddanne børn og voksne til avancerede thesaurus-brugere, som kan viderelære kunsten. I denne artikel vil jeg lægge op til nogle ideer. Jeg har selv brugt den gamle bog-udgave i 30 år, både privat og på mit arbejde og til forsøg. I 2005 lavede jeg en udstilling om værket i 60-året 1945-2005. Nogle kolleger og journalister her i Nordjylland skaffede sig eet af de sjældne eksemplarer og Forskningsminister Helge Sander lånte eet at studere på sit skrivebord. Fire år efter aktionerede vi med Danmarks Lærerforenings afdeling Aalborg for at pege på værkets værdi og Prof. Jørn Lund og Dansk Sprognævn satte nyproduktionen i gang med hovedstadens dygtige sprogfolk i spidsen.
Lad os se lidt nærmere på forgængeren. Alt i alt er den ejendommelige bog et forbløffende smuktsprogs-værktøj. Den danske ”thesaurus” udkom altså i 1945 for første gang og blev glemt. Værket var kommet til at hedde ”Dansk Begrebsordbog”, projektets gamle ”ordsamler” hed Viggo Petersen, Han ville have haft det skulle hedde ”Det rette ord” og der var både ordsprog og ”norvagismer” på hans tusinder af lapper. Men han døde i 1929, så det blev Harry Andersen der kom til at gøre Viggos livsværk færdigt og stå som hovedforfatter. De bedste danske sprogfolk hjalp til.
Men det holdt hårdt. Man startede før krigen men fuldførelsen med Dansk Begrebsordbog 1945 skete som et arbejdsløsheds-projekt for arbejdsløse bibliotekarer med tilskud fra Arbejdsministeriet i henhold til ”Lov af 30/6 1941 om iværksættelse af offentlige arbejder til beskæftigelse af arbejdsløse”. Resultatet blev virkelig godt. Det blev fremragende, men dengang havde Københavns Universitet også en verdenskendt generation af sprogfolk til at følge med i arbejdet. Værket er knapt men omfattende, tørt men inspirerende, og uhyre præcist i sine sonderinger af betydningerne. I det ny værk bliver ordene så vidt jeg kan bedømme yderligere endnu en tand mere præcist sorteret i deres placeringsfølge i grupperne. At samle ordene i grupper er eet, -men: at sortere dem indenfor disse er noget andet og dét kræver anspændte åndskræfter hele vejen igennem og det er derfor dyrt og tidskrævende at føre til ende. På den anden side er det netop forudsætningen for at det bliver særligt sjovt at læse, for de sublime betydningsskift står som et sammenspillet fodboldholds små driblinger til hinanden og det er jo næsten kunst. Det kan næsten oplæses som et digt.
Dengang som nu er det altså Carlsberg-fondet der har stået som den store bidragyder. Viggo Petersen havde aldrig kunnet skaffe penge selvom det lykkedes ham at få indhentet anbefalinger fra både Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og til trods for at store navne lige siden H.C.Ørsted havde kaldt på det. Viggo Petersen døde i 1920’erne fra sit efterladte (og genfundne manuskript). Heldigvis huskede vor internationale sprogmand Otto Jespersen på sin anbefaling af gamle Viggo’s slid. Lå der ikke et manuskript et sted? Han skubbede til sine kolleger i 20’erne –og så startede arbejdet et par år før krigen. Otto Jespersen selv døde i 1941 og fire år efter var værket færdigt og siden er det næsten ikke blevet brugt. Ja det lyder utroligt. Men sådan var det. Man kan gisne om hvorfor. Papirmanglen var en realitet. Da det udkom i 1945 var der kun til 1200 eksemplarer og værket blev næsten glemt. Det er nok ikke hele forklaringen. Måske var det tiden. Måske var der ingen egentlige ambassadører for ideen. Det er dén forklaring jeg hælder til. Sprogfolkene ville bare forskere videre men det var jo ikke til dét formål værket blev skabt. Måske var det dovenskab. Eller måske kunne man bare ikke finde det på hylderne. Det var simpelthen for sjældent. Nogle af de biblioteker der havde værket låste det inde. Jeg var så heldig at finde det på Kgl. Bibl. Læsesal i 1980. Jeg trak det ned af hylden hver gang jeg ikke rigtig kunne komme i gang med mine egentlige gøremål. Det kaldes vist at være åndsfraværende. Til sidst undrede det mig hvad det var jeg stod med i hånden. Det endte med at jeg læste nærmere efter. Dét var sært, det her. Dén var godt nok mystisk, dén bog!
Mon ikke værkets tid nu endelig er kommet? Jeg arbejder selv på et større værk om thesaurus-brug, men udgivelsen har fået mig til at lave denne introduktions-artikel, som jeg håber bliver læst til ende. Jeg er glad for at værkets redaktører på Dansk Sprog og –Litteratur-selskab har givet mig lov at følge lidt med i arbejdet, som lidt af en thesaurus-nørd. ”Ny Dansk Begrebsordbog”, udgives altså både digitalt og trykt. Så får alle adgang. Det bliver en stor dag. Det bør blive startskuddet til at tage det mærkelige gamle logik-værktøj i brug, som danskerne –vist nok som de første i verden - nu får linket op til deres store nationale ordbog. Altså DDO, Den Danske Ordbog, -dén der ikke bare indeholder begreber men alle ord. Samlet bliver det derved til en interessant og anderledes database. For har man en betydning kan straks sætte den i selskab med ligesindede og så kan der nemt ske noget tankevækkende, som vi alle ved! På dansk vel at mærke. Dét kunne nok tiltrænges. Det er jo dét vi taler. ”Dansk tunge” kaldtes sproget i Norden efter vikingtiden og det vækker tanker at dansk sprog blev så tidligt ordnet. Vor kongemagt kom på plads i god tid og med biblioteker der var komplette. Og stadig i dag kan vi altså hævde os sprogligt. Netop den danske thesaurus’s redningsmand Otto Jespersen, der publicerede i 60 år (!) skrev moderne grammatiske hovedværker som ”The Soul of Grammar” som englænderne og japanerne og mange andre folk har taget til sig. Netop ”The Soul of Grammar” er værd at lægge mærke til. En mønsterbrydende hovedtanke udtrykkes i bogens sidste femten linjer: Otto Jespersen siger noget i retning af at en fremtidens tilgang til grammatikken må forhåbes, der tager udgangspunkt i ordbetydning i stedet for bøjning, køn og kasus, osv. Otto Jespersen der var sprogprofessor ved Kjøbenhavns Universitet havde i et af sine første værker om sprogets historie vist, at det er ved differentieringen af ord og skabelsen af stadig flere småord at de moderne sprog gør sig smidige ligesom en båd sejler godt med mange små sejl. I samme proces ryger bøjning og køn og kasus nemlig efterhånden overbord. Hvad vi ikke skal græde over. Det var dét Otto Jespersen gjorde opmærksom på, som sprogfolk verden over studsede over. De havde jo dyrket disse ting. Men denne Jespersen så virkelig sproget som noget man talte. Men så forstår man jo godt at en thesaurus er nyttig. Selv små ord skal jo helst bruges rigtigt. Selvom et enkelt lille fejlgreb ikke vælter skibet. Jespersen påviste også noget han kaldte ”sprogets rangforordning”. Det var i den bog der hed ”Sprogets Logik” fra 1916. Når man vil sige noget om et eller andet skal man bruge et ord der er rammende. Helst så rammende som muligt. Når man så skal ”trække lidt fra” eller ”lægge lidt til” finder man et ord der modererer det første og dèt sætter man foran. Og foran igen endnu en tilpasning. Så får vi at en ”affære” bliver en ”ret alvorlig affære”. Jespersens pointe er imidlertid uhyre interessant. Jespersen påpeger nemlig at rangforordningen i sproget er at dèt ord der specificerer et andet ord altid er mere abstrakt. Dèt betyder at ”affære” er mere specifikt end ”alvorlig” og alvorlig er mere specifikt end ”ret”. (I sandhed en ingenlunde ligegyldig, nej derimod ret alvorlig affære. Prøv selv dén sætning efter !) Dét er årsagen til at en superbruger-ordsøgning i thesaurus gerne skal slutte i øverste abstrakte felt, selv om den starter i tings-afdelingen forneden. De abstrakteste ordbetydninger er jo de sidste tilpasninger. Men meget mere om det senere. Jeg vil ikke skræmme. Man behøver heller ikke bruge lang tid hver gang man slår op. I praksis går det jo enormt hurtigt når vi formulerer os. Ved julefrokoster kan det jo gå galt. Ja noget kan der jo ske og dét sker. Vi er tilbage ved eksemplet. Lad os sige at vor ”affære” fandt sted ved en julefrokost. Det tager jo ikke et sekund at tænke sig om før man siger ”I sandhed en ingenlunde ligegyldig, nej derimod ret alvorlig affære”. Men hvorfor starter vi sætningen med at sige og skrive det mest abstrakte ord når det er det sidste- ”affære”, der er det mest afgørende? Det gør vi heller ikke altid. Jo mere vi skriver jo slemmere er vi til det. Det lyder forfærdeligt hvis man taler som man skriver i stedet for hvis man skriver som man taler. Folk ryster på hovedet af sådan en person. Smukt er det i hvert fald ikke. Men dét er måske en ekstra grund til at afsøge det øverste felt i thesaurus i stedet for at stille sig tilfreds med et enkelt rammende udtryk. For måske kan man sige det bedre ved at bruge mere specielle tids- og rums- og årsags-begreber og relations-ord der ikke bare bruges af alle andre. Det kræver ganske vist at man selv tænker over sagen og ikke bare siger sin mening. Men redskabet til den form for tænkning er thesaurus. Hvordan skal redskabet bruges? Ved at undersøge hovedbetydningen man søger. Hvad taler vi om i vort eksempel? Om noget der ikke er ligegyldigt, men vigtigt. Man siger at affæren betyder noget. Slår man op under ord som væsentlig og vigtig kunne man måske omformulere sætningen til
et eventyr hvor meget i bund og grund står på spil.
