Jeg er blevet bedt om at uddybe spørgsmålet om indforståethed, ("er du indforstået med hvad jeg taler om"), spørgsmålet om ordvalg ("Kunne du sige det med lidt andre ord ?"), og spørgsmålet om sætningsmelodi ("Det går jeg ikke så højt op i",)
Hvad indforståetheden angår er vi vante til at betragte den som noget meget dårligt. Det beror på en lidt uheldig anvendelse af udtrykket, i retning af fagidioti. Imidlertid forventer vi en vis indforståelse med det vi siger fra dem vi taler til. Men hvilken ? Der er derfor grund til at undersøge hvad indforståetheden kommer af.
Hvad ordvalg angår, så ved vi alle, at vi ved at rette et par få ord får en hel anden mening, så hvordan får vi hele sproget for øje så vi udfinder netop det udtryk der dækker den helt rigtige mening, og dermed det smukkeste ordvalg. Og hvad sætningsmelodi angår, så får vi ved stigning og fald og vekslen og dræven og stop og hastværk med tonevariation på hver eneste stavelse en melodi frem, der giver mening for tilhøreren, så han nikker interesseret, -og straks sætter ind med et modsvar der torpedererer og viderefører påstandens melodi og tilsidst falder han på: "Dertil er jeg enig og ikke længere. Basta.!" Bemærkningen "Det går jeg ikke så højt op i" afleveres med faldende tonefald nedefter: "...højt op i !" undtagen i det ene tilfælde hvor det råbes og der smækkes med døren. Den faldende tone markerer at man er færdig med sætningen, og at den anden kan falde i, men gør man det modsatte, og afbryder man så markant får man det sidste ord, og slutter i det høje leje. Sådan ser jeg det, Peer, og det må vist kendes fra operaen hvor du er mere hjemme end jeg. Ja enhver mand der har været gift kender vist den opera.
Jeg skal, ligesom i posten til Åge S. om kursusrapport, slutte af med et længere citat af Grønbech, fra hans bog "Sprogets musik". Det er de sidste 27 linjer af kapitlet: Sprogets melodi.
Han hævder forinden at et sammenhængende stykke tale bæres frem af melodien. Han forsøger at få os til at lade være med at betragte talens melodi som noget helt andet end musikkens melodi. Jeg synes det er et vigtigt sted. I dette kapitel kalder Grønbech netop på en undervisning af den karaktér som jeg forbereder, se kursusrapport. Men, -at det lader sig gennemføre er alene et spørgsmål om eksperimentets afprøvningsmuligheder via materialerne jeg gør udkast til, og som netop posten til Åge S. beskrev.
Grønbech siger, i nævnte kapitel:
"Et sammenhængende stykke tale bæres frem af melodien; dens stigen og falden holder øret fast i forventning, indtil noget svarende til kadencen i musikken angiver at vi nærmer os et hvilepunkt. I denne melodi ligger også givet en rytme, der selvfølgelig hører til melodien og har dens væsen; den bestemmes ikke ved afveksling af tryk og trykløst, betonet og ubetonet, men af vægtige og mindre vægtige toner."
Grønbech fortsætter umiddelbart:
"Holdningen i en lang periode, dens evne til at bære sig selv beror på at den rytmisk - melodiske linje deler sig op i mindre stykker, sætninger der hvor for sig har hvad man i musikken kalder en halvslutning, en skuffende kadence; derved giver de på een gang et hvilepust og holder de opmærksomheden oppe til en videreførelse af tanken. I skolen lærer børnene med stor møje at analysere, som det kaldes; for exempel skal de trænes op til at skille relativsætninger ud og tilegne sig den kunst at sætte rigtige kommaer. Måske kunne man også finde en naturlig vej frem ved at kalde på børnenes umiddelbare fornemmelse af melodien; Når man taler om den mand som var her i går, til forskel fra en mand, som ejer et gods i Jylland, så sker der et skifte i melodien; i det ene tilfælde går melodien ubrudt frem,og et komma kan kun gøre fortræd:; i det andet tilfælde daler melodien så langt ned, at man fornemmer konturen inden for sætningshelet. På den måde vilde danskundervisningen tjene til indførelse i modersmålet, medens den nu nærmest synes at være optræning i logik med sproget som materiale. Men om en sådan omlægning lader sig gennemføre, derom kan kun pædagoger dømme; det er muligt at en sådan undervisning af den art ikke kan virke med til at uddanne børnenes karakter. "
(Citat slut )
