Der erikke så meget at sige. Jeg sagde at jeg ville lave et speciale om "smukt sprog". Så fyldte jeg alle de argumenter på jeg kunne. I retning af at jeg ville bruge alle de opdagelser jeg havde gjort om begreber og takt og hvad jeg ellers havde arbejdet med. Men sandheden er, at jeg jo ikke vidste hvad smukt sprog kom af, for jeg havde aldrig undersøgt det før. Men så blev emnet godkendt, og det gav mig mod til at undersøge de mere aukwarde besynderlige positioner, og det førte mig ind på Grønbech. Han havde formentlig næppe været politisk korrekt før godkendelsen var opnået, men nu havde man altså fra fakultetet sagt god for at jeg begav mig ud på denne odyssé. Det skal ogå siges at godkendelsen skulle søges på et skema med seks linjer men jeg søgte med otte sider. Jeg kunne ikke rigtigt bruge et nej, jeg måtte gøre det problematisk at give mig et afslag, for jeg ville gerne afsted på denne undersøgelse, og syntes faktisk jeg havde behov for den.
Men når det er sagt er det egentlig en underlig menneskelig mekanisme, der afholder os fra de mere spændende ting, indtil andre giver os lov til det, eller et eller andet uopfyldt behov tilsidst tvinger os til at gennembryde en barriere.