I stedet for
I sandhed en ingenlunde ligegyldig, nej derimod ret alvorlig affære.
Så er ordene lidt mindre abstrakte. Så er der også tænkt over sagen. Lidt mindre distance, lidt mere moral. Er det ikke sandt: ”Et eventyr hvor meget i bund og grund står på spil” kan betyde både noget positivt og negativt men ligegyldigt er det ikke. Derved bruges faktisk også færre slidte fraser, fordi disse almindelige talemåder i bund og grund eller at noget står på spil slet ikke er så almindelige mere, hvis jeg har ret. Lægges den slags slidstærke talemåder ikke lidt på hylden i disse år? Til trods for at alle forstår dem og til trods for at de hverken er særligt fine eller overspændte. Thesaurus har nogle ting der kan bruges mange år endnu. Men stop! Vi forlader eksemplet. Ikke et ord mere om julefrokoster og moral.
Det er i hvert fald en fordel at være kort og klar i mælet. Otto Jespersens opdagelse af sprogets rangforordning hvor et ord i en sætning altid specificeres af et mindre specifikt ord rummer en skjult advarsel om at have sine talemåder parate så der bliver lyttet til én. Det skal være væsentligt og vigtigt men dét kræver at ordene har kant, som det hedder i en ny talemåde. Men når dét er sagt er det også vigtigt at understrege at det er de mange kantløse ord, dem som man får mange af i løs vægt, det er dém, der gør det muligt at svare for os i en fart. Derfor er det i de ledige stunder og ved de særlige lejligheder at vi skal tage os tid til at trække thesaurus frem og fylde på tanken og dér repetere sprogets rige reservoir af talemåder. Det er rart at blive bekræftet i hvor meget vi hver især ved om sproget. Det er slet ikke en ubehagelig beskæftigelse, så det drejer sig bare om at få den gode vane, og bedst er det naturligvis at lære det som ung.
Jeg vil prøve at gå mere i dybden med alle disse ting. En betydning er ikke en ting men noget alle ting har, et fællestræk ved dem. Et af begreberne skal så passe på dette fællestræk, eller også opfinder vi et nyt begreb. Ørsted navngav grundstoffer på dansk og kaldte oxygen for ilt, på grund af denne gasarts brændbarhed. Nu var det nemmere at fatte hvad det var for en ting. Værket rummer altså ord vi bruger til dagligt, ordnet efter betydning, Imidlertid er betydningerne også ordnet, således at de der kommer først er dem som slet ingen ting blandt betydningerne betegner undtagen forbindelser mellem dem. Relationer mellem dem. Thesaurus begynder altså ikke med A, men med de mest abstrakte betydninger, -her nøgleordet "1. Væren - Realitet". Alene under dette første af 892 nøgleord er der 68 begreber der har med dét at være at gøre. Da denne første gruppe påkalder sig særlig interesse har jeg nævnt alle 68 ord et par sider fremme (hvor de står med fed tekst).
Begreber er ikke almindelige ord. De er særlige. Det er altså ikke alle ord der er med. Værket rummer ingen specielle ord for ting. Tingene er udeladt. Med mindre der er en ting der har dannet begreb. Selv et egennavn kan danne begreb, en ren Van Gogh må være en god maler eller kunstner. Kun almenbegreber er med, ellers ingen ting, kun fællestræk ved ting. Det er let. Men vi bruger også begreber hele tiden. Selv ja og nej er begreber, hørende under bekræftelse og benægtelse. Umiddelbart er bogen derfor umådelig ”kedelig”. Jeg vil dog tilføje, at bogen også kan læses for sjov. Dén der har kærligheds-sorger kan finde megen trøst under visse begreber. Og har man lavet en fejl kan man trøste sig med andre udtryk, ved at slå op dér. Hvem har ikke haft kærestesorger eller lavet en fejl? Det er en rig bog. Under udtrykket "overraskelse" findes naturligvis "uventet", men også aha!, se-se!, og Ih du fredsens!
Hvad begynder thesaurus med? Det er jo ikke en bog hvor et ord kommer først bare fordi det tilfældigvis begynder med ”a”. Hvis alt hvad der betyder noget skulle stilles op i rækkefølge, hvad er da så vigtigt at det skulle foran de andre listen? Det skal der tages stilling til når man laver sådan et værk. Det handler jo om de allermest grundlæggende uddybede betydninger og ikke bare om synonymer. Værkets opbygning starter faktisk med den betydning vi bruger mest. Det er det udtryk der ligger til grund for at vi kan sige at noget ”er” noget. Normalt tænker vi ikke på at det mest fundamentale er ”at være”. Ja, det er virkelig næsten alt for selvfølgeligt. Hvis noget ikke eksisterer - så eksisterer det jo ikke. Det er logisk. Der er visse ting der er givet på forhånd såsom tid og rum, men egentlig er det jo forestillinger ligesom forestillingen om årsag og virkning. Det stiller vi ikke spørgsmålstegn ved. De tilgrundliggende forestillinger har deres egne kategorier der er så faste at vi bare regner med at kunne træde ud og ind af dem næsten uden at løse billet. Bygger måske ikke hele matematikken derpå ? Men det lønner sig at studere de tid-lige og rum-lige begreber. Dét starter en thesaurus netop med. Imidlertid, allerførst kommer dog de abstrakte relationer. Dem der kan betegne forbindelserne mellem det hele. Og allerførst som nummer 1 er nøgleordsgruppen 1. Væren - Realitet, unægtelig en meget abstrakt ”relation”.
Lad os se lidt på den. I forbifarten kunne vi bemærke at den vel må stå i en relation til ”intet” som er det modsatte. Men Thesaurus angiver ikke modsætninger, det er underforstået. Vi skal bare acceptere valget af dette første ord, men her vil vi alligevel tage det i øjesyn.
Dybest set er der ikke noget der er noget andet. Dybest set er enhver ting sig selv lig. Da noget derfor kun kan være noget der er noget andet kan det altså kun være i forhold til noget tredje. Dette tredje kaldes kategorierne, og de betegner måderne at eksistere på. Det er således dem der gør ”identiteten” af tingene mulig når vi danner os begreb om dem. Tingenes fællestræk gør dem identiske at begribe. Hermed forudsætter begrebet ”væren” allerede kategorierne, og ideen om disse væremåder er da også en ældgammel aristotelisk ide, som den gamle græker nævner i allerførste afsnit af sit logiske værk ”Organon”. Dén handling ”at være”, -selve værens-”akten”, kræver rent logisk at kategorierne er givet og eksisterer på forhånd, og det gør de heldigvis også. Når man siger at ”Peter er sød” er det noget af et udsagn for ”sød” er snarere noget som honning er, men vi ved hvad der menes så (værens-)-begrebet ”er” er et uhyre magtfuldt begreb, det bliver med kategorierne til hjælp et uhyre stærkt logisk redskab. Små børn lærer det hurtigt. Herfra er der ikke så langt til at stille det øverst i en thesaurus, hvad der vel er smart. Men det mest geniale ved en thesaurus er at alle de øvrige vigtige betydningsmåder eller nøgleord her gives samme brede handlingsspekter, således at hvert af de 892 nøgleord handler om sin undergivne ordgruppe, det er ikke bare ordet 1. Væren - Realitet der får denne omfattende betydning af at være en ”nøgle” til et lille hus med 68 beboere i familien eller lidt mere eller mindre. Lad os se på denne første gruppe, og glemme alle de øvre 891.
1. Væren - Realitet
Beståen, eksistens, forekomst, fremtoning, fænomen, liv, substantialitet, tilstedeværelse, væren - ferment, genstand, legeme, objekt, organisme, sag, skikkelse, stof, substans, ting, - af kød og blod, skabning, væsen - realitet, sandhed, virkelighed, -faktum, kendsgerning, ontologi. Noget, - bestående, egentlig, essentiel, faktisk, gyldig, håndgribelig, konkret, levende, real, reel, sand, substantiel, tilstedeværende, upåtvivlelig, tvivlsom, veritabel, virkelig – ontologisk ånde, befinde sig, bestå, eksistere, figurere, findes, forefindes, forekomme, foreligge, fremtræde, gives, herske, leve, optræde, vise sig, være, være til – blive til, opstå.
Det var gruppe 1. På samme måde med de følgende grupper fra 2 til 892. På andenpladsen står 2. Mulighed. Måske ser man hvorfor man starter som man gør? Er det tilfældigt. Nej !. Nøgleords-gruppen 1. Væren – Realitet anses for unik fordi ordet ”er” er dét ord der behøves for at lave sammensatte udtryk, ”er” er dén lim der binder systemet sammen, så når det ganske vist sidestilles med de øvrige abstrakte relationer så fortjente dét ord måske alligevel en lille mini-klasse for sig selv og en smule særbehandling, sådan som vi faktisk har givet det her. For det giver forklaringen på hvorfor en klassisk moderne thesaurus er opbygget som den er, og ikke på en anden måde (som f. eks. Ivar Aasens gamle norske, der er helt anderledes). Men det er også interessant på andre måder. I det videre giver forklaringen os det logiske grundlag for at forstå vigtige ting ved sprogets virkemåde både i tanke og tale. Vi har været inde på det ovenfor. Vi siger at noget ”er” noget andet fordi det skal forstås i en kategorisk forstand hvor der er noget der er underforstået, noget som vi ved på forhånd uden at det skal erfares først. Heldigvis da. Lad os sige at vi taler med en person om et eller andet. Og vi ved hvad det er. Ved vi f.eks. at det har noget med tiden at gøre er der meget der kan undlades at siges. Hvis jeg taler alt for hurtigt kan jeg for eksempel undskylde mig ved at sige: ”Tiden er knap”. Så forstår andre tempoet. Hvis ikke de forstår det og spørger hvor jeg vil hen kan jeg nøjes med at svare: ”Tidsnød”. Altså eet ord. På samme måde kan man forklare en flytning med ordet ”pladsmangel” og en forlovelse med ordet forelskelse. Det skyldes at denne viden er nedlagt i sprogets begreber. Vel at mærke på forhånd. Og det er netop sprogets begreber og intet andet der er i en thesaurus.
