TAG ORDET OG SYNG MED ! Men af og til skal man også synge for. Det er nødvendigt overfor et barn. Det er også nødvendigt overfor en forsamling, at der synges for. Jeg har forklaret derom i posten "En sang er da ikke noget at takke for", som også er til dig, Åge. Den er desværre også blevet lang. Men der er meget at sige.
Der findes nogle sange der "taler til os". Næsten alle kan synge "Jeg ved en lærkerede", hvis tre første vers er uhyre heldige. Ordene slår smut på tungen og vi stemmer alle i. Melodien er ikke lavet til ordene men hører sammen med dem, og lyder næsten ligesådan hvis man læste sangen op som når man synger den. Sådan må det i hvert fald forekomme. Prøv engang ! Men hvordan kan det egentlig være at vi kan synge uden at have lært det, blot en synger for, når vi skal bruge årevis på at lære at skrive bare nogenlunde. Synspunktet i dette kursus er at sangen lærer os at tale. Ikke omvendt. Man kan ikke forklare i tale hvordan man skal synge. Man kan kun synge. Men man kunne godt synge om hvordan man skal tale. Ordene skal gynge. De skal være sjove. Det kunne man nemt synge. Sådan skal du gøre når du taler. Man skal holde en god tone. Man skal tale på een måde til børn, på en anden måde til gamle, og alt det kan vi synge om. Hver tone har betydning når den falder og en anden når den stiger. Og ligesom du ikke selv har opfundet melodien til "Jeg ved en lærkerede", så har du heller ikke opfundet melodien til det du siger når du siger det. Du lærer melodien før ordene. Sprogets melodi ligger i det mål (mæle) du overtager fra din mor, dit modersmål.
Spørgsmålet for dig Åge, er altså hvordan man kunne lave et kursus i talekunst via sang for unge politisk aktive. Men det spørgsmål besvarer jeg bedst ved at forklare hvordan jeg tilrettelagde sprog-aften for vordende forældre, for det eneste der er grund til at ændre er sangene, så vi tager lidt flere fra den røde sangbog og lidt færre fra den populære og familiemæssige afdeling.
-Altså: Hvad skete der den dag ?
Jeg havde betinget mig at første del kunne foregå delvis udendørs, så deltagerne var forberedte på at der var en gå-tur indbygget. De havde også fået mit visitkort på forhånd, så enkelte af dem havde allerede besøgt denne hjemmeside, hvor jeg udvikler tingene, og som kortet henviser til. (otxto.blogspot.com) Dermed vidste de også at kurset ganske vist var om talekunst, men indgangsvinklen er sang, og der var et historisk afsnit om de gamle grækere, og der ville være et afsnit om at finde de rette ord til den rette takt. Og de ville få et "øve-vers". Alt det fremgår af visitkortet.
Selve denne historiske del af mit foredrag blev holdt mens vi gik en rask tur på en rolig sti. Der var et par ældre mennesker med, som var forældre til een af de vordende forældre, men det betragtede jeg kun som en fordel, hvilket også skulle vise sig. Heldigvis gik de gamle rask til, som de unge, og vi kunne jo heller ikke ligefrem løbe når pigerne havde "mave på".Det vigtigste var at give deltagerne en fornemmelse af at vores dybtliggende fornemmelse for rytme hamres ind gennem hælen gennem tusinder af generationers vandringer. Samtidig fortalte jeg om den tid da de yngre generationer lærte via sang og vers, og ikke via skrift, idet skriften ikke blev opfundet før sproget var udviklet, men tværtimod er en ret sen opfindelse. Dette vækker altid interesse. Versene gav huskelighed for de gamle, og denne huskelighed kunne man dengang ikke opnå ved at skrive ned. Det var en slags fornøjelig udenadslære. Den første skrift der virkelig kunne give udtryk for de menneskelige tanker kom ret sent, det var det geniale græske alfabet med sine kun 26 tegn, og det er kun 2500 år gammelt, og det er vel nogle promille af vores menneskelige udviklingshistorie. Jeg fortalte, mens vi gik om Eric A. Havelocks interessante teori om alle de dybtgående ændringer denne opfindelse førte til, og selvfølgelig kunne kursusdeltagerne godt se at med opfindelsen af computeren var der kun taget et yderligere skrift i en retning hvor rytmisk og melodisk tale i form af vers forlængst og idag næsten totalt afløstes af skriftlig videregivelse af viden fra generation til generation. Ikke engang salmevers læres udenad idag, som ellers den sidste snes generationer.