Vore tilgrundliggende forestillinger er model for thesasurus. Sådan er det opdelt. Måske ses det nu klarere at det er synd at thesaurus hidtil har været glemt herhjemme. Det er synd at den ikke bliver brugt på dansk grund. Det er ganske vist svært men også svært nyttigt.
Der var en sjov oplevelse da jeg fortalte min svoger om thesaurus-værkets øverste betydning ”1. Væren - Realitet ”. Han spidsede øren. Hvad var det jeg sagde? Jeg svarede at det drejede sig om dén betydning hvor noget ”bare var til” uden at være på en bestemt måde. Rén og skær eksistéren. Min svoger begejstredes straks til min store overraskelse. ”Det er dét alle længes efter”, udbrød han, og slog ud med armene, - ”bare at være til og eksistere uden at være alt muligt, men bare ånde, og findes og være en del af virkeligheden”. Vi kender de udtryk. Jeg kom til at tænke på vores verden i dag, at det er en mangel at føle sig accepteret som en skabning af kød og blod der er gyldig i sig selv, og de mange måder dét kunne siges på ved hjælp af ordene der findes i nøgleords-gruppe 1. Væren - Realitet .
Jeg synes bare det er en lille tankevækkende anekdote som jeg ikke har lyst til at forklare yderligere. Måske er vi lede og kede af at skulle være så kategoriske hele tiden med hensyn til at forklare os. Det tager fart med ABC i skolen. Gudskelov at småbørn får lov at synge før de skal lære at skrive. Men i 7-års-alderen mister man melodien. Alfabetet kræver det, for dét har ikke tonerne med, ordene på papiret skal klare sig uden, hvad de faktisk dårligt kan. De kan ikke leve op til talen og det er også meget forlangt med 26 tegn. Det er unægtelig tankevækkende at Aristoteles, der levede da alfabetet blev født, valgte så tydeligt at udforme sin logik med de ti kategorier for at få skriftsproget til at virke uden toner. Det var jo en ny opfindelse. Og det græske påhit er jo stadig i brug og der er ingen planer om udskiftning. Det er en anderledes slidstærk software end vi er vante til. Så sagen er stadig en overvejelse værd. Nu tænker vi ikke over problemet, og vi kan endda læse indenad, mens man altid læste op for sig selv dengang. Vi er så vante til det. Når man læser noget der er skrevet er det rart at få at vide sammenhængen. De litterære genrer gør det lettere. Krimi skrives under én forudsætning, avis under en anden, men skrevet er nu alligevel ikke det samme som sagt. Derfor er vi lidt kategoriske ind imellem, når det foregår på papiret, men ikke kun dér. Jeg havde en lærerinde der var ligesådan og hun var ikke populær men hun kunne rigtignok lære os noget. Det var Frøken Bæk. Hun gjorde det klarere. Det er hjælpsomt. Men det behøver såmænd ikke komme så bastant. Det behøver såmænd bare stå i en bisætning. Vi får et praj. Når vi taler er det måske bare en sænkning af stemmen: ”Jeg taler om hverdagens problemer” -og vi er hjulpet på vej. Så forstår vi den generelle ramme budskabet skal forstås i. Kender vi denne angivelse ved vi med sikkerhed hvad der tales om og misforstår ikke. Vi angiver sætningen lidt kategorisk for at sætte den i bås. Det er så nemt hvis man har begreb om det. Vi lærer det som børn. Og jeg er ikke utryg ved sprogets udvikling. Der kræves bedre og bedre begreb om det vi taler om. Hvad der var godt nok i går er utilstrækkeligt i dag. Jeg tror at min begejstrede svoger kaldte på et eksistentielt frikvarter af dén slags moderne mennesker efterspørger når de bare et øjeblik vil have lov til ”at være til” og være ”hele mennesker”. Og det er jo også sandt, at det meste af tiden har vi jo sunget og leget os til det hele. Både dengang vi var børn, og dengang i vore slægters barndom før skriften. Sang og leg og snak. De disciplinære krav er høje i dag. Læg også mærke til at enhver mobil-samtale altid starter med at den person der bliver ringet op skal svare på hvor han er og hvad han laver. Som om det var en skriftlig redegørelse og ikke en personlig samtale. Rent moralsk ligger der et pres på os for at ”være noget” og vi kender også hvordan sproget fordrejes af demagoger og folk der overdriver. Det kan lade sig gøre at fremstille tingene helt forkert og det er selvfølgelig forkert af os. Min svogers overraskende reaktion har måske videre betydning. Hvorfor kan vi ikke bare få lov ”at være”, sagde han. ”LAD MIG VÆRE!” skriger og vræler en unge der har fået nok og er blevet hysterisk. Socialt er 1. Væren - Realitet et meget vigtigt begreb. Den gængse logik går ud på at vi kan ”være” lige som vi vil, eller på hvilken som helst måde (som vi vil)). Men ak, sandheden er jo dén at vi må være som vi kan (tillade os). Det er ikke nok at ville. Ved hjælp af værensbegrebet kan vi sprogligt fremstille os selv som lidt af hvert og hvad som helst – lidt behændigt og lidt smart- men disse ”sammensætninger af alt” kan være vidtløftigheder der betyder at vi ser bort fra de naturlige begrænsninger. Derfor er det godt at angive dem lidt kategorisk.Det ved vi dybest set godt og derfor er det også en god ide at vi -på moderne vis- får bedst muligt begreb om ting for at kunne skelne kritisk og udtrykke os mere i overensstemmelse med netop dén betydning som på det aktuelle felt vi aktuelt snakker om er indlagt i begrebet selv. Hver ting til sin tid og det gælder også talemåderne. De har deres brugsområde hvor de egner sig bedst. Dér er chancen for at andre forstår os størst. Begreber er jo fælles. Det er tankerne der er forskellige. Når vi siger noget sandt er det sandt for os begge eller os alle. Begrebet vi anvender er ikke en del af os selv, vi tilegner os dem fra et fælles reservoir eller skatkammer eller ordforråd. Det er derfor vi har beskæftiget os så meget med det allerførste begreb i thesaurus, nemlig 1. Væren - Realitet . Ligeså snart vi erklærer at ”(et eller andet)” er ”(noget andet)” er det tvivlsomt. Det forudsætter nemlig at vi sætter umage størrelser sammen. Det lader sig kun forstå i en afgrænset forstand. Og derfor er der som sagt nødt til at være en kategori der er underforstået. Der er altså et ekstra ”aber-dabei” som det hedder på tysk, eller der er ”én i mente”, som det hedder i minus-regning, eller der kan være ”en streg i regningen” -for hvad nu hvis tilhøreren ikke var klar over hvor vi ville hen. Dét må vi altså på en eller anden måde antyde så enten må vi fjerne det abstrakte ved at tale om en handling som et udråb eller også må vi få det hele til at ligne noget der kendes. Dén der gør det bliver straks forstået og kan straks lytte på svaret. Slækker vi på det gør vi os skyldige i en slags moderne sjusk der irriterer andre. Det er særligt vigtigt i skriftsproget men kan gøres ubesværligt i talesproget fordi man af den rette tone kan afgøre om den hele sag er i orden. Typisk ved et udråb. Den form vil altid blive foretrukket. Det kan ikke vare længe før det bliver almindeligt at lægge et kritisk øre til sit eget talesprog, for teknikken har vi i lommen. Det er skriftlighedens regimente der står for fald. Teknikken overflødiggør meget skriveri. På det naturlige talte sprogs felt er almindelige mennesker ofte akademikerne overlegne. Levende tale og rigt ordforråd kan opnås uden at læse meget. Thesaurus anvendt af skolebørn til mundtlige formål, for eksempel produktion af klassedagbog og radioudsendelser, udgør en genvej til at overhale akademikerne indenom. Disse børn kan blive mindre påståelige på deres færd gennem livet, fordi de også vil være bevidste om værdien af egen lytteevne. De vil få mere begreb om ting og undgå at skulle være alt for kategoriske og dermed underforståede. Deres forklarings-behov vil falde og deres resultater vokse, måske endda også med en stigning i dét jeg kalder PKBG, personlighedskarakterens beskedenhedsgrad. Sine steder ville det ikke skade.
Jeg vil altså have lidt fokus på talesproget. Det kan hurtigt ske, selvom det er anderledes i dag. For vi nok nået et lavpunkt. Jeg havde et møde med formanden for Folketingets sproglovsudvalg for 4 år siden. Han sad på sit lille kontor og konstaterede at emnet ikke optog hans politiker-kolleger. I dag tæller talekunstnerisk evne faktisk slet ikke som selvstændig færdighed. Til gengæld er der stor presse-interesse. Journalister elsker sprogstof der gøres sjovt. Det er jo deres egen kæphest at ride, så at sige. I skolefritids-ordningen arrangerede jeg en konkurrence der hed børnenes vits-finale for de dygtigste vits-fortællere og det var så sjovt at det kom i radioen. Men hvorfor ikke på skoleskemaet? Men talens brug betragtes snarere som en karakter-egenskab. Ordet talegaver antyder også at det er noget vi har af tilfældig arv, men er dét rigtigt? Eller findes der metoder til smukt sprog. Men hvorfor ikke? Ja det er i hvert fald dét jeg antager.
Der findes en populær forfatter der interesserer sig meget for emnet, næsten lige så meget som han interesserer sig for sex af saftigste skuffe. Han troede at det drejede sig om at kunne skrive. Det drejer sig om Henry Miller. Lad mig fortælle om forfatterskabet i hovedtræk. Åh- hvor han ønskede og ønskede og ønskede at blive forfatter men fyren (som klart er Miller selv) vidste ikke hvordan han skulle skrive - indtil det gik op for ham at han skulle skrive som han talte og dén opdagelse fører læsningen af hele hans forfatterskab frem til, -så læs ham ! Hans erotiske eskapader som han fortæller mesterligt (!) om er ikke det væsentlige her, nej, det er uendeligt inspirerende at høre ham kassere det ene og det andet og det tredje manuskript og møde op ved det første og det andet og det tredje forlag uden at blive klogere på hvordan man skal skrive. En kvinde han er på besøg hos står og stryger skjorter mens han sidder spiser hendes mad og underholder med sine eskapader og fortæller og fortæller og da hun undrende spørger ham: ”Henry, hvad vil du egentlig?”, svarer han at han gerne vil være forfatter men han ved ikke hvordan han skal skrive. Hun siger så om ikke han bare kan skrive som han taler. Det ender jo med at Henry Miller får succes og på dansk er han fremragende oversat. Der sker det i romanserien at kærligheden til en kvinde som virkelig elsker ham og værdsætter hans fortællekunst går rundt og og sælger den i hæfter og den saftige erotik skal man stadig ikke lade sig distrahere af, selvom det er svært. Sådan er en mand jo. Hæfterne bliver til bøger. Han bliver forfatter. Noget andet er at han alligevel understreger at det faktisk er svært at skrive som man taler. Han må skrive sine manuskripter om igen og om igen for at gøre dem talesproglige. Seks gennemskrivninger er normalt siger han selv, seks gennemskrivninger for at lave et sådant skriftligt talesprogligt mesterværk som hans bøger. Han rabler jo løs, det gør vi jo, det er derfor det er så godt og så fuldstændigt det hele. Også det frække. Pointen her er at sproget er mundtligt, ikke skriftligt, også idealsproget.
Det drejer sig altså om at finde metoder til smukt sprog, vel at mærke mundtlige. Det fører frem til et forslag, som jeg håber ikke er alt for overraskende. Pointen er også at det måske er en god ide at bruge en diktafon sammen med en thesaurus, og måske at bygge de to redskaber sammen til eet, nu det er teknisk muligt. En ”dikta-saurus” hvor man gemmer sine ideer ved de begreber der er relevante. Dét vil give et interessant ”dokument” senere og det vil være et afslappende tidsfordriv for voksne. Det fordrer bare at vi tør lytte til os selv og mestrer teknikken i disse optage-apparater, og at vi underlægger os dén disciplin og dén idræt og dét regimente der ligger i at aflytte disse ting uden at væmmes, uden at hæfte os ved de pinlige fejl og selvbebrejdelser og pladder som vi plaprer frem. Det er en del af mine forskningsværker at redegøre for disse vanskeligheder, som jo dybest set bare er naturlige begynder-vanskeligheder. Man begynder snart at tale anderledes og bedre for det er jo eén selv der skal lytte til det. Man behøver heller ikke aflytte alt man har indtalt.
Ja, det er godt at træne men hvad skal man sige? Hvad skal man synge? Den smule man kender udenad. Den smule man har i hovedet. Det er den bedste øvelse for vi moderne mennesker. Folk der kan skrive og læse har nemlig svært ved at lære udenad. Det opdagede man 300 år efter alfabetets opfindelse. Det klagede man lidt over og det kan jeg godt forstå. Der er tusind vers i både Odysseen og Iliaden. Fra starten var de ikke skrevne. Dem kunne Homer udenad, men ikke kun han, denne fortælling var almindelig viden. Parate, udenadlærte sangvers. Måske er det sket på samme måde med de bibelske skrifter af Johannes, Mattæus, Esajas og Peter og Makabæus og hvad de ellers hed. Forfatterne havde fortællingen og hyrede en skriver. De mundtlige fortællinger var grundlaget. Selv Davids salmer har næppe været skrevet af David men formentlig været nedskrevet af en person som har lyttet til David der jo sang og spillede så smukt. David var hyrdedrengen der digtede og spillede lyre og kastede slyngen mod Goliath og blev konge og skabte en hær af sangere og musikanter. Davids søn Salomon med den salomoniske visdom har i hvert fald haft en skriver. Det var et gammelt erhverv. Endnu længere tilbage, allerede i 4. Mosebog tilskriver Moses hver stamme en skriver dér hvor han tilskriver dem et stykke land efter at de var draget op fra Ægypten. At skrive var et specialhåndværk. At mennesket af i dag skal indtræde i begge roller som både fortæller og skriver er sikkert en urimelighed. Vi har bare vænnet os til at det er normalt. Unægtelig nemmere er det at afstå fra det opslidende skriveri og at tale frem hvad man mener. Det kan også virke stærkest. For eksempel kan man ringe ind til radioen og få sin mening bragt frem til hundredetusind mennesker. Det er både effektivt og tilfredsstillende. Personligt er jeg kommet igennem til Poul Friis på P1-Debat fire gange på to år. Og fået fortalt hvad jeg brændte for. Der er måske 100.000 lyttere hver formiddag. Det er jo det gode ved moderne demokrati og massemedier. Det er også dét som smuktsprogs-disciplinen sigter på, for hvilken højnelse af demokratiet er det ikke udtryk for? Målet er ikke at blive bogorme og skærm-narkomaner. Hvad skulle vi det for? Det vigtigste er at folk kan tale for sig. Dét er det demokratiske aspekt af det emne vi drøfter her. Og som jeg sætter lidt på spidsen for at udfordre den omsiggribende skriftlighed. Det er ikke naturligt. Vi har ikke tid til alt det. Trods alt har vi stadig nok at gøre i det daglige med at dyrke marker og passe børn og bygge vindmøller og bygge boliger og feje gader og passe kasseapparater og tage os af gamle og syge og gøre rent i vort hjem. For ikke at tale om at følge med i den ny teknik. Og ikke mindst synge og tale sammen. Alt sammen slet ikke skrivning men virkelig aktiviteter der også kræver præcis sproglig kommunikation. Vi gør jo disse ting, som fordrer vor opmærksomhed. Men som endda måske ikke er de mest krævende når det kommer til stykket. Vi gør endnu vigtigere ting, som jeg forbigik. Ting der simpelthen bare skal gøres. Der er moralske udfordringer der fordrer vor stillingtagen. Hvor der virkelig skal ”tales ud” og ”siges” til og ”siges fra”. Til tider så alt andet må sættes til side for netop her må der ikke fejles, ikke på moralens område. Så rigtignok findes der rigeligt af grunde til at tale godt og gøre noget ved dét, frem for det evige skriveri. At få tingene sagt er enkelt. Hurtigt og effektivt kan vi ændre ting ved at sige det, hvorimod skribenternes arbejde forsvinder i virvaret af skriftlige udtryk, langt de fleste skriverier er fuldstændigt trivielle. Jeg er ikke ude på at provokere nogen men peger på fordelen ved at den enkelte besinder sig på at drage fordel af metoder til at forbedre sit sprog uden at notere, uden at læse, uden at stave, uden computer, uden læsebriller og skrivebord. Man kan stadig komme frem i livet og gøre karriere, men det vigtigste er at bidrage til velfærd og livskvalitet for sig selv og sine omgivelser. Og et smukt sprog i en god tone er dejligt at lytte til, og man lytter jo også til sig selv og ikke kun til sine omgivelser. Jo bedre og smukkere man taler jo bedre har man det. Lyden af egen stemme går lige op gennem ganen og op gennem hovedet op i mellemøret. Også når man fløjter og nynner. Det er den bedste musik at lægge øre til. Vi lærer det ikke, vi aflærer det nærmest. Vi skal holde det ved lige, vi skal underholde os selv. Ikke undertrykke os selv hele tiden med radio og TV. Men det er svært at huske på. Alt det andet presser sig på. Ingen præmierer et barn der synger og fløjter og laver ingenting. Den der synger og fløjter spreder glæde men det regnes ikke. Begrebsordbogen er imidlertid en milepæl, for den aktualiserer hele drøftelsen selv. Jeg vil gerne sige hvorfor jeg finder den så vigtig og ”hæver den så højt så fødderne næsten ikke kan nå jorden”. Thesaurus giver os hele sproget for øje i en letfattelig form. Måden vi taler på bliver synlig men på en systematisk måde. I denne artikel har jeg bevidst ikke beskrevet dette system særlig meget. Jeg vil bare skabe nysgerrighed. Man må selv sætte sig ind i maskineriet, ligesom ved den computer man har købt. Eller måske bare bruge den uden at gå op i systemet. Men jeg tror nu mange vil gå op i den. Den ægger til det. Der er noget matematisk over tilgangsmåden til sproget i dette værk, og matematiken bør tage thesaurus til sig.
Jeg vil nu komme lidt mere ind på hvordan værket kan bruges. Thesaurus kan afsøges således at allerede løste problemer kan blive eksemplarisk løst idet den gode forklaring nu bliver umisforståelig. Resultatet bliver altid mere appellerende og originalt når man har vredet mere ud af bogen end et normalt opslag giver. Den 3-trins-metode jeg har udviklet går ud på at lave en søgning hvor man noterer fund undervejs. Man starter med at søge på sin første ide. Man slutter ved at søge på sin indre intution i øverste del af værket. På dette tidspunkt har man allerede de tidlige fund til støtte. Det kan også siges på en anden måde. Ved hjælp af tre trin hvor man først slår op specifikt via registret, dernæst specifikt via nabo-ord og til sidst ikke-specifikt i det høje felt. På dette 3. trin er man meget koncentreret og kan overskue at læse mange grupper. Når man kender værket falder det naturligt at gå sådan frem. Når man på denne måde først har søgt på enkeltord er det meget lettere at søge på hele problemstillinger og dér har man brug for betydningerne oppe i det høje felt fordi det høje felt er de primære begreber og de abstrakte relationer. Jeg vil også angive nogle øvelser. Hvis jeg var dansklærer ville jeg opdele klassen i grupper og præsentere en tætskreven afsnit-løs tekst for dem og bede dem opdele den med overskrifter og bruge thesaurus til disse overskrifter. Der kunne tænkes andre øvelser. Matematik-læreren må se på sine centrale almenbegreber, for eksempel differentiering og integration, som volder en del unge problemer i gymnasiet. Dér kunne man måske tale om begrebers differentierede tyd i thesaurus og deres integration i en tekst. Hvordan det mere konkret kan bruges i en øvelse her jeg ikke ideer til. Men allerede i folkeskolen stilles børnene overfor funktions-begrebet i folkeskolen. Hvis jeg var matematiklærer kunne jeg bede børnene om at at arbejde lidt med funktionsbegrebet på en anden måde. I gamle dage blev bøndernes marker opkaldt efter funktion. På øen Egholm ved Aalborg er de gamle marknavne registreret på 80 år gamle kort. -men hvorfor hed de Kværnen og Taget og Toften og Sigen og Drøwten. Enkelte gamle ø-beboere husker stadig markernes funktioner og thesaurus giver netop rigt udtryk for funktioner. Noget kan være funktioner af noget på mange måder.