Men talens skønhed går tabt hvis melodien i sproget går tabt. Melodien gengives kun dårligt af skriften. Men den overlever i sangen. Derfor skal vi synge og vi skal synge for vore børn og det allervigtigste sted at synge er når vi går. En sang på læben og ud ad vejen, lær nogle sange udenad, med tiden flere og flere. Læg mærke til at du taler tydeligere og tydeligere og prøv at tale nogen ting ind på bånd for at kontrollere. Det er de råd jeg giver på gå-turen. Jeg står op på en bænk og viser hvad et huske-vers er. :
Talefærdighedens personlige takt
giver sikkerhed for at få afleveret det
man egentlig vil have sagt
Takt er hælens rytme
det er tryk, det er slag,
og takt skal dælen-dytme
øves hver e-nes-te dag.
Efter vi var kommet indendøre til kaffe villle jeg gerne have deltagerne til at gennemføre en lille tale hver, og talen skulle holdes over et vers fra en sang, og de fik hver sin sang. Jeg havde valgt vers for dem. Det var bare for at det skulle gå tjept. Vi skulle jo også synge sangene. Foruden nogle børnesange var det danske folkeviser og folkekære sange.
Pointen var at vi skulle afprøve om al denne gåturs-gang og vers og rytme og takt og nu også syngeri gjorde disse små taler bedre, som vi nu skulle i gang med.
Jeg sagde at indledning og afslutning på talen skulle handle om handlinger, ikke meninger. Det var det aktive princip, det der også ligger i sangen og talen, ikke det passive princip der ligger i skriften. Jeg ville ikke have dem til at beskrive noget men til at tale om hvad de ville gøre. For eksempel hvem de ville synge sangen for, deres barn når det blev fem år, for eksempel. Talen skulle slutte"Det jeg føler er..." Nej! Den slags hører skriften til og her taler vi og vi synger ud.
Deltagerne fik nogle hjælpemidler der knyttede sig til det vers de trak. Fra den danske "thesaurus" (Dansk Begrebsordbog") er nogle passende opslag kopieret, så når et vers for eksempel handler om tryghed, glæde, solnedgang, lys, barndom, mor,
-som 2. vers fra
"Hist hvor vejen slår en bugt":
I den røde aftensol
sidder moder i sin stol.
I den røde aftensol
sidder moder i sin stol:
kinden luer dobbelt rød,
barnet har hun på sit skød;
drengen er så frisk og sund,
æble-kinden: rød og rund
Se, hvor hun i spøg ham banker
på de søde pusselanker.
Nu kan kursusdeltageren hente stikord til sin tale fra dette ordark i en fart. Altså andre ord der har relation til tryghed, glæde, barndom, mor, solnedgang, etc. -og samtidig prøve dette imponerende -men meget ukendte-redskab som en ægte dansk thesaurus er.
Vi synger selvfølgelig verset, og når så vi har hørt talen synger vi hele sangen hvis vi kan nå det. Vi må i hvert fald have sangens melodi i os når vi skal tale om den.
Hvilke andre sange havde vi ?
De andre sange til denne dag med vordende forældre var:
Hønsefødder og gulerødder (med sit spøjse ordvalg)
Go' nu nat (4. vers, refrainet: "Vi har sunget, vi har grædt, og vi har grint...")
Søren Bramfris Lærkesang (samtlige vers lige god fortælling)
I skovens dybe stille ro (begge vers, sangen handler kun om "lyd")
Det haver så nyeligen regnet (2. vers. Alle vers fortæller via vejret.)
Smukt som et stjerneskud. (1. vers. Om varig kærlighed og skønhed trods alderen)
To pilsnere i en snor (Alle fem vers. Om fritid og lyst til pilsnere og sejlerliv)
Hvem Bestemmer (Hausgård. 4. og 5. vers. Om vores eget ansvar, og flokmentalitet)
Vem kan segla forutan vind (Begge vers. Svensk om uundværligheden af venskab)
Velkommen i den grønne lund. Erik Grip, Grundtvig, 2. 4. og 6. vers om modersmålet)
Jens Vejmand ( De to sidste tragiske vers, selv fik han ingen sten) Åkjær
Se hvilken morgenstund (4. vers: "Sang under brusebad. Hun må vist være glad.) om lykke.