Målet er smukt sprog når vi taler. Det er fokus her. Vi styrer stemmen med øret. Bid mærke i det. Munden er lagt i bidsel af øret. Munden kan lukkes, øjet kan lukkes men øret kan ikke, for det bestemmer for meget. Og vi beskæftiger os med ny redskaber. Begreber skal ikke indlæses men indlyttes. At lære børnene at stave og læse er ligeså svært som det altid har været. Men de taler i mobiltelefoner over grænser og de lægger deres tanker ind på Youtube. Andre hører dem. De mangler bare at høre sig selv. Det er ikke normalt at lægge øre til sig selv og det er ubehageligt i starten. Dèt er en opgave for smuktsprogs-forskningen at sætte børn og voksne i besiddelse af denne selvkritiske lytte-evne-baserede moderne sans ved at lægge øre til sig selv og at anskue egen tale objektivt uden forfængelighed og uden selv-påvirkede filtre. Objektiv selvlytning er ligeså svært som dén åndedræts-kontrol der læres af buddhistiske skoler. Men hvem siger at det skal være let? Nu kan vi jo optage os selv. Så snart vi lytter til os selv med de samme kritiske briller som vi anlægger på andre menneskers tale forstår vi at indskrænke uklarhederne. At lyde mere distinkt, og i længden også mere melodiøst og interessant. Vi vil altid lyde forkert i egne ører fordi vi ikke ellers hører os selv gennem øret undtagen når stemmen afspilles på en optagelse. Ellers hører vi det op gennem ganen. Dér lyder vi bedre. Det er klart. Vi skal vænne os til forkertheden ved egen stemme ad øre-vejen, så forsvinder genertheden og så går det an at lytte. Tale-evnen som primær, også når det gælder at mestre skriftsprogs-teknik vil komme i højsædet fordi teknikken muliggør det. Og at tale bliver man bedre til ved at synge og fløjte og nynne og fortælle alvorlige historier og lave sjov.
Det er også værd at beskæftige sig med brugen af thesaurus på universitets-niveau. Her har videnskabsteoretiske problemstillinger sin ret, ligesom brugen af fremmedord er normalt. Desuden kan man forudsætte historiske forudsætninger hos de studerende. Derfor vil disse sidste sider være sværere at læse end de forudgående. Vanskelighederne ved at lave et thesasurus- system er berømte. Allerede Immanuel Kant etablerede forarbejdet til et værk som dette. Hans ”Kritik af den rene fornuft” beskæftigede sig med dét der gjorde rene forstandsdomme mulig. Altså uafhængige af erfaringen, som han udtrykte det. En viden der hørte til de forudfattede kategoriers begreber og var nedlagt i dem. Alt hvad der hørte til forbindelserne mellem ting og alt hvad der hørte til det altomfattende rum og alt hvad der hørte til den evigt forløbende tid –alt det gik forud for fornuften, men dets bestemmelser burde udarbejdes systematisk. Det mente Kant. Én gang for alle. Altså de ting som vi vidste på forhånd. Det ville Kant gøre så vi andre var fri, og hans værk regnes for herostratisk svært, men så svært er det nu heller ikke. Nu drejede det sig også om et helt videnskabsområde hvor han ville klare grunden og så at sige byggemodne den. Fysikken havde klaret det fysiske, men det her var det metafysiske. Han mente faktisk at hans egen opstilling var en udmærket model. Det tyder vores værk også på. Thesaurus-forfatterne Roget (England), Bally (Frankrig) og Dornseiff stod på skuldrene af Aristoteles, Aquinas, og Kant for at værket skulle blive virkelighed. Herhjemme spillede Otto Jespersen en skjult rolle med at trække i trådene så den danske blev gennemført. Helst på den rigtige måde. Systemet kan ikke gerne fraviges. Franz Dornseiff har lavet den tyske thesaurus og det tog 20 år inden han for alvor tog den i teoretisk forsvar overfor afvigere fra standarden. Det skete få år efter 2. verdenskrig, hvor han forsvarede sin egen inddeling da ny thesaurus-skabere pludselig anbragte primær-begrebernes klasser forkert i deres værker. Det var grupperne om ”tid” og rum” der var rykket bagerst. Dornzeiff var selvfølgelig rystet. Som om nogen erkendelse var mulig uden at disse primærbegreber på forhånd var kendt! Som om Kant aldrig havde levet! Så råbte han vagt i gevær!. Men det viste at han så sit værk som et resultat af den erkendelses-teoretiske videnskab, i hvert fald på det tidspunkt. Da havde allerede seks nationer fulgt ham i hans inddeling. Eet af dem var Danmark, som han korresponderede med i breve. Måske har vi her den internationale standard. Det kan vi gætte på.
Der er gjort meget grin med Kant. At have et sprog er én ting, at have sproglig bevidsthed er en anden og at have den i veltrænet tilstand er en tredje. Dér kan vi trække på videnskabens resultater hos dens ypperligste repræsentanter og dér må vi nogen gange være tolerante, også dér hvor en mand som Immanuel Kant er uforståelig og ligefrem lyder som om tror at han har fundet de vises sten. Den mulighed foreligger jo at han virkelig hár fundet de vises sten. Dén antagelse han har gjort er i sig selv af stor værdi at diskutere også i dag. Den intellektuelle præstation der ligger i at udskille de forudfattede ”aprioriske” (som derfor er ubevidste for os selv) kategorier skal man ikke undervurdere. Kant måtte selv forkaste den opdeling som den eneste store lærer han anerkendte, Aristoteles, havde udkastet, med de berømte ti kategorier. Der vár en mere præcis måde, og han opdagede den fordi han med beundring havde studeret matematikkens og fysikkens succes og udfandt grunden den byggede på, dens solide grund. Hvad var det de byggede på der kunne være så solidt? Newton, Kopernikus. Tid og rum og relationerne fra bevægelseslæren. Men hvis nu det var holdbart? Hvorfor så ikke metafysikken eller skulle vi her sige sprogvidenskaben i henseende til ordbetydninger. Vi fik udskilt elementar-betydningerne i vor begrebsverden. Eller et bud derpå som fik store konsekvenser. Det viser thesaurus. Kant var i det mindste modig i sin overbelæsthed og overgrundighed.
På universitetet kan thesaurus bruges til meget avancerede opgaver og jeg vil fortælle om ting der nok opfattes som meget ”langhårede.” Jeg har gennemført et forsøg. Det lykkedes til et sprogforsøg at anvende et udtag af ord fra Dansk Begrebsordbog. Forsøgsresultatet pegede i retning af at vi må regne med underliggende kategoriers betydning for sprogdannelsen. Dét som Aristoteles påpegede i sin teori. Noget der er indgroet i sproget som forudfattet, dé begreber Immanuel Kant senere kaldte de rene forstandsbegreber. De byggede som allerede nævnt på elementarbegrebet om tid og rum der udgør formen for den indre sans (tid) og den ydre sans (rum). Desuden finder thesaurus altså forbindelsesmæssige abstrakte relationer særligt vigtige, hvorfor de får en særlige gruppe. Disse rene forstandsbegreber gør erkendelse mulig, selv uden erfaring, foreslår Kant, -og vil dét ikke være det bedste argument for at anvende thesaurus, der netop sætter de rene forstands-begreber øverst? Vel at mærke ikke som en ”model”, eller ”teori” men som et fysisk redskab, en slags sproglommeregner, en fuldstændig udformet liste med tusinder og atter tusinder af ord. En komplet liste simpelthen. Hvor kun trivielle ord er frasorteret. Det er enestående. Almenbegreberne er egentlig et meget lille ordmateriale, for hvis vi regner med 120.000 og de står i en bog med tusind på hver side kan de være i en tynd bog med 120 sider. Vi forstår hinanden ved at dette -egentligt meget begrænsede - ordmateriale anvendes i en kategorisk forstand der ”allerede er så at sige aftalt”. Forud for fornuften. En overenskomst mellem sproget og dén virkelighed det afspejler.
Det er nærliggende at forsøge at anvende resultaterne til at gøre antagelser til metoder til smukt sprog. At være kategorisk og klar er en evne der kan øves af alle. Målet med talen er at den forståes af dem der lytter. Hvordan skaber vi sikkerhed for det. Ved at opstille kategoriske pejlemærker, der hjælper lytteren. Hvad taler vi egentlig om (når vi taler)? Taler vi om en ting eller -hvad der er noget andet end en ting slet og ret- taler vi om noget tids- eller rums-eller mængde- mæssigt, eller taler vi om andre måder som 'ting'ene forholder sig i forhold til hinanden på eller bliver påvirket på. Man spores ind. Ellers kan der ske følgende: Vi har lyttet til en person længe og forstår udmærket indtil chokket kommer: Han snakker om noget helt andet! Vi troede han var ovre i en helt anden boldgade. Pinligt. Vi lader som ingenting. Så spoler vi tilbage i vores forståelse. Vi ser det hele i et nyt lys. Nu forstår vi bedre. Måske afslører vi ikke vor misforståelse. Men man taler ikke om dem. Man kan planlægge den slags misforståelser, og det var dét der blev forsøgt i ovennævnte forsøg, men det krævede et snedigt og snu materiale som deltageren slet ikke kunne gennemskue, -og ordmaterialet hentede jeg fra thesaurus. I korthed kan jeg sige at forsøget gik ud på at forsøgspersonen skulle forklare noget i en fart som der ikke var sammenhæng i. Hvordan klarede han det? Det meste af materialet var der sammenhæng i. Det var nemt og gik stærkt, men de steder bruddene kom anvendte forsøgspersonen en kategori som han foretrak at svare i. Han skulle jo videre. Forsøget tog 2 år at forberede og 9 minutter at gennemføre. Det havde været umuligt uden thesaurus. Det siger sig selv at hér blev anvendt den gamle udgave fra 1945, for den ny eksisterede ikke endnu.
Grundskolen er imidlertid vigtigere end universitetet, der jo allerede er specialiseret. De skal nok finde thesaurus, men det er værre med de små. Hvis ikke børnene stifter bekendtskab med thesaurus som 10-årige er det allerede lovligt sent. Og de kan jo sagtens klare det. Den indeholder jo ikke fremmedord men tværtimod almenbegreber. Den fører jo ikke underlegenheds-følelse, men giver tværtimod tryghed ved sproget. På dét tidspunkt hvor børnene er 10-12 år vil de kvikkeste straks kunne gribe den og give ånden videre. Når jeg derfor til sidst nævner nogle svære ting er det ikke for at skræmme. Jeg tror godt det må være lidt svært. Der er forfærdeligt meget at lære men for de opvoksende generationer er det en fordel at blive sat ind i de sværeste sager så tidligt som muligt. Alle børn udfører et datalogisk arbejde i dag. Et vigtigt perspektiv i at lære brugen af thesasurus allerede i skoletiden er at eleverne bliver i stand til at tilrettelægge deres datalogiske arbejde på deres personlige computer med henblik på database-erfaring anvendt på egne dokumenter. Dem skal de jo passe på. Derfor er det meget vigtigt at de lærer klassifikations-teori på et højt niveau. Der er nogen der mener at ”programmering skal på skoleskemaet” men jeg vil vove den påstand at thesaurus-brug som tværfagligt redskab rammer behovet bedre. Det er måske svært lige at se. Men det skyldes at den er egnet for alle fag. Mens dansk-lærerne vil kunne bruge thesaurus til at arbejde med sproget vil matematik-lærerne kunne bruge den til at arbejde med datamængder. Datamængders opførselsmåde er i teorien ens for alle sprog men i praksis afhængig af det enkelte sprogs almenbegreber. Så både dansk og matematik må hjælpe med. Hvorfor ikke bare i dansk-faget? Fordi den nyere matematik i forbindelse med IT er så vigtig. Det er meget meget ny videnskaber. Mængdelærens begreber er ganske vist udviklet for de gamle videnskaber men på datamængdelærens område er det nyere udtryk der tages i anvendelse, primært fra programmering, logistik og egentlig databaseteori. Tilbage til spørgsmålet om at give thesaurus en fortrinsstilling: Skolebørn vil selvfølgelig godt kunne forstå både objektorienteret programmering og princippet om klasser som disjunkte mængder men programmering kræver introduktion af mange fremmedord på én gang, det gør thesaurus-brug ikke. Man opnår mere. De mest almene begrebers problemer er vigtige at forstå, for eksempel når man deler ting op. Tingene kan opdeles i arter og klasser men arterne er tættere på tingene og siger mere om dem, mens klasserne på deres side er mere holdbare, de ”holder længere” selvom de underliggende arter ændrer sig lidt og selvom tingene selv –dé helt skifter. Under alle omstændigheder skal det dog føre frem til det samme. Et vist teknisk niveau er helt uomgængeligt når IT hører til pensum. Alle fag bruger computere og alle børn producerer filer. Hvordan skal de opbevare dem? Det må de minimum vide. Det er et nyt problem men børnene må gøre det efter en vis standard. Helt praktisk er der altså behov for at børnene får noget maskinkendskab, da software har en bestemt måde at opføre sig på i formater der efterhånden tilgåes på standardvis af operativsystemer der ellers kan være forskellige. De færreste voksne har kontrol med dette, på grund af mediets lave alder, og hurtige omskiftelighed. Men navngivning af filer og mapper bør følge standard, -i praksis en database som det almindelige menneske –også et barn - bør kunne bestyre. Men det kan de selvfølgelig ikke. Far og mor kan heller ikke lære dem at styre en browser, men de har selv foræret poderne den. Løsningerne er enkle men man skal forstå bestemte filnavngivningsprincipper for at kunne styre sine ting. Det er nødvendigt at lære, for det vil betyde at man bestandig går fremad i stedet for at gå i stå på grund af usikkerhed der skyldes at maskinen fungerer uforudsigeligt. Børn der har lært at bruge thesaurus forstår navngivning bedre, og det er en fordel.
Jeg vil imidlertid vende tilbage til det forrige spørgsmål. Den mundtlige træning med diktafon – men her i sammenhæng med skriftlige arbejder. Hvis man laver mundtlige oplæg til sig selv på diktafonen kommer man let til at bruge thesaurus for at finde rammende udtryk. Den mundtlige diktering til diktafon styrker lytteevnen og dermed evnen til at styre sit eget personlige talesprog. Det er imidlertid ikke kun udtalen der har gavn deraf. Efter en lang periode med mundtlig dikteren vil overblikket over ens eget arbejde og personlige felt være styrket. På dette tidspunkt er det naturligt at gå over til almindelig skriftlig notering og lade skrivningen drage fordel af den styrkede fokusering der er opnået. De ny ord der er hentet i thesaurus indgår nu. Jeg har meget stor erfaring i dette, da jeg har slidt mindst ti diktafoner op i mit liv. Derfor vil jeg sige noget om at indtale sine noter i stedet for at nedskrive dem. Hvordan kan man gå frem? ”At skrive ned” og ”at diktere ind” er ikke så forskelligt. De to metoder kan dyrkes samtidigt men når der skal præsteres endelige skriftlige resultater en pause med diktafonen for at skrive hele tiden. Så undlader man at bruge diktafon. Men på det tidspunkt skulle fokus og afklaring og sikkerhed som sagt også gerne være styrket. Bag sig har man jo hele den mundtlige talen ind og hele den interesserede lytten til egne tanker. Ting man ofte har diskuteret med andre også. Foran sig har man bare skriveprocessen der kan skride frem i en langt mere struktureret form. Nu har den jo været hjulpet af en periode hvor man lyttede til de ting der omhandledes og hvor ørerne blafrede og lytteevnen vænnede sindet til at formulere sig i tankebaner der slutter om problemet. Har man først tænkt over en sag anvender man mere smidige og tankevækkende udtryk end ellers. Man har altså tilegnet sig sit materiale før man videregav det. Og sproget er blevet beriget derved. Men der er et nødvendigt krav. Man er nødt til at lære sig at arbejde med lydfiler og at behandle disse som dokumenter fuldstændig ligesom tekster er dokumenter.
Hvis man vil læse mere om taleevnen og lytteevnen anbefaler jeg imidlertid at læse bøgerne af Alfred Tomatis og Eric A. Havelock. Førstnævnte er læge og forsker i ørets betydning og sidstnævnte er historiker og forsker i skriftens opståen og talens skæbne i den forbindelse. Begge er store berømtheder på deres felt.
Nu kommer den 2. danske thesaurus, men hvordan kunne det gå til at den første blev glemt i vort land? Et besøg hos en svensk professor kan være med til at kaste lys over det. Jeg præsenterer ham om lidt. Han bemærkede at thesaurus har ikke været helt ”stueren” (”rumsrena” på svensk ). Jeg vil fortælle om en rejse jeg gjorde til Stockholm i 2004. Dér sad nordens førende thesaurus-ekspert, Sven Lange på Universitetet. Jeg var dengang Fjerdeårs-studerende på dansk-studiets sprogvidenskabelige linje på Aalborg Universitet. og jeg skrev en artikel samme år til vort fakultets studenter-tidsskrift Mellemrummet. Heri sagde Sven Lange at ”En thesaurus er en "ekstern hjerne" med "access'er" til sprogets rigdom.Nu hvor regeringen vil have danske ordbøger på nettet var det vigtigt at det også kom til at gælde begrebsordbogen. Måske er du skoleelev, måske er du tømrer, måske er du professor? Selvom din hoved-interesse skulle ligge andetsteds, f.eks. indenfor litteratur, økonomi eller natur kunne du være interesseret i sprog-redskabet. Adspurgt hvad der vil ske, hvis den danske regering ikke selv sørger for en god løsning for nettet svarede denne artikels svensker: "Om inte regeringen er med, då blir man agterut-seglad, man blir lämnat bakom, om inte man vill vara med ifrån början. Då blir det et Microsoft modul man får taga”. Han fortsatte med at sige, at hvis man vil gå så vidt som til at omdanne Dansk Begrebsordbog til en "spider in the web", (en nettets edderkop) så må man have de store ordbogsforlag med, som har de største databaser. Gyldendal blev nævnt. Jeg skrev i artiklen at det er sådan Lange arbejder i Sverige, med vidtforgrenede kontakter - og forskende i ordenes dyb. Jeg havde lovet rektor for Ålborg Universitet at forsøge at interessere flere for denne arbejdsmark. Der blev en udstilling og websitet www.smuktsprog.dk. opstod. I dag besøges det hver time døgnet rundt. Det svenske ordbogs-arbejde kunne følges via www.ORDAT.se, og det danske på www.ORDNET.dk. Så man var orienteret. Sven Lange gik videre. Han var meget engageret. Han kom ind på de 892 grupper i thesaurus. Når der under hvert nummer ligger gennemsnitligt firs begreber ser man at der er meget at hente. Men det giver også et meget stort register at håndtere for værket. For at det ikke skal være løgn fylder det halvdelen af en trykt thesaurus. Men kæmpe-registret vil forsvinde ved digital linkning. Haps! - for en moden EDB-opgave. Thesaurus bruges bl.a. til klassifikation ved programmering, -så dette må da i sandhed være noget for EDB-folk.