En yndig og frydefuld sommertid (2. vers: Blandt alle disse blomster ved jeg (Grundtvig)
Han kommer med sommer. (midterste vers: Og børnene stirrer...) Åkjær. Om alder, landliv
Dansevise. Et solstrejf i en vandpyt. (Refrainet Dugvåd ligger engen, jomfru daggry går..)
Jeg ved en lærkerede. (De tre første vers, oplæses næsten som de synges, derfor populær?)
-samt børne-sangene:
Krummes sang
Vinduespudseren
Den gamle spillemand
Elefantens vuggevise
Vågne op og gå i skole
Højt på en gren en krage
Hør den lille stær
Skorstensfejeren gik en tur
Bamsens fødselsdag
Rits-rats filliong-gon-gong
Først den ene vej og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng
med hænderne siger man klap, klap, klap, med dødderne siger man trap, trap, trap
Så går vi rundt om en enebærbusk, enebærbusk, enebærbusk
Tingelingelater, tinsoldater
Tre små soldater de vendte hjem fra krigen og bum-bumme-lum
Nu tændes der stjerne på himlens blå
Jeg gik mig over sø og land, der mødte jeg en gammel mand
Den lille frække Frederik, som elsker sjov og mekanik
Lille Peter edderkop kravled op ad muren, så kom regnen, skylled Peter væk, så kom solen..
Højt på en gren en krage -sim sala dim bam ba sala du sala dim
Jeg en gård mig bygge vil, der skal være have til, store marker, grønne enge
I en skov en hytte lå, nissen gennem ruden så, haren kom på lette tå, bankede derpå
Langt ude i skoven lå et lillle bjerg, aldrig så jeg så dejligt et bjerg, bjergete ligger langt..
Nu er det jul igen og nu er det jul igen og julen varer lige til påske, nej, det er ikke sandt..
Den lille Ole med paraplyen.
Ja det var sådan i hovedtræk hvad vi nåede med de vordende forældre. Jeg er sikker på at det satte nogen tanker i gang, og jeg tror også at nogen af dem siden har været inde på min hjemmeside og der har de måske erfaret at det hele måske er sat lidt på spidsen, og at dette arbejde jeg udfører er eksperimentelt. Folk er for øvrigt altid forundrede over at jeg ikke selv har børn. Jeg plejer at svare at det er tilfældigt for engang var jeg gift i fjorten år, -men jeg har mange børn jeg er onkel for. Det slår de sig så til tåls med. Jeg har også arbejdet på ungdomsskoler. Der skete for øvrigt noget pudsigt på vej ud til kurset for disse vordende forældre. Jeg havde sat mig med en bog på busstationen i Aalborg, og bag ved mig sad fire drenge i 16-års alderen. De var dansk klædt og talte dansk -men også udenlandsk. Da to af dem gik vendte jeg mig om til de to tilbageblevne og spurgte om de ville fortælle mig hvilket sprog de talte sammen. "Russisk", svarede de. Russisk !, svarede jeg, hvor er i da fra. Vi er fra Moskva, sagde de, hvad troede du"? Jeg troede i var fra Kasakhstan, sagde jeg. Himmelfaldne stirrede de på mig, "vores familie er fra Kasakhstan," sagde de. "Hvordan kunne du gætte det "Jeg smilede og viste dem forsiden på den bog jeg læste, "Sprogets musik", og sagde at jeg kunne høre det på sprogets melodi. Nu blev de endnu mere forundrede og overordentlig nysgerrige. Jeg sagde at jeg havde engang været ude at køre her i Danmark med en afghansk dreng som spurgte mig hvorfor det var lettere at forstå mit danske end andre danskere og jeg havde svaret ham at jeg kendte hans sprogs melodi, fordi min kone og jeg var flygninge-kontaktfamilie for en ung iraner der talte farsi som han, og jeg havde så ofte hørt ham tale med sine venner at jeg kendte "melodien" i farsi. Så jeg troede jeg måske sang lidt med på hans modersmåls melodi når jeg talte mit eget modersmåls danske. Så det blev lidt lettere, eller så han blev nysgerrig. Jeg havde forøvrigt forsøgt at få ham til at lægge bøgerne væk hver halve time og lytte til P1 i fem minutter, også uden at lytte. Bare lade den gå. For at lære melodien. Det var det jeg havde talt med ham om. Nå jeg sang altså med på hans modersmåls melodi. På den måde vidste jeg at jeg blev bedre forstået. Som ung har jeg for øvrigt også rejst lidt i Iran og Afghanistan, det har vel også sin virkning, -selvom jeg ikke forstår ordene.