Ti år efter var alt dette imidlertid sket. Det viser hvor hurtigt tingene går i vore dage
Da jeg dengang i 2004 bankede på til Lange sad han mellem sine ordbøger og puttede ord ind i sin computers "Ny svensk thesaurus". Lange indledte med at fortælle hvordan han var kommet i gang med at forbedre "Svensk Begrebsordbog", i stedet for at acceptere den som den er. Han havde villet lave en analyse af stilistik i et lille stykke 1600-tals litteratur. Han havde haft brug for at finde ud af hvordan den 1600-tals digter valgte sine synonymer, -så hvilke valgmuligheder havde digteren egentlig haft til rådighed dengang? For at løse opgaven måtte Lange skaffe en thesaurus fra den tid, men der fandtes jo ingen. Så havde han først taget vor egen tids svenske thesaurus (Bring's, 1930), den havde han scannet ind i sin computer, og de gamle ord, som han forinden havde "støvet frem" af Dahlgren's historiske ordbog havde han sat ind i denne eksisterende begrebsordbog. Nu kunne han ligefrem lave en alternativ fremstilling af det lille digterværk, med anvendelse af andre ord end de anvendte, men som vitterlig også havde været mulige på den tid, for den digter, for femten menneskealdre side. Det havde altså været en brugbar omvej for at nå sit mål. -Javel. - Dette var vel næsten kuriøst, men værket er nyttigt til dagligt, det er bare ikke alle der indser det. EDB-folk anvender dagligt thesaurus til klassifikation, og vore bibliotekarer har fået undervisning i den i faget leksikografi. Så de er levende interesserede. Men det er litteratur- og -sprogfolk knapt. Her er interessen lunken. I interviewet sagde Sven Lange om problemet med sprogfolkene: At thesaurus bruges (ganske vist ) af oversættere og beviser der sin kraft, -men: -hvor kommer resultatet af? Det er ikke så klart. Kognitiv teori anerkender ikke rigtig thesaurus, og der findes et hav af kognitivister. Begrebsordbøgerne hviler ikke på semantik (enkeltords-betydning) men på en mere videregående antagelse, og thesaurus har ikke været rigtig stuerene, eller "rumsrena" som det hedder "på svenska." Han mente at man skulle tro på thesaurus, den havde aldrig fået en chance. "Vi tror at alle værker kan ordnes efter begrebsklasser. Det tror en thesaurus, så den holdning indtager vi - fordi thesaurus er en standardisering. Det er en drøm, men der har ikke eksisteret forudsætninger for det tidligere, og selvom jeg måske ikke får lov at opleve det, så kommer det". Hans synspunkt blev uddybet. "Sprogforskning behøver thesaurus", sagde Lange. For dét der er spørgsmålet er faktisk ikke semantikken men ordet selv. Lange har undersøgt ordforrådets udvikling. Hør hans opsigtsvækkende bemærkning: "Tilvæksten er standset. Der kommer næsten ikke flere rødder eller simpleks'er ind. (ord-stamdele) Vi genererer nye ord af de gamle, så man må se på omsætningen i sproget, og derfor må man se på thesaurus."
Det er klart at dette kun er eet anvendelsesformål blandt mange. Sven Lange havde også beskæftiget sig med børnesprog og nærede beundring for Otto Jespersens berømte studie på dette felt. Han kommenterede det thesaurus-baserede logik-forsøg jeg var ved at lægge til rette på Aalborg Universitet, og som jeg havde skrevet til ham om forud for interviewet. "Det er jo det dit eksperiment går ud på", sagde han, "at vise tendensen til fasthed i tyd når man giver tilfældige ord og fremkalder alle mulige associationer." I stilhed takkede jeg for den formulering. Lange sagde, at "På detta sätt er thesasurus ett antropologiskt produkt". Jeg spidsede ører, for menneskets afstamning kalder altid den lille dreng frem i mig. Synspunktet blev uddybet derved, at Lange fortalte om ting han tidligere havde udarbejdet. Hans doktorafhandling viste at børn har en forventning om at forstå kausalitet, og relationelle, tidsmæssige, rumlige forhold allerede inden de blir givet sproglige begreber for dem af deres far og mor. Men det er faktisk disse begreber thesaurus har. Det er sådan den er indrettet. Derfor er Thesaurus det forløsende middel, og "thesaurus fungerer som forældre til et barn", sagde Lange, der ikke er bange for at benytte en sådan populær formulering for sagens væsen. -Doktorgraden er en del år siden, sagde han, -så jeg har lavet det samme hele livet, det begyndte med børnesprogs-teorien. Thesaurus har ikke fået chancen, ikke endnu, der findes muligheder for at kritisere den, javel, selvfølgelig, fordi "-hvordan er dette ord kommet ind?" (-Lange havde talt sig varm.) -Lingvisten tror, at semantikken er løsningen, og går i fælden hver gang, og laver små primitive projekter der blir en ”torso”, og kommer aldrig i nærheden af sproget som helhed, og det duer ikke, man må have hele sproget som arbejdsområde. Den der har thesaurus kan godt studere enkelte suffixer og affixer, men han har hele tiden hele sproget for øje. Så jeg er træt af semantik. Jeg mener, at man på tro på thesaurus og ikke kritisere for tidligt."
Vi talte herefter om forskellige udgivelser. Det havde han sin egen mening om og den var ikke ret sød. Om man skulle lave en ny thesaurus "för danskan" ville den nok være lettere at sælge under betegnelsen "Stor Dansk Synonym-ordbog", sagde han. Dén lod jeg stå! Men jeg var ikke helt sikker på at det danske -mere stramme- værk viste de samme tegn på forældethed som det svenske, men det sagde jeg heller ikke. Jeg havde fortalt at jeg havde stiftet bekendtskab med Dansk Begrebsordbog på det Kongelige Biblioteks store læsesal, hvor der var ordbøger hele vejen rundt langs væggene, som man kunne gå rundt og kigge i når man døjede med at koncentrere sig på sin plads blandt søjlehallens andre 70 læsere. "Vidunderligt", havde en henført Sven Lange reageret. "Man må lære dens system som ung". Han havde allerede ved starten af interviewet sagt, at man skal tage højde for at det er sværere at bruge en thesaurus end andre ordbøger, -fordi man skal være aktiv. Jeg viste nu et køb frem for Lange, som jeg - formedelst 600 kroner- gjorde fjorten år tidligere (1990) i en dansk boghandel. Det var en håndholdt computer på størrelse med en ostemad. Den var fra Texas Instruments og indeholdt en engelsk thesaurus. Den havde fuldt tastatur, men ingen tal, derimod specialknapper til hovedord etc. I Langes øjne tændtes nu de stærkeste svenske julekerter, for åbenbart var apparaturet ham ikke bekendt, og sprogmanden måtte absolut skrive typenumret RR-2 op fra Thesaurus-PDA'ens bagside. Han sagde at børnene var vigtigst. -"Skal man erobre folket for thesaurus må man starte i skolen", sagde han. -For eksempel behøver indvandrere andre definitionsordbøger. Thesaurus har den fordel at den oplyser dig om hvordan dine begreber ser ud, den udarbejder begrebet i sammentrængt form. Der er jo ingen sætninger i thesaurus. Hvad er det den gør? Hvis vi betragter thesaurus som en "ekstern hjerne" (Et udtryk Lange vendte tilbage til) kan vi sige at denne eksterne hjerne retter op på at vi har det hele i hovedet, men lidt forstyrrede som vi er i farten savner vi access'er. "En slags demens", tillod vor svensker sig minsandten at kalde det. Det var et forsøg på at udtrykke sig populært. Hans mening må have været, at det var thesaurus'ens særlige system der udgjorde de accesser, vi lige kunne stå og mangle. Han havde lavet et interessant forsøg. Og jeg ville jo have ham til at fortælle. Han havde jo lavet de mærkeligste ting. Jeg spurgte til hans undersøgelse om tilvæksten til det svenske ordforråd for enkelte begrebsklasser, hvor han havde brugt thesaurus. Her havde han fundet interessante tegn på, at 1600-tallet havde den rigeste tilvækst af ny ord. Han nægtede imidlertid at gætte på årsagen, fordi hans forsøg trods alt kun havde haft begrænset gyldighed. (Jeg mener selvfølgelig at den oplagte årsag er bibeloversættelserne fra latin, den hellige skrifts store tekstkorpus blev forsvenskede på den tid) Han ville ikke gætte. Til gengæld slog han til lyd for at metoden havde vist plausibilitet, og at "en virkelig stor undersøgelse af alle begrebsklasserne kunne give svar. Det ville give et enormt resultat," som han sagde. "Man må acceptere visse postulater, -og det mener jeg man må gøre" sagde han, "-men så kunne det også blive så rigtigt, som en sprogundersøgelse nu kan blive." Jeg mener, at man må sige med Sven Lange, at det kunne være interessant hvornår i historien sprogets hovedbetydninger er blevet udviklet, -og Lange har nu også anvist vejen ved hjælp af en eksemplarisk undersøgelse af dette lille hjørne af sproget. (Begrebsklasserne Tillvaro og Intighet), fra den svenske thesaurus. Jeg sluttede mit referat af interviewet ved at ønske i Mellemrummet-artiklen et ” held og lykke til en inspirerende svensk sprogmand Sven Lange, hvis idealistiske arbejde i lige mål gavner menigmands sproginteresse, såvel som alle videnskabers behov for at udtrykke sig. Også hertillands. Også den dag det måtte besluttes at vor egen "Dansk Begrebsordbog" virkelig skal komme til ære og værdighed vil pioner-indsatsen kunne påskønnes. Det drejer sig om thesaurus som værket der giver en avanceret anvisning på hele vort sprogs enestående begrebs-rigdom, -eet med den skabende tanke. ” Sådan slutter artiklen fra dengang.
Og fra dette besøg i det svenske vender vi os på ny mod diskussionen af spørgsmålet hvorfor værket har været glemt. Thesaurus har taget et et skridt i retning af en tænkemåde som vitterlig var katolsk udviklet, på klostrenes grund, og 1500-tallet gjorde jo op med den slags i Nordeuropa. Det drejer sig om kategorien ”den rene væren”, det værende i sig selv. Uafhængigt af dét der er. Det var måske også grunden til at Kant blev ved med at tale om et skema der var nemt at udfylde men som han vægrede sig ved i praksis. Det er som om han ikke vil blotte sig. Tænkemåden var ikke udtrykt før. Grækerne var slet ikke inde på det for Aristoteles’ logik var jo 2000 år før, det var jo allerede 500 år før kristendommens opståen. Tænkemåden i thesaurus er meget speciel. Hverken de kategorier som Aristoteles eller Kant opstiller svarer helt til dén virkelighedsopfattelse som thesaurus opstiller, de holdt sig mere nede på jorden. Deres kategorier og apriori-begreber er nemlig kun værens”måder” (med streg under måder ) ( f. eks den tid-lige eller rum-lige hos Kant eller den tingsmæssige eller kvalitetsmæssige, etc. hos Kant.) Thesaurus går et skridt længere op ad stigen, op i det himmelske blå, på grænsen til intet, et skridt som måske har et religiøst anstrøg og kan være betænkeligt for nogle i videnskabens tidsalder. Men det er den første nøgleords-gruppe i vort værk. Thesaurus præsenterer jo en en første- kategori som ikke kan abstraheres yderligere, en yderste grænse, nemlig 1. Væren - Realitet, som ikke er en værensmåde men tværtimod abstraheret fra selve værens-akten. I denne akt eksisterer alt der har både form og indhold, men eksistensen af såvel form som indhold er det der giver eksistens og sætter dem i det lys hvor de kan erkendes som sande. Sådan udviklede Aquinas det men det var en videre udvikling af Aristoteles. Så har vi afgørende flyttet os over fra fysikken til metafysikken. Hvis man tænker sig ”eksistensen af eksistensen” og mener den rene væren uafhængigt af de ting der ér, må man uvilkårligt spørge hvad dét er, og så kommer man faretruende nær spørgsmålet om årsagen til eksistensen, altså årsagen til eksistensen af eksistensen. Hvorfor findes der et værende og ikke bare et intet? Kommer vi ikke påfaldende tæt på skabelses-beretningen? Man risikerer da at den bliver bragt i forslag. På den anden side: Selv primitive folk taler jo om hvad noget ”er”. Har det ikke hele tiden kunnet udsiges? Mener vi ikke at selv folk der ikke kan læse og skrive og skelne mellem form og indhold sagtens kan sige hvad noget ”er”, og er det ikke rigtigt at væren eksisterer som selvstændig realitet abstraheret fra værens-akten. Det er ikke et litterært påhit, ikke et barn af logikernes hjerne. For thesaurus udgør dette imidlertid yderpunktet. Der eksisterer bare ikke noget højere, for man kan ikke tale om ikke-væren for dér er jo intet til at erkende. I hvert fald fungerer gruppe 1. Væren - Realitet i den danske og de andre landes thesaurus’er øverst i modellen som systemets ankerpunkt hvorfra der differentieres ud. Det er ikke for ingenting at det var jesuiter-munkenThomas Aquinas der ”døbte” den moderne Aristoteles, da han blev hevet frem fra glemslen i 1200-tallet (araberne havde husket ham) og gen-gennemtænkt af Aquinas. Det man skal bemærke er at Aquinas spiller en stor rolle hvor katolicisme er tilstede. Mens hans arbejder spiller en stor rolle i disse landes bevidsthed gennem århundreder blev intet oversat til dansk før efter 2. Verdenskrig. Ja det skete faktisk først efter udgivelsen 1945 af den danske glemte thesaurus. I den var der ikke eet forklarende ord i indledningen til det mærkelige valg af øverste princip. Derfor er det måske rigtigt at den ikke var rigtig ”rumsren” som Lange i Stockholm sagde.
Det var H. Roos der bragte Aquinas her til landet for få årtier siden. Heinrich Roos der var jesuit og arbejdede på Københavns Universitet skabte mange resultater på den arbejdsmark der af jesuitterne regnedes for vanskelig, katolsk mission i Danmark, for danskerne havde en hang til det naturlige og brød sig ikke om det overnaturlige, som det blev sagt. Men her var en mand som ikke troede på at middelalderen i vort land var mørk. Roos har blandt andet forsket i danske sprogspørgsmål i middelalderen. Hans arbejder er for en stor del på tysk og stadig ny og nok ikke så kendte endnu i dag. Han har i sin Aquinas-oversættelse til dansk (Serien ”De Store Tænkere”, udg. Berlingske ) peget på at det særegne for Aquinas var hans skarpe stillingtagen til Aristoteles filosofi. Især tolkede han logikken og underkastede værensbegrebet en undersøgelse i sit vigtigste værk. Man kan læse herom i hans fremragende indledning til Thomas Ontologi og andre arbejder der er oversat i uddrag i nævnte værk. Med thesaurus på markedet i en af de mest moderne udgaver i verden skal der nok komme gang i den diskussion, ingen tvivl om det, og så er det godt at vi har dét ”indspark”)
Aquinas blev meget berømt. Når vi beskæftiger os med thesaurus er det værd at anerkende hans indsats og give ham æren hen fortjener. Selv om han var rigmandssøn blev han tiggermunk i 1200-tallets progressive munkebevægelser som dengang havde stor opbakning. Det var først 300 års senere at Luther-oprøret kom. Vi bør ikke glemme den indsats som disse bevægelser med stor disciplin lagde til grund i middelalderen. Araberne havde bevaret de aristoteliske skrifter. Disse skrifter var en aha-oplevelse for de nyfødte spæde universiteter rundt omkring i Europa. Aristoteles var faktisk et rent ”hit” på den tid. Man samledes for at diskutere ham. Thomas Aquinas havde brudt med sin velhavende italienske familie og sluttet sig til bevægelsen i Frankrig og sammenfattede de oversættelser som allerede var etableret af Aristoteles skrifter. Selvfølgelig var hans resultater begrænsede. Han kunne ikke nå til de sproglige konklusioner som vi i vore dage kan slutte af hans efterfølgere, som ligefrem har ført til et sprogværktøj som thesaurus. Han har ingen andel i dét der endte som en hel encyclopædi af betydninger af universal værdi. Men han kunne se at der til grund for det geniale græske system lå kategorien ”væren” som det grundlæggende der gik forud for eksistensmåder i forskellig retning. Derved blev den så at sige ”hedenske” logik reddet ind i den kristne europæiske selvforståelse. Det var lige ved at koste ham livet. Selvom hans mål var at fundamentere kristendommen blev det opfattet som en ukirkelig forståelse. Aristoteles havde behændigt udkrystalliseret den halve snes værensmåder eller kategorier som han mente at tingene kunne forefindes i, men han havde ikke evnet at underkaste værens-kategorien en selvstændig bestemmelse. Han var jo fokuseret på at gøre skriftsproget muligt og dét fordrede præciseringsredskaberne som var underforståede i kategorierne i vor opfattelse. De var aprioriske og gik forud for forstanden, og Kant opdagede dem der var vigtigst for de fysiske videnskaber, altså tid og rum (og thesaurus-forfatterne tillagde dertil kausale og forbindelsesmæssige ting) Så vi fik værkets overgrupper. Kant var omdiskuteret og Aristoteles kategorier er blevet kaldt tilfældige. Men Aquinas var i stand til at gribe tilbage og forstå at forud for denne opdeling, lå en eksistentiel kategori der bestod i den rene væren. Hvilket i det videre kunne give thesaurus en begyndelsesgrund i allerøverste nøgleords-gruppe 1. Væren - Realitet. Nuvel!. Bum-bum! Jaså! Det er alt sammen ligegyldigt for brugeren. Ja. Heldigvis er det lige nyttigt om man kender til det eller ej. Men fremtidens thesaurus-skabere står på skuldrene af de forrige. En dag vil man bygge videre. Men fundamentet vil måske bestå. Det er i hvert fald meget gammelt. Det håber jeg at have vist. Holdbarheden burde være tilstede. Men nu er værket der. Så mange forhåbninger der har været knyttet til det gennem århundreder. Det er spændende. Tag det selv i hånden og brug det!
Hvordan bliver man super-bruger af thesaurus-begrebsordbogen ?
Kan den gøre os bedre til at tale?
Kommer der en mundtlig thesaurus man kan lytte til?
Hvorfor har værket været glemt på dansk grund?
Hvorfor elsker englænderne deres? (og de franske og de tyske? )
Hvorfor er den bygget op på den særegne vis?
Artiklen beskæftiger sig med thesaurus-brug såvel på grundskole- som på gymnasie- og universitets-niveau og giver en række praktiske forslag til øvelser i anvendelsen af værket. Der angives en 3-trins brugsmetode for særligt grundige søgninger og opslag, og værkets historie forklares og sættes ind i en videnskabs-teoretisk sammenhæng fra den klassiske logik og Aristoteles, Aquinas og Kant, der udviklede grundkategorierne, til de moderne sprogfolk der de sidste 100 år har forfinet værkets system og gjort det til virkelighed. Artiklens start er letlæselig mens sidste del er mere krævende. Her påbegyndes en diskussion af eet af metafysikkens grundspørgsmål, som måske ægger til modsvar... ?