Den ene af drengene på busstationen sagdeimidlertid med forundring at de to drenge der lige var gået netop var afghanere og talte farsi.
Jeg tænkte siden at jeg har hørt melodien i deres tale mens jeg sad med ryggen til og læste, og kendte jo beliggenheden af Kasakhstan mellem Rusland og Afghanistan, og så var det jo ikke så svært at gætte. Men jeg gav også drengene mit kort siden det nu var lykkedes mig at interesse dem for sprogmelodi, og jeg opfordrede dem til at besøge hjemmesiden og ringe hvis de ville synge på dansk, for det skulle man lære af en der var født i landet, og det var de enige i.
Ja, Åge S. , -nu har jeg fortalt dig om en sprogaften for vordende forældre, og jeg forventer at gentage den heri byen til august, - for august er jo den måned hvor flest graviditeter konstateres.
Sangene her var ganske passende, men andre kunne være på sin plads. Nu mangler jeg bare at tilføje de grupper af sange der passer bedre på andre grupper af kursister. Mit repertoire er på flere hundrede sange, og jeg kender ikke så få af dem udenad.
Jeg komponerer også selv, også til teateret. Cirka en tiendedel af mit sang-repertoire har jeg selv lavet, og som årene går er der også lidt af det der overlever, og faktisk synges af folk igen og igen, og det er jo dejligt. Listen over mit fulde sang-repertoire lige fra Dylan til Åkjær har jeg ordnet under følgende overskrifter.
(Liste her...)
Nu vil jeg slutte af med et rigtigt langt citat fra den bog som jeg sad med på busstationen: "Sprogets Musik" af Vilhelm Grønbech, 1943. Det er nok den mest udskældte sprog-bog der er kommet på dansk, for eksempel gjorde den Paul Diderichsen stiktosset, og han er forfatter til den berømte og aldeles brillante: "Sprogsyn og sproglig dannelse". Citatet fra "Sprogets Musik", der strækker sig over flere sider (31-33) passer så fint som kommentar til oplevelsen med de to drenge på busstationen. Og du skal bare glæde dig over at jeg citerer så langt, i stedet for "at uddrage essensen" som journalister så gerne vil. Grønbech kan nemlig skrive så man næsten ser ham stå og tale bag et gammelt kateder, eller en talerstol af den slags der nu overalt er sat i kældrene. Sådan en rigtig autoritet. Bare man kan klare det:
"Hvert sprog har sin egen melodi, som ingen udlænding kan lære så godt at kende, at han kan udtale sig om den. Melodien er det sværeste af alt; en fremmed kan nå til at beherske bøjning, syntaks og ordforråd til fuldkommenhed - sprogets tone nemmer han aldrig rent, efter at han er blevet fem år gammel. Uden paradox kan man sige, at jo nærmere han kommer til at efterligne den, des mere røber han sig som fremmed; der findes ganske enkelte vokalakrobater, som kan gøre et fremmed sprogs tonegang efter med virtuositet; resultatet bliver det falskeste, det mest afskyværdige der kan tænkes at udgå af et menneskes mund. Det har ikke engang det forløsende ved sig, at det bliver komisk. "
(Jeg skal her gøre den indskydelse, Åge, at Grønbech som sprogmand fik sit udkomme ikke bare fra sine mange bøger, men han var også organist ved Sebastianskirken i København. I hans lille bog "Spillemænd og andre folk" fortæller han om melodien og dens fremkomst når han udøver sit hverv ved pedalerne. Han henter altså ikke sine "sprogmusikalske" tanker ud af den blå luft, som arge kritikere har påstået.)
Grønbech fortsætter:
"Vore forestillinger om melodi henter vi fra de kunstprodukter som fremstilles af komponister. Når vi overfører disse musikalske begreber på sproget, tænker vi os uvilkårlig melodien som noget der følger med ordene og så at sige naturlligt pynter på dem. Men melodien hører til sprogets allerintimeste bestanddele. Den er akkurat lige så vigtig til forståelse af meningen som form og lyd. Ja melodien er meningen, kunne man godt sige, den røber det nuancerede liv, som trænger sig frem til udtryk. Og nuancerne, det er jo selve mennesket, det særprægede individ, ikke blot en variation af noget almenmenneskeligt.
På et menneskes svar - og på hans ansigtsudtryk - kan jeg altid kende, om han har forstået mig eller bare har opfattet hvad jeg mente, om det der foran er kaldt ordets liv, er gået ind i ham. Og dybere endnu, man kan mærke om han blot har hørt hvad jeg siger, eller også hvad jeg siger.
Lad en englænder eller tysker, og vi kan godt lægge til, en svensker eller nordmand, kunne godt dansk, så er der noget beklemmende ved en samtale med ham, så snart den går ud over almindeligheder. Han opfatter mine ord som en kundskabsmeddelelse, omtrent som når man læser i Bædeker; men det jeg egentlig siger, det som er livet i ordene eller rent ud sagt, det som er mig, kommer slet ikke til hans bevidsthed.
Der tales så meget om trykket i ordene og sætningerne, og ejendommeligt nok kaldes det ofte for tonen - tonen ligger på første stavelse, siger vi; men accenten er jo kun et led i den musikalske bevægelse. Om jeg kan bringe mine medmennesker til at forstå, enten at jeg er her her, eller jeg er her, eller jeg er her, det afhænger ikke af at jeg lægger trykket på det første, det mellemste eller det sidste ord, men af at jeg synger sætningen på forskellig melodi. Man behøver blot at gennemlytte nuancerne ved sådnne dagligdags ord som umulig og selvfølgelig i forskellige sætninger for at få et begreb om melodiens betydning for den rette forståelse. hør blot de to sætninger: "det er ganske umuligt" og "det er umuligt simpelthen"og det er jo kun to blandt hundrede kombinaitoner med ordet umulig. Hvor meget ligger der ikke i sætningen: "Nææ, at de tør," hvor den talendes gysende beundring er udtrykt i det usædvanlige, at samme tone holdes helt igennem."
Som du ser,Åge, -I fortsættelsen af ovenstående vil Grønbech forklare hvad han mener med sprogmelodi. Et andet sted i bogener han meget direkte, her siger han at dansk tales på tonerne c, d, e og f, -af og til med en afstikker i dybden til b, af og til med et pift i det høje til g, men altså i et snævert bånd. Så man ser: Han mener sgu' dét med melodien alvorligt. Han mener det alvorligt, ikke billedligt, når han har kaldt sin bog "sprogets musik", -selv om det lyder skørt, og irriterede Diderichsen til det grænseløse.
Grønbech fortsætter:
"Den lexikalske betydning af ordet giver kun et grundlag for gensidig forståelse, den kan pege hen på en genstand; i melodien får man det egentlige, det som foregår i den talende ved denne genstand. I ordene kan jeg meddele omverdenen min tanke - delvis da; i melodien kundgør jeg tankens dybe spil i min personlighed som helhed. Derimod kan man aldrig blive helt hjemme i et fremmed sprog man kan lære at telegrafere fuldkomment på det, men man kan ikke lære at digte på det.
Sprogmelodien kan da ikke tages blot som den tonebevægelse der bølger gennem sætningerne; til den svarer den indre musik i meningen; de to kan lige så lidt skilles fra hinanden som lyd og indhold. Med melodi menes da her det som yderst toner i ordenes fald og inderst inde vibrerer i tanken.
Man kan ikke undgå at få et indtryk af det fremmede sprogs melodi, forudsagt naturligvis at man har lært det til bunds; ved svensk og norsk - ved visse former for svensk og norsk, skulle jeg hellere sige - går det indtryk ud på at melodien hos vore naboer i modsætning til dansk bevæger sig i fastlagte kadencer. Det kan aldrig blive mere end et løst, om man vil, uvederhæftigt skøn, såsandt en udlænding har skarpere øre for strukturen i melodien end for tonernes spillerum inden for det givne skema. Men om vort eget sprog kan der siges uden forbehold, at dansken har en uudtømmelig nuancerigdom. Den danner en bølgende melodilinje, der hverken stiler højt eller daler dybt, men inden for sin begrænsede skala kan tegne de fineste linjer. " (Citat slut)
Og hermed slutter min lange rapport, og så håber jeg du kan bruge den. I hvert fald skulle den afsted for at bygge på friske indtryk. Forårshilsen
